Der er ingen definition på ensomhed. Ensomhed er en subjektiv følelse og føler man sig ensom, ja, så er man ensom. Jeg er ikke ensom. Jeg har en fantastisk kæreste gennem 10 år, en stor flok fantastiske veninder og et godt netværk. Men jeg føler mig alene og det er også en ensom følelse. Alene fordi jeg ingen familie har. Jeg er det, som de fleste kalder en mønsterbryder. Jeg er i gang med en universitets-uddannelse, jeg ejer et hus, har god økonomi, laver frivilligt arbejde, er vellidt i mit netværk og er med andre ord en gevinst for samfundet. Alle glemmer bare, at mønsterbrud også har negative konsekvenser for mønsterbryderen.
Jeg har mistet min familie. Begge mine forældre lever stadig, men jeg ser dem ikke. De er og har altid været fyldt af egne behov, så vi børn blev der ikke taget mange hensyn til. Jeg har aldrig fået tæsk eller måtte sulte. Men jeg kender til livet som barn af forældre på kontanthjælp, forældre i fængsel, forældre der skifter partnere hele tiden, forældre der ikke har formået at skærme mod verden, når det var påkrævet, forældre med misbrug og livet med mange flytninger, ingen ferier, et beskidt hjem, masser af røg og livet som den de andre ikke må lege med.
Når jeg er sammen med resten af min familie føler jeg mig ikke hjemme, og de føler sig ikke hjemme sammen med mig. Jeg er blevet snobbet. Det er hvad der sker, når man rykker en socialklasse op og resten ikke følger med. Vi har simpelthen intet tilfælles ud over det blodes bånd.
Billede herfra
Når man har levet i den socialklasse og rykker en op, så hører man ikke nogen steder hjemme. Jeg passer ikke helt ind med mine veninders kernefamilie-opvækst, deres forældres støtte og ressourcer og deres erfaringer med det gode liv. Eller i min svigerfamilie med lange akademiker-uddannelser bag sig. Al ordenligheden gør mig utryg, for i på mange måder er jeg så uordenlig. Det er svært at være sammen med andre og dele historier, for min historie gør mange utryg. Utryg, fordi den er så anderledes og utryg fordi det billede de har af mig, ikke stemmer overens med hvad jeg fortæller.
Min yngste bror er narkoman og har været det siden han var 15 år. Jeg er kun 5 år ældre, men de sidste mange år har jeg fungeret som hans eneste forældre, for heller ikke her har mine forældre kunne tilsidesætte egne behov for at hjælpe ham. Det har jeg i mange år gjort og det har kostet blod, sved og tårer, det presser grænser, både hos mig, men også hos min kæreste. Han har været hårdest ramt af vores forældres svigt og hver gang han går ned, så går en del af mig med ned. Jeg kan fysisk mærke hans smerte, for vi deler den på så mange måder.
I dag ved jeg ikke hvor han er eller hvordan han har det, for jeg er blevet nød til at give slip for ikke at gå helt ned. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se ham leve som han gør. I stedet har jeg en konstant pres fra den kugle af sort samvittighed, der nager i mit bryst. Når telefonen ringer fra et ukendt nummer mærker jeg hver gang frygten for hvad der kan være sket ham. Selvom jeg har god støtte fra både kæreste og veninder, så er jeg alene. Ingen af dem forstår helt hvordan det er, selvom de prøver alt hvad de kan. Jeg føler mig ikke som en kvinde på 27, men som en gammel dame, for jeg har været voksen i mange år. Den der grundlæggende tryghed og sikkerhed, som ens familie betyder, den har jeg ikke. I sidste ende har jeg kun mig selv. Så på trods af succes og gode relationer, så er jeg alene.
