Skår i glansbilledet #9

Først og fremmest tak for alle jeres kommentarer til indlægget i går. Jeg har ikke et sekund fortrudt min beslutning og har stadigvæk samme holdning. Men indlægget får ikke lov at stå meget længere, da det jo også har indbudt til flere mindre konstruktive kommentarer, og det gider jeg ikke have til offentligt skue for evigt. Virksomheder, familiemedlemmer og potentielle arbejdspladser kan jo læse det, og de skal ikke blive i dårligt humør af at besøge min blog. Det er jo normalvis ikke min stil med sådanne indlæg og jeg beklager dem, der er blevet sure. Men man er nødt til at forstå, at bloggen afspejler mine følelser på både godt og ondt. Det er ikke sikkert man er enig, men det var nu engang den eneste udvej, jeg så. Jeg var nok en del frustreret, da jeg skrev det. Men efter at have fået det ud, er jeg langt mere afklaret. Så kan jeg slappe af igen og fokusere på positive ting, omend der aldrig kommer til at herske tvivl om min holdning til fænomenet. Igen tak for jeres kommentarer og mails.

Men nu til noget meget mere vigtigt end social drama! Nemlig endnu et skår i glansbilledet. De her historier er så vigtige, da det er med til at italesætte tabulagte emner, og jeg fortsætter med dem, da jeg har oplevet, de har hjulpet andre med at bearbejde egne kampe.

Jeg og min enæggede tvillingsøster, Kamilla har altid haft et helt specielt bånd til hinanden. Vi lånte tøj af hinanden, havde de samme venner, shoppede sammen, talte sammen om fyre, vi forsvarede hinanden, og vi var næsten altid sammen. Sommeren år 2005 var vi lige flyttet ud til vores mor. Vi var begyndt på en ny skole, og vi gik stadigvæk meget sammen. Jeg var meget glad for, at jeg havde Kamilla, da vi flyttede skole, da det føltes tryg at have hende at tale med i skolen.

Men i efteråret 2005 ændret min søsters liv sig, men det var ikke kun hendes liv, der ændrede sig. Det gjorde vores families liv også. En morgen vågner jeg ved, at min mor står og taler med lægen i telefonen. Min mor fortæller mig, at Kamilla lider af OCD, som er en angstlidelse, hvor man skal lave tvangshandlinger, og at man har tvangstanker.

Jeg forstod ikke helt alvoren i det. Jeg tænkte den gang, at det sikkert var noget, der gik væk igen efter nogen uger, ligesom hvis man havde haft influenza, men jeg kom meget hurtig til at opleve, at OCD ikke bare lige forsvinder. Kamilla fik det dårligere og dårligere. Der blev mindre og mindre ting, som hun kunne i hverdagen som fx at tage tøj på, at gå bestemte steder i lejligheden, at tage sko på.

Hendes hoved fortalte hende, at hun skulle eller ikke skulle gøre disse ting, fordi hvis hun ikke gjorde, hvad tankerne sagde, så var hun bange for, at der skete noget dårligt. Den gang forstod jeg det ikke. Jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke bare kunne lade hver med at lave de tvangshandlinger. Selvfølgelig skete der da ikke noget ved kun at binde sine snørebånd en gang. Jeg havde prøvet at forklare Kamilla det mange gange, at der altså ikke skete noget ved at lade hver. Men i dag forstår jeg det. I dag forstår jeg, at det dengang var mig, der ikke forstod det. I dag lider jeg nemlig selv af OCD, så jeg ved, at man ikke bare kan sige til en med OCD, at det bare er at holde op. Men det forstod jeg ikke dengang.

Jeg fik ondt indeni. Jeg fik det så dårligt med at se, at min ellers så glade tvillingsøster, der elskede at tale om fyre, og som altid var glad, begyndte at forsvinde mere og mere ind. Hun var altid trist, sur og bange. Vi kom altid op at skændes. Det har vi ellers altid været gode til, men vi plejede altid at blive hurtigt gode venner igen. Men sådan var det ikke mere. På et tidspunkt troede jeg inderligt, at Kamilla hadede mig.

Kamilla og jeg gik ikke længere i samme klasse, og jeg savnede hende. Jeg savnede den person, jeg førhen kunne støtte mig op ad. Kamilla begyndte at kræve mere og mere af min mors opmærksomhed. Når jeg sad og talte med vores mor, så kunne hun komme farende ind og afbryde, fordi hun havde brug for at tale med vores mor. Og det var altid her og nu, at hun skulle tale med hende. Det kunne aldrig vente. Når hun talte med vores mor, så tog det ikke kun 5-10 minutter. Det kunne sagtens tage en halv time. Da Kamilla blev dagindlagt på børnepsykiatrisk afdeling, så havde jeg mere tid sammen med min mor, og jeg nød det. Jeg nød, at jeg kunne stå ude i køkkenet med min mor og snakke med hende om løst og fast.

En dag tog min mor mig med til byen, hvor vi gik i butikker, og hvor vi gik på cafe. Det var bare mig og hende. Sådan en tur havde jeg virkelig brug for. I dag har jeg det svært med at skal dele min mor med min søster. Jeg vil helst besøge min mor i en weekend uden min søster eller bror er med, fordi jeg har brug for at have hende for mig selv. Jeg har intet imod, at min lillesøster er der. Hun bor ved min mor. Men lige med Kamilla og min lillebror, der vil jeg gerne besøge hende alene sammen med min kæreste. Jeg tror, det har noget at gøre med, at Kamilla tog meget af opmærksomheden den gang, og at jeg nu er bange for at skulle dele vores mors opmærksomhed. Dengang da Kamilla havde meget brug for vores mor, der beklagede jeg mig ikke, fordi for mig var det en selvfølge, at hun havde brug for vores mor, fordi jeg vidste jo, at Kamilla var syg, og jeg vidste hvor syg, hun var.

På et tidspunkt begyndte Kamilla at skære/klippe i sig selv. Hver gang hun gik ud på badeværelset, så var jeg bekymret. Jeg var bekymret for, hvad hun gik og lavede derude. Selvom hun måske bare lige skulle på wc, så var jeg bange for, at hun skar i sig selv. Min mor havde gemt alle skarpe genstande væk, så min søster ikke kunne finde  noget at skære eller klippe sig selv med. Jeg husker, at det var træls, fordi hver gang jeg skulle have en skarp kniv, så skulle jeg spørge min mor, hvor den var, eller hvor neglesaksen var, fordi Kamilla måtte ikke vide det. Men igen accepterede jeg det. Jeg synes, det var træls, men jeg brokkede mig da ikke, fordi jeg var jo netop bekymret for, at hun skulle gøre skade på sig selv.

Tanken om at min tvillingsøster havde det så dårligt, at hun følte et behov for at gøre skade på sig selv. Det gjorde så ondt indeni mig. Jeg kunne ikke holde ud at se hende lave tvangshandlinger, fordi det gjorde ondt i mig. Kamilla fik noget medicin, som begyndte at virke. Hun begyndte at få det bedre, men det var med små skridt, at det gik fremad. Vi begyndte at få det bedre med hinanden. Vi kunne igen sidde på hinandens værelser og se fjernsyn, eller vi kunne sidde og snakke om fyre, prøve hinandens tøj og lægge makeup på hinanden. Men Kamilla havde det stadigvæk dårligt, og det gik mig på.

På vores 18 års fødselsdag, kunne jeg høre fra mit værelse af, at Kamilla lå på sit værelse og græd. Hvordan kunne jeg være glad, når hun lå inde på sit værelse og græd? Da jeg flyttede sammen med min kæreste, der begyndte vores forhold at blive bedre. Når vi lagde på med telefonen, så blev jeg ikke påvirket af hendes sygdom på samme måde, som da jeg boede hjemme. Jeg bliver stadigvæk påvirket, hvis hun har det dårligt, og jeg går og tænker over det, men det er ikke på samme måde, som da jeg boede hjemme. I dag har jeg og Kamilla det rigtig godt sammen. Jeg ved, at hvis jeg har brug for en at tale med, som jeg ved, der forstår mig, så ringer jeg til Kamilla. Der er ikke nogen, der forstår mig bedre omkring min OCD end Kamilla. Vi har det specielle bånd, hvor vi forstår hinanden på nogen punkter, hvor andre ikke helt forstår os. Det bånd har vi altid haft.

En dag bankede det på døren, hvor Kamilla og en journalist fra Ugeavisen stod ude foran døren. Kamilla havde sendt en mail til dem, da hun så, at de søgte historier, hvor et familiemedlem, en ven, en kæreste osv. mente, at de kendte en, der fortjente en buket tulipaner. Kamilla havde sendt en mail med, at jeg fortjente det, fordi jeg altid havde været der for hende igennem sin sygdom. Jeg var ved at græde, da journalisten læste Kamillas mail op. Sidst i hendes mail havde hun skrevet; “Og fordi hun er verdens bedste tvillingsøster“.

Jeg ved, at hvis jeg en dag falder, så inden jeg rammer bunden, så når Kamilla at gribe mig. Med det vil jeg slutte min historie om, hvordan det ikke kun er en kamp for den, der er syg, men hvordan det også kan være en kamp for de pårørende.

Heidi With Nielsen