Der er ingen definition på ensomhed. Ensomhed er en subjektiv følelse og føler man sig ensom, ja, så er man ensom. Jeg er ikke ensom. Jeg har en fantastisk kæreste gennem 10 år, en stor flok fantastiske veninder og et godt netværk. Men jeg føler mig alene og det er også en ensom følelse. Alene fordi jeg ingen familie har. Jeg er det, som de fleste kalder en mønsterbryder. Jeg er i gang med en universitets-uddannelse, jeg ejer et hus, har god økonomi, laver frivilligt arbejde, er vellidt i mit netværk og er med andre ord en gevinst for samfundet. Alle glemmer bare, at mønsterbrud også har negative konsekvenser for mønsterbryderen.
Jeg har mistet min familie. Begge mine forældre lever stadig, men jeg ser dem ikke. De er og har altid været fyldt af egne behov, så vi børn blev der ikke taget mange hensyn til. Jeg har aldrig fået tæsk eller måtte sulte. Men jeg kender til livet som barn af forældre på kontanthjælp, forældre i fængsel, forældre der skifter partnere hele tiden, forældre der ikke har formået at skærme mod verden, når det var påkrævet, forældre med misbrug og livet med mange flytninger, ingen ferier, et beskidt hjem, masser af røg og livet som den de andre ikke må lege med.
Når jeg er sammen med resten af min familie føler jeg mig ikke hjemme, og de føler sig ikke hjemme sammen med mig. Jeg er blevet snobbet. Det er hvad der sker, når man rykker en socialklasse op og resten ikke følger med. Vi har simpelthen intet tilfælles ud over det blodes bånd.
Billede herfra
Når man har levet i den socialklasse og rykker en op, så hører man ikke nogen steder hjemme. Jeg passer ikke helt ind med mine veninders kernefamilie-opvækst, deres forældres støtte og ressourcer og deres erfaringer med det gode liv. Eller i min svigerfamilie med lange akademiker-uddannelser bag sig. Al ordenligheden gør mig utryg, for i på mange måder er jeg så uordenlig. Det er svært at være sammen med andre og dele historier, for min historie gør mange utryg. Utryg, fordi den er så anderledes og utryg fordi det billede de har af mig, ikke stemmer overens med hvad jeg fortæller.
Min yngste bror er narkoman og har været det siden han var 15 år. Jeg er kun 5 år ældre, men de sidste mange år har jeg fungeret som hans eneste forældre, for heller ikke her har mine forældre kunne tilsidesætte egne behov for at hjælpe ham. Det har jeg i mange år gjort og det har kostet blod, sved og tårer, det presser grænser, både hos mig, men også hos min kæreste. Han har været hårdest ramt af vores forældres svigt og hver gang han går ned, så går en del af mig med ned. Jeg kan fysisk mærke hans smerte, for vi deler den på så mange måder.
I dag ved jeg ikke hvor han er eller hvordan han har det, for jeg er blevet nød til at give slip for ikke at gå helt ned. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se ham leve som han gør. I stedet har jeg en konstant pres fra den kugle af sort samvittighed, der nager i mit bryst. Når telefonen ringer fra et ukendt nummer mærker jeg hver gang frygten for hvad der kan være sket ham. Selvom jeg har god støtte fra både kæreste og veninder, så er jeg alene. Ingen af dem forstår helt hvordan det er, selvom de prøver alt hvad de kan. Jeg føler mig ikke som en kvinde på 27, men som en gammel dame, for jeg har været voksen i mange år. Den der grundlæggende tryghed og sikkerhed, som ens familie betyder, den har jeg ikke. I sidste ende har jeg kun mig selv. Så på trods af succes og gode relationer, så er jeg alene.
Måske kan du bruge noget fra budismen.
Du må tilgive dig selv for du ikke kan hjælpe din bror . Og ros dig selv for at tage ansvar , bryde et destruktivt familiemønster og nyd din kæreste og dit liv 🙂 masser af kærlighed og trygge kram fra Chanette
Tak Chanette. Det fra budismen lyder fornuftigt, men det er bare så svært at praktisere i virkeligheden. Men det er altid godt at have et mål at gå efter. Tak for dine ord 🙂
Tak fordi du deler din historie med os læsere. Stort virtuelt kram fra mig.
Det var så lidt Maria 🙂
Tusind tak for at dele din historie. Jeg er også 27 og det er som om, du beskriver min historie, dog med et par få forskelle.
Jeg kender alt til at føle sig i en limbo mellem to verdner. Min måde at bekæmpe ensomheden er at fortælle mig selv, at jeg kan skabe min egen familie – og at det at jeg har skabt et bedre liv end min familie ikke tager noget fra dem.
Jeg vil bare sige godt gået, du er ikke alene og et ønske om alt godt til dig!
Mette, der sidder sikkert en masse som dig og mig derude, men det er bare ikke det man snakker om. Jeg grev chancen her hos Danica, så andre kunne få en indsigt i hvordan det er at være mønsterbryder- for det er ikke kun en dans på roser…
Hvor er det modigt at dig at dele noget så sårbart og personligt.
Og som Chanette skriver, så må du tilgive dig selv for at du ikke længere kan hjælpe din bror. Vi mennesker kan desværre ikke overkomme alt her i verden. I stedet så tænk på, hvor meget du allerede har prøvet at hjælpe, hvor meget du har været der for ham. Det er altså prisværdigt.
Knus Luna
Lune, jeg deler det også kun herinde hos Danica helt anonymt, for min familie skal ikke udstilles.
Jeg ønsker bare at skabe lidt opmærksomhed omkring det at være mønsterbryder og bagsiden af medaljen. Du har ret, vi mennesker kan ikke overkomme alt i verden, men nogle gange bliver vi nød til at overkomme lidt mere end der forventes af de fleste.
Hvor var det bare en vild følelse af læse din historie, det var som at læse om mit eget liv. Jeg ved præcist hvor hårdt du kæmper og du skal være stolt af dig selv.
♥
Vi er ikke så mange, så det er rart at læse, at man ikke er den eneste i verden- sådan kan det godt føles engang imellem.
Dette indlæg er det stærkeste indlæg jeg nogensinde har læst på nogen anden blog. Dine følelser og tanker beskriver SÅ godt, hvordan jeg selv har det, og ikke mindst mange andre i samme situation. Det undrer mig dog MEGA meget at der ikke er flere der har taget sig tid til at kommentere på dette indlæg. – men det bekræfter meget godt min teori om at folk reagerer helt aparte på at man ikke er vokset op i kernefamilie! – Det er SÅ synd, for det gør, ihvertfald for mit eget vedkommende, at jeg er super privat om min fortid,… Læs mere »
Hej Danica Jeg kender alt for godt den følelse af ensomhed og af at være anderledes, som du beskriver. Jeg blev faktisk glad, da jeg læste dit indlæg, fordi det viser mig, at jeg ikke er alene om at føle mig alene. 🙂 Jeg kommer selv fra en familie, hvor alt virker godt på overfladen, men hvor de dysfunktionelle familiemønstre er styrende. Mine bedsteforældre er alkoholikere. Mine forældre er ikke misbrugere eller noget, men de formår ikke at rumme hverken egne eller deres børns følelser. Mine forældre, bedsteforældre og søstre er nærmest uuddannede, mens jeg selv er igang med en… Læs mere »
Tak for dine fine kommentar. Det er ikke Danicas historie, der kommer frem i dette indlæg, men min historie. Danica har bare givet mig et talerør igennem hendes serie af gæsteindlæg med emnet “Skår i glansbilledet”. Jeg valgte denne løsning, da mine forældre ikke vil få chancen for at give deres syn på det hele og derfor bliver jeg nød til at være anonym. Alligevel ønsker jeg at sætte fokus på, at det ikke er altid er mega nemt at være mønsterbryder, heller ikke selvom man udadtil har succes og styr på sit liv. Jeg vil også understrege, at jeg… Læs mere »
Jeg holder mig normalt meget passiv på de forskellige blogs jeg følger, men her bliver jeg simpelthen nødt til at smide en kommentar.
Jeg sad og læste sit indlæg og blev virkelig rørt. Jeg synes det er så flot, at du er kommet så langt, men kan virkelig godt forstå, at du har nogle sår der måske aldrig rigtig vil hele. Tusind tak fordi du deler din historie!
Nanna, mange tak fordi du giver dig tid til at kommentere.
Du beskriver det helt rigtigt- det er som sår der aldrig helt vil hele- lige godt hvor meget krudt man bruger på at forstå, at leve med, at tilpasse. Svigtet gnaver altid en lille smule.
Hvor skriver du fint. Kender flere af de ting du beskriver.
Sender kram