Billede herfra
Vi er p.t. på besøg i Aarhus. Derfor er min tid lidt begrænset, hvilket er en god ting. Så er der nemlig taletid til de dybere emner, som fortjener alt det fokus de kan få. I dagens “Skår i glansbilledet” har jeg fokus på den omvendte verden. Måske nogle af jer har oplevet noget lignende eller har input til hvad læseren kan gøre for at overkomme det? I så fald byd endelig ind. En spiseforstyrrelse er uhåndgribelig og kan have så mange sider. Den her side er ofte langt mere tabulagt, hvilket er synd.
Jeg er for nylig faldet over din blog. Egentlig nok som en reaktion på min tilbagevendende lyst til at finde en sundere leve vej. Jeg må indrømme jeg er vild med mange af de emner du får taget op og glæder mig til at have tiden til at læse endnu mere. Min umiddelbare lykke er de mange historier der dækker folk med forskellige vægt problemer, dog ser jeg du primært fortæller historierne om dem med spiseforstyrrelser der gør dem tynde. Jeg sidder selv med den modsatte historie. Jeg lider af overspisning.
Jeg har hele mit liv, eller så længe jeg kan huske været den tykke pige. Omkring 3-4 klasse rundede jeg de 70kg men holdt mig heldigvis der ind til gymnasiet, så tog jeg 13kg på som jeg i løbet af 1 halvdel af 3g tabte i forbindelse med et forløb ved vægtvogterne.
Mine forældre har ikke levet specielt aktive liv og som barn af 80’erne var motion ikke ligefrem det man så mest af (ved mindre man tæller arobic hjemme i stuerne til videobånd med Charlotte Bircov). Efter gym, og specielt efter jeg flyttede hjemmefra, tog jeg en del på igen, efter et par år på egen hånd rundede jeg igen ca 85kg og efter jeg fik en fast kæreste kom de berømte “kæreste kilo” som nok i mit tilfælde var ekseptionelle med ca 20-30kg.
Kort før min første graviditet toppede jeg på ca 110kg som, jeg heldigvis smed 7 af før jeg blev gravid. Pga kvalme og ringe appetit under min graviditet tog jeg stort set ikke noget på, min søn led bestemt ikke og blev født med den fortræffelige vægt på 4020g ? Det betød også jeg “kun” vejede 92kg 1 uge efter fødslen. Jeg tænkte YES det her skal kickstarte mit vægttab NU skal jeg vise verden jeg godt kan.
Hvorfor virkede det så ikke? Hvis jeg havde svaret kunne jeg også løse problemet og så var jeg ikke tyk. Jeg tror egentlig ikke der findes nogle mennesker som er tykke, der er oprigtig glade for deres krop. Jeg ser mig selv som et glad menneske og 90% af tiden er jeg også rigtig glad og tilfreds med mig selv – bare ikke min vægt. Jeg bliver oprigtig ked af det, når folk siger tykke mennesker selv er skyld i at de er tykke. Til dels vil jeg give dem ret, det ER mig der spiser alle chokoladerne, chipsne og alt det andet der er skidt for mig og min krop. Jeg VED også godt, hvad jeg bør spise og hvordan man taber sig. Jeg motionerer gerne 2 gange Zumba om ugen og løber 2-3 gange om ugen (altså når det går godt). MEN der hvor folk med anoreksi/bulimi har en stemme, der siger de ikke må spise og SKAL motionere mere og mere, er der en stemme inde i mig der siger, umm jeg kunne godt spise en kage, eller en mars eller chips (med dip, det er jo en selvfølge). Den stemme kan jeg godt drukne, men det betyder bare at jeg så må spise noget andet for at stoppe den.
Jeg ved ikke hvorfor men denne stemme er umættelig. Jeg kan have spist et helt franskbrød med smør og syltetøj til morgen mad (jep sådan ca., jeg overdriver faktisk ikke, det tager mig et par timer men det lykkedes). Straks efter “morgenmaden” begynder mine tanker om frokost og eller en snack, hvis køleskabets indhold ikke behager mig, så smutter jeg bare op og handler. Nogle gange spiser jeg ikke engang meget eller som sådan usundt. Det kan være fedtfattig yoghurt eller fx havregryn, musli el. lign. men kort efter jeg har spist det, tænker jeg mod det næste jeg kan/skal spise.
Når jeg arbejder (er pt på barsel efter mit 2 barn og det gør det endnu svære at holde mig fra de farlige ting, for der er jo ingen der ser det når jeg er alene hjemme) er det noget lettere “at gøre det rigtige”. Jeg har madpakke med og når jeg laver min madpakke om aftenen er det noget lettere at planlægge at være “sund”. Men arbejde byder også på folk der har kage med af den ene eller anden årsag, slik fra patienter der er glade for vores indsats og ønsker at vise det med en gave som regel i form af slik eller kage. Jeg kan ikke sige nej ? Jeg tænker altid, hvis du ikke begynder, så er det meget lettere og jeg er sjældent den første der tager, men så tager stemmen over og før jeg ser mig om er 1 lille stykke blevet til både 2 og 3. Nattevagter er for mig rigtig svære, ofte er det en undskyldning for at spise usundt. Efter en nattevagt er overskuddet ikke kæmpe og hvis jeg ikke selv er vågen når aftensmaden bliver lavet, så er der ingen salat eller grøntsager og så er cirklen fuldendt.
Jeg gad godt vide hvordan man kvæler denne stemme, og at jeg havde modet til at fortælle dette til en der kan hjælpe, men hvor spiseforstyrrelser er vidt anerkendt hvis man har et BMI på mindre end 18 og ikke spiser, så er det langt værre at få folk til at forstå det samme kan gøre sig gældende for en med et BMI på pt prægtige 38. Sidst jeg prøvede at snakke med min Læge (som er en radmager kvinde der ALDRIG, nok ikke engang under sine graviditeter har vejet over 70kg og er mindst 170cm høj) var hendes svar, at hun gerne ville hjælpe mig med kontrolvejninger 1 gang om ugen, så kunne jeg komme op til hende og blive vejet og vi kunne snakke kort om hvordan det gik. Kort sagt jeg aner ikke hvordan jeg skal ændre på noget, som er så indgroet i mit liv. Jeg er typen der køber slik, næsten hver gang jeg handler og gerne har spist det inden jeg kommer hjem for ellers skal jeg jo dele det med min familie. Hvis det er lykkedes mig at lade være med at købe slik, sidder jeg gerne hele aftenen og snakker om hvor lækkersulten jeg er og hvis jeg ikke selv går op og finder noget sender jeg min mand.
Efter hånden dækker min frygt ikke kun mig og hvor jeg ender, for det er så stor en del af mig at jeg er tyk at jeg snart ikke ved hvordan jeg skulle være andet. Min nye frygt er mine børn og hvad der sker med dem. Bliver de tykke? Hvad kan jeg gøre for at vise dem vejen til en sund livsstil? Og hvordan undgår jeg at præge min frygt så kraftigt ind i deres hoveder, at de risikere det modsatte og ender med en spiseforstyrrelse selv.
Aner ikke om du kan bruge min historie til noget og om du overhovedet har haft tiden/lysten til at læse med så langt. Jeg ved ikke hvad jeg vil opnå, måske bare et spinkelt håb om at nogen vil sætte lidt fokus på os, der er tykke hvor det ikke handler om afgifter på sukker eller fedt, og hvor i supermarkedet man skal stille slikket og de usunde sager.
