Det er skørt, hvordan noget man engang gjorde uden at skænke det en tanke, nu er blevet til et emne vi forholder os kritisk til. På godt og på ondt. Nemlig valget om man skal sende sit barn i institution eller ej, hvornår og hvordan. Vuggestue eller dagpleje? Deltidsplads? Fuldtidsplads? Hvad er deres madpolitik og hvad med værdierne?
Vi kan vel godt blive enige om, at vi altid tager de valg vi finder bedst for vores børn, men hvad så når der kommer ny viden, undersøgelser og argumenter, der peger imod det man tidligere har gjort? Eller som man troede var det rigtige?
Jeg er nemlig begyndt at få en håndfuld spørgsmål, der går på om Nola skal i institution. Et punkt jeg aldrig vil have troet var interessant for andre end os selv, men som unægteligt fylder en hel del i samfundet. Det korte svar er: JA, det skal hun. Det lange svar: Dog ikke helt på samme måde som med Sylvester.
Dengang i 2013 sendte man barnet afsted uden at gøre sig mange overvejelser. Man fandt en vuggestue man kunne lide, fik en plads og så var man igang. Alt gik godt, og i dag går han i skole.
Ligesom mange andre er jeg blevet klogere med tiden. Ikke på den måde, at jeg er imod institutioner, min egen datter skal jo selv afsted, men nok mere kritisk end tidligere. Måske er det et resultat af alt den mediebevågenhed? Eller på de sociale medier? Måske er det blot med blik på min datter, der jo stortrives lige nu og de mange negative historier man hører rundt omkring?
Sagen er den, at man på Bryggen ikke får en vuggestueplads med det samme. De bliver ofte halvandet eller to år før der er plads. Det er ret vildt, hvor stort et pres der er herude. Alt for få institutioner til alt for mange børn. Vi har skrevet hende op til to stykker, og satser på at få en plads, når hun er tæt på de to år.
Men hvad gør man så, når man også har et arbejde der skal passes? De fleste herude finder en privat dagplejer i mellemtiden. Dem er der dog heller ikke mange af, og nogle af dem vil jeg helt seriøst aldrig aflevere mine børn hos, men vi er så heldige, at en nabo i vores opgang har en dagpleje. Hende kender vi og er trygge ved. Jeg møder nærmest børnene og de to dagplejer hver dag, og det er virkelig et rart sted med fokus på de små. De er kun en fire-fem børn, der alle går der til de får plads i de vuggestuer forældrene har skrevet dem op til.
I vores tilfælde er det held i uheld. Sylvester startede i vuggestue, da han var lige under et år, men med Nola og den alder hun har, når hun starter (lige over et år), tænker jeg faktisk en rolig start tæt på os, er en god løsning. Afleveringen bliver nemmere, når vi også skal have ham i skole kl. 08, og hun får en stille start på livet i institution. Når hun er to år, er hun måske også mere gearet til det tempo, der kan være i vuggestuer, og har så ikke lang tid tilbage, før den står på børnehave. Her vil vi gerne have hun skal gå i den samme som Sylvester gik i, da den simpelthen er så forbandet god.
Så det er status lige nu. Jeg er på ingen måder imod institutionslivet, men forstår også godt dem, der hjemmepasser. Jeg tænker alle forældre gør det, der er muligt i deres familie og som giver mening. Det er selvfølgelig noget møg, hvis man gerne vil holde sit barn hjemme, men ikke har mulighed for det. Jeg vil selv hade at stå i det dilemma, og jeg forstår godt at mange forældre render rundt med dårlig samvittighed.
Jeg har dog samtidigt erfaret, hvor lidt hus, bil og dyre løsninger betyder for os. Hvis vi havde det, kun jeg ikke være selvstændig, og vi vil ikke have den frihed i forhold til sygdom og korte dage. Jeg nåede lige præcis at være fuldtid i et job i Aarhus i 3,5 måned, før det gik op for mig, at det ikke var løsningen. Jeg så dengang Sylvester en time hver morgen (jeg afleverede kl. 07.30) og igen kl. 17, da jeg var hjemme, hvorefter han blev puttet kl. 18.30. Det var rent ud sagt forfærdeligt, og jeg sagde op kort tid efter. Det var kun muligt, da vi boede til leje, og jeg derfor kunne klare mig på dagpenge til jeg fandt en 30 timers stilling.
Hvad gør I? Jeg synes det er en interessant snak. Jeg respekterer også dem, der har brug for at udleve egne drømme siden af børnene. Jeg var selv det sted med Sylvester, og har stadigvæk brug for det sideløbende. Jeg gad godt jeg var gearet til at hjemmepasse mit barn, men det er jeg altså ikke. Hverken økonomisk eller lystmæssigt. Jeg synes hun er fantastisk, men jeg glæder mig også til at have et par timer dagligt til at få ordnet praktiske ting og arbejdsopgaver, så jeg kan koncentrere mig fuldt ud om børnene når de er hjemme.
Jeg kan samtidigt ikke finde ud af om det er forkert man føler sådan? Man sætter jo børn i verden fordi man gerne vil have børn, og så kan jeg godt se, fra andres synspunkt, at det virker lidt skørt, at sende dem afsted, når de rammer et år. Forvirret? Ja, det er jeg nok, men jeg føler vi har fundet en mellemvej, der giver mening i vores familie. Det er også svært at svare på, da jeg jo ikke ved hvordan jeg har det til maj. Det bliver noget med at mærke efter i maven og handle efter hvad familien har brug for..
Byd endelig ind med jeres tanker. Hvad gør I, hvorfor og fungerer det? Er I også blevet påvirket af omtalen i medierne?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
