For omkring 7 år tilbage, da jeg var 16 år gammel blev jeg desværre et af de mange ofre for spiseforstyrrelse. Jeg var lige startet på Handelsskole, og alt skulle til at ændre sig efter folkeskolen. Jeg kendte ingen i min nye klasse, men jeg har aldrig holdt mig tilbage, når jeg skulle møde nye mennesker. Alligevel gik jeg altid rundt med en stemme, der fortalte mig, at jeg ikke var god nok, at jeg burde tabe mig, og jeg har lige så længe jeg husker haft dårligt selvværd. Da jeg startede på Handelsskole var jeg måske en smule overvægtig. Jeg havde været på utallige slankekure, som altid gik i vasken, og selvfølgelig var det også endnu en ting jeg kunne slå mig selv i hovedet med. En dag besluttede jeg dog, at det skulle være slut! At nu skulle jeg tage mig sammen og tabe mig, for så ville jeg få det meget bedre på alle måder.
Det startede som en almindelig slankekur, men jeg opbyggede hurtigt flere og flere regler for mig selv, og jeg kunne ikke dyrke nok motion. Efter godt halvanden måned kunne jeg godt se, at det var helt galt. Jeg havde tabt mig omkring 9 kg på meget kort tid, jeg spiste næsten ingen ting, og jeg dyrkede konstant motion. Jeg husker tydeligt at min mor, søster og jeg sad på Bones. Jeg fik salat og en bagt kartoffel. Pludselig brød jeg sammen midt inde på Bones, fordi jeg fik det dårlig over at jeg spiste en bagt kartoffel. Jeg erkendte selv, at jeg nu behøvede professionel hjælp inden det gik mere galt. Min mor har selv haft anoreksi i en alder af 18 år, og havde godt set nogle tegn på, at det var ved at løbe løbsk for mig. Det skal dog siges at mine forældre er skilt, og jeg var meget alene hjemme i den periode, jeg startede på dette, og jeg kunne derfor skjule det meste.
Min mor tog mig med til lægen, men eftersom jeg stadig var normalvægtig på daværende tidspunkt mente min læge ikke, at jeg havde brug for hjælp selvom vi prøvede at overbevise hende det modsatte. Min mor gjorde en kæmpe indsats for at finde en psykolog til mig, hvilket var nærmest umuligt. Vi fandt en, men der var ventetid, og der gik derfor yderligere halvanden måned, hvor jeg ikke fik hjælp. Derfor nåede det at blive så slemt, at jeg havde tabt mig over 17kg og nu var nede på 40kg. Så anoreksien havde allerede fået fat i mig på bare 3 måneder.
Billede herfra
Stemmen havde overtaget mit hoved fuldstændig, og jeg befandt mig nu i en verden hvor alt drejede sig om mad, motion og mit spejlbillede. Jeg mistede mange af mine venner og veninder, fordi jeg slet ikke havde overskud til socialisering, og dette ville jo også indebære mad i de fleste tilfælde, hvilket jeg jo ikke var interesseret i.
Motionen var så slem, at selv hvis jeg sad i en bil, så spændte jeg i hele kroppen, fordi jeg hadede at sidde stille. På en dag dyrkede jeg pilates om morgen, cyklede 10 km til og fra skole, stod på stepmaskine, løb en tur/tog til spinning og gik en lang tur med min hund. Alt jeg fik at spise var et æble i skolen og meget, meget lidt aftensmad. Min energi og mit overskud var altid lig nul, og alligevel fik jeg aldrig søvn om natten, fordi jeg ikke kunne falde i søvn, lige meget hvor gerne jeg ville. Jeg græd på de fleste tidspunkter og syntes mit liv var et helvede. Jeg havde en aftale med skolen om at jeg måtte tage hjem, når jeg havde brug for det. Jeg stod i et dilemma mellem at ville være tynd og ville have et normalt og godt liv. Mine hormoner gik helt i koks. Jeg fik bumser i hele hovedet, hvilket jeg aldrig havde haft tidligere. Jeg tabte halvdelen af mit ellers kraftige hår. Alle steder jeg gik var der hår efter mig, og jeg blev plet skallet flere steder, hvilket gjorde mig ekstremt ked af det.
Endelig fik jeg en tid ved en psykolog, som jeg hurtigt fik et tæt forhold til. Til hende kunne jeg fortælle alt. Hun udfordrede mig, og jeg tog imod dem, og formåede faktisk at få vendt det en smule. Jeg fik langsomt mig selv til at spise flere og flere kalorier og tog et par kg på. Dog var der langt hen til psykologen, og jeg fik derfor tilbudt at komme ind til Center For Spiseforstyrrelser, som lå tæt på.
Jeg blev aldrig glad for at være der. De formåede overhovedet ikke at nå ind til mig som min første psykolog. Alt det handlede om for dem var at jeg tog 0,5 kg på i ugen, og det psykiske og alle mine følelser blev efterladt. I en kort periode begyndte jeg også at kaste op, tvunget selvfølgelig, så det betød jeg nu også havde anoretisk-bulimi. Jeg fik det skidt når jeg havde mad i maven, og kastede det derfor op. Dette gik dog heldigvis over igen, fordi jeg følte mig ulækker.
Jeg formåede på en eller anden måde at kæmpe mig op og nå min målvægt. Det betød, at jeg kunne starte i en gruppe i stedet, hvor andre piger på min alder med spiseforstyrrelser kunne snakke sammen. Det var en blanding af piger med anoreksi og bulimi. Jeg fik det faktisk okay for en periode. Jeg havde stadigt svært ved at være i mig selv, men jeg havde det bedre end jeg længe havde haft. Pludselig vendte det igen og et eller andet trickede mig til igen at starte på at kaste op. Jeg tror det var en måde, at skubbe alle mine ubearbejdede følelser væk. Jeg følte mig altid klam, men jeg kunne ikke stoppe igen. Nu havde jeg så fået bulimi i stedet. Jeg spiste normalt men havde dagligt episoder hvor jeg overspiste for derefter at kaste op. Det var hårdt for min krop og jeg havde ingen energi. Min mor fandt selvfølgelig ud af det, og jeg forsøgte flere gange at stoppe. På et tidspunkt lavede vi et væddemål på 2000kr, hvis jeg stoppede. Dette hjalp faktisk, og jeg kastede ikke op i en meget lang periode. Jeg husker dog ikke hvad det var der gjorde, at jeg fik tilbagefald, som endte i opkast igen.
Noget tid efter, hvor jeg svævede mellem at have det bedre og have det skidt – stadigt med en følelse af, at jeg og mit liv var unormalt og noget værre rod, mødte jeg en fantastisk dreng, som jeg den dag i dag stadig er sammen med. Han vidste lige fra starten, at jeg havde haft anoreksi, men han vidste dog ikke at jeg stadigt havde bulimi. Dette fortalte jeg ham en dag med frygt for at han ville gå fra mig, eller at han ville synes jeg var lige så klam, som jeg selv syntes. Han tog det pænt, men ville selvfølgelig at det skulle stoppe. Efter godt et år fik jeg overbevist mig selv om, at nu skulle det være slut, og fra den dag af stoppede det. Det var hårdt, men for hver dag der gik forsvandt tankerne om det mere og mere. I dag har jeg ikke kastet op i 2 et halvt år, og jeg ved, at jeg aldrig kommer til det igen!
I dag, godt 6 år efter hele mit mareridt startede, er jeg ovenpå igen. De første år da det startede, var de værste i mit liv, men det har været på grund af min egen vilje og styrke om at blive rask, min familie og min kæreste, at jeg i dag kan sidde her og føle mig som en helt normal pige med et helt normalt liv. Jeg har gået til flere psykologer og gået i hypnose i de senere år, fordi jeg har kæmpet med dårligt selvværd og høje forventninger til mig selv. Men det har hjulpet, og jeg har det fint med mig selv i dag. Jeg har stadigt ting jeg skal arbejde med, ligesom alle andre, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme videre i processen.
Spiseforstyrrelse ville jeg aldrig ønske for nogen – end ikke min værste fjende! Min personlige mening er, at det er noget af det værste man kan få, og mange spiseforstyrrede kan ikke selv se, at de har brug for hjælp, eller også kan det være svært at få den nødvendige hjælp. Jeg tror at grunden til, at jeg i dag er kommet så langt, er fordi jeg har været bevidst om, at det jeg gjorde var forkert, at jeg ikke hverken ville eller kunne leve resten af mit liv på den måde, og at jeg har været/er bevidst om at bevæge mig videre i processen om at blive rask.
Det er en lang og sej kamp, men hvis man vil være rask, så kan man blive rask. Jeg håber virkeligt at piger og drenge derude med spiseforstyrrelser vil erkende, at de er syge og gøre dem selv en kæmpe tjeneste! Lad være med at vente. Jo længere tid man venter, jo længere en kamp bliver det!
Jeg håber virkeligt at tabuet om spiseforstyrrelser kan blive brudt!
Og husk: Du ér god nok!
// Louise
