Skår i glansbilledet #7

Jeg har lige været op til AT-eksamen. Hvordan det gik? Ad helvedes til. Jeg fik 7. 7 er jo en god karakter, det er jo middel. Ja, ja, men ikke godt nok for jeg plejer jo at få 12. Jeg er perfektionist og stiller meget høje krav til mig selv. Jeg føler, at hvis jeg ikke får 12, så er jeg ikke god nok og blot en skuffelse for alle.

De tre år på gymnasiet har ikke været nemt for mig socialt, fordi jeg er meget genert og tilbageholdende. Det har også været en udfordring rent mundtligt, for jeg tror aldrig nogensinde, jeg har været til samtale med en lærer, hvor han/hun ikke har kommenteret på, at jeg skal begynde at række hånden mere op.

Jeg tilhørte heller ikke alkoholkulturen og er blevet skubbet og kritiseret af klassekammerater og andre til fester. Pigedramaet kunne jeg heller ikke håndtere i min venindegruppe. Jeg var altid dørmåtte og den, som de skulle afreagere på. Jeg har aldrig følt mig værdsat. Selv min klasse har udnyttet mig for, at de kunne få mine lektier, da jeg altid var god til at lave dem, fordi jeg er meget pligtopfyldende. Jeg er dårlig til at sige fra, så jeg delte dem altid ud, men da jeg selv mistede mine notater, var der ingen, der ville sende mig noget som helst.

Jeg er klar over, at det er min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at give dem mine lektier, men når jeg prøver at sige fra, får jeg dårlig samvittighed. Jeg kan ikke leve med den samvittighed, og jeg føler mig som verdens dårligste og mest egoistiske menneske. Selv om de behandler mig på den måde, vil jeg ikke synke ned på deres niveau. Det kan jeg slet ikke få mig til.

Billede herfra

Ved siden af skole har jeg også arbejdet rigtig meget. Da begge mine forældre ingen uddannelse har, har jeg et stort ønske om at få en universitetsuddannelse, men på grund af beliggenhed bliver jeg nødt til at flytte, hvilket fører til en meget dyr husleje, og mine forældre har ikke den økonomiske kapacitet til at støtte mig.

Derfor har jeg arbejdet cirka 50 timer om måneden ved siden af skolen. Hvis jeg skulle arbejde i lang tid og kom sent hjem, fik jeg stadig lavet mine lektier og afleveringer til tiden, om så det gik ud over min søvn. Det har ført til, at jeg i 3.g har døjet meget med søvnløshed, og det er blevet så stort et problem, at det er gået ud over min koncentrationsevne og energi, at jeg blev nødt til at gå til lægen. Jeg døjede desuden med hjertebanken og havde også haft et angstanfald. Han sagde, at det var stress, hvilket jeg også selv havde mistanke om, men det skræmte mig, da han også sagde, jeg led af en depression.

Jeg har nu fået en henvisning til en psykolog er jeg begyndt at gå til samtale. Jeg har ikke fortalt det til nogen og ikke engang familiemedlemmer, da jeg skammer mig over det. Jeg føler ikke selv, at mit problem er så stort, for jeg er sikker på, der er mange andre, der har det på samme måde som mig, og at jeg nok bare overreagerer. Psykologsamtalerne er også begyndt at gøre mig bekymret, da jeg nu står til snart at være færdig med gymnasiet. Er jeg overhovedet klar til at læse videre? Jeg føler mig aldrig god nok, og jeg ender med at gøre mig selv endnu mere stresset, når jeg selv kræver, at jeg skal være god til alt, og jeg ved ikke, om psykologen kan nå at hjælpe mig med alle mine problemer inden studiestart.

Jeg tror, jeg altid har følt mig mindre værd, og derfor prøver jeg at bevise folk, at jeg er god nok ved at forsøge at være perfekt, men det er umuligt. Måske ser folk mig som mønstereleven, der er god til alt, men det føler jeg ikke, jeg er. Jeg kan ikke leve op til deres forestillinger om mig. Så selv om jeg i mange andres øjne ser ud som én, der har let ved alting, fordi de mener, at jeg har en klæbehjerne og bare ved alt, så kender de ikke til sandheden om min stress og depression.

Jeg vil gerne dele min historie, fordi jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, der kan karakteriseres som perfektionist. Jeg er bestemt heller ikke den eneste, der skal til at foretage et stort valg i mit liv, som kommer til at have betydning. Sabbatår eller studie? Måske bliver jeg ikke klogere på det, men jeg ved, at det har hjulpet mig at skrive dette ned og endelig sige, at jeg lider af stress og depression. Det viser bare, at selv om jeg muligvis lever det perfekte liv i andres øjne, er det ikke ensbetydende med, at jeg virkelig gør, og det gælder os alle sammen. Vi har alle vores problemer at kæmpe med under overfladen. Der er ingen, der lever det perfekte liv.