Vi tager til Aarhus i dag og mange dag frem, og grundet vi er uden internet derovre, vil jeg lade mine læsere få ordet. Jeg har mange flere “Skår i glansbilledet” liggende, og jeg synes det er vigtigt at få dem på bloggen løbende. Ikke for at være pessimist eller skabe røre i andedammen. Men fordi de her folk har brug for at dele deres historie og kamp. Det er faktisk rigtigt livsbekræftende, modigt og en øjenåbner for mig, og jeg er bare utrolig stolt over de her folk gider dele deres historier. For de hjælper andre i lignende situationer og er med til at italesætte mange tabubelagte emner i Danmark. Det er stort!
Dit projekt kommer på et godt tidspunkt. Jeg sidder nemlig med håbet om at dele min historie. Den går langt tilbage. Faktisk helt tilbage til mit 16. år, hvor jeg gik på efterskole. Der opstod der pludseligt et inderligt ønske om at få en flad mave. Hvad der startede som et ønske, udviklede sig derfra til en ond, lang spiseforstyrrelse, som jeg endnu er i behandling for, hvorfor jeg lige har holdt et sørgerligt 11-års ‘jubilæum’. Det lyder måske banalt, men det nogle gange er den udløsende faktor overraskende lille.
På daværende tidspunkt var ‘Sundhed’ ikke i fokus på samme måde, som det er i dag, hvorfor det dengang også var ‘nemmere’ at være syg og i behandling. Det er ufatteligt hårdt at have trænings- og skyrforbud, når det virker som om, det er det, hele Danmark (og verden) er optaget af.
Inden min indlæggelse sidste år, da min anoreksi peakede, levede jeg igennem Instagram og Fitnessblogs, og jeg sugede alle ideer til mig, og blev mere og mere forvirret og indspundet i nettet af hjemmetips og quick fixes. Jeg var fanget, og var til sidst nødt til at tage en kold tyrker, hvilket min spiseforstyrrelse var dybt modstander af: For ‘Sundhed’ var jo defineret, lige dér, men desværre var mit fokus altid på det, jeg ikke gjorde, fremfor på det jeg gjorde.
Billede herfra
Det er frygteligt hårdt, at være i behandling for en spiseforstyrrelse midt i en sundshedstrend. At være nødt til at lukke øjnene for 5:2, Palæo, Dukan, Skyr, Gulerødder, Ironman, Instagram, FitnessBlogs, CrossFit… You name it! Fordi jeg er i behandling.
Jeg er i behandling for en sygdom, som jeg har været så syg af, så ufatteligt længe. Maden er min medicin, og som andre patienter er jeg afhængig af den, for at blive rask. Desværre er min medicin ikke forenelig med ‘Sundhedstendensen’, fordi jeg skal lære at spise ting, der stritter imod hele sundhedstendensen. Hvis bare jeg havde haft muligheden for at blive rask inden alt skulle hashtagges med fitfamDK eller Cleaneating, så jeg kunne have et mere nuanceret forhold til det. For jeg synes jo, det er sjovt at træne og spise sundt, men balancen er så ufattelig fin, at jeg er nødt til at være konstant på vagt.
Selvom jeg elsker at gå på opdagelse og kigge på FitnessBlogs, så skal jeg passe på, fordi spiseforstyrrelsen pludseligt begynder at spejle mig, og det er bare ikke muligt at spejle mig i Sundhedstendensen lige nu, fordi jeg har et projekt, og det er at komme fri fra min anoreksi, og det kommer jeg kun ved eksponering af de ting, der i min (og sundhedstendensens) optik er forbudte. Så derfor har jeg gennem længere tid haft slettet min Instagram, og Bloglovin er jeg nødt til at holde mig helt fra. Inden jeg besøger mine yndlingsblogs (som denne), er jeg nødt til at tage fem minutter, hvor jeg tager en indre snak om, hvorfor jeg besøger bloggen. For på trods af ord som ‘sundhedsrealisme’ og andre fantastiske prædikater, som er grunden til, denne blog blandt andet er én af mine yndlings, så er jeg ikke rationel i min tilgang. Min medicin, som består af usunde ting, for jeg kan få et realistisk billede på, hvordan man spiser, er ikke i overensstemmelse med sundhedstendensen. Derudover måtte jeg også gå imod strømmen og er nu et ikke-medlem af et fitnesscenter. Jeg var nødt til at afmelde mit træningsmedlemsskab i FitnessDK, fordi jeg oplevede en konstant opmuntring over mit fremmøde, hver gang jeg checkede ind, på trods af, jeg var skind og ben. Da jeg på et tidspunkt fik mål min fedtprocent til 5, gav instruktøren mig et high-5 og sagde, at “det måtte jeg godt nok have arbejdet for“. You bet.
Jeg har som skrevet været syg siden julen 2002. Det har været en lang rejse, som har budt på ekstrem undervægt og, som nu, normalvægt. Jeg har været igennem flere behandlingsforløb, og er nu tilknyttet Klinik for Spiseforstyrrelser, som er det bedste sted til at hjælpe mig, fordi jeg er så bundet op på sundhedsaspektet, at jeg er nødt til at tage den helt fra scratch og lære, at mad ikke er farligt. Jeg går i kagetræning og har chokolade fast på min kostplan. Og inden jeg hopper med på sundhedsbølgen er jeg nødt til at lære at indse, at mad først og fremmest er de røde og grønne tal og at jeg, lige nu, er nødt til at tilsidesætte alt der hedder IIFYM, Lowcarb, sunde kalorier, det sunde alternativ.. You name it!
Fordi der er ting, jeg simpelthen aldrig har smagt! En burger, en pizzaslice efter en bytur, en kanelsnegl… Og min nysgerrighed for at komme til at smage det en dag, stritter imod hele sundhedstendensen, hvorfor jeg stadig har lang vej endnu på trods af, jeg endelig er på mit BMI20 – hvilket også er en udfordring at holde sig på, når man bliver bombarderet med fedtprocenter og tal, tal, tal fra alle steder.
Der skal så lidt til at trigge min spiseforstyrrelse. Jeg er nødt til at stå fast og overbevise mig selv om, at den eneste måde, jeg kan blive rask på er, at gå direkte imod sundhedstendensen og lukke ørene, når min omgangskreds begynder at fortælle om, hvilken kur, de følger. I stedet må jeg huske mig selv på, at jeg er i behandling og det er de ikke. Og så glæde mig til den dag, jeg er i stand til at hvile så meget i mig selv, at jeg kan gøre lige som jeg vil: om det er at træne eller ej.
Jeg er den dag i dag næsten færdiguddannet cand.ling.merc’er fra CBS. Jeg afleverer speciale om knap to måneder, og er bragende stolt af, hvad jeg har opnået på trods af min sygdom. Jeg er rigtigt glad for dette initiativ, Danica, hvorfor jeg også valgte at skrive til dig med det samme. Jeg værdsætter meget dit fokus, som jeg selv pønser på at sætte mere fokus på.
Jeg er tilbage på Instagram og til tider din blog. Jeg er meget opmærksom på ikke at følge nogen fitnessfolk på Insta, ligesom jeg heller ikke aktivt opsøger sundhedstendensen. Det er simpelthen stadig for farligt. Det er bare dødhårdt at føle sig så meget som “ikke en del af Sundhedsdanmark”, fordi jeg er nødt til at passe min behandling.
Det var min historie.
