I får sørme ugens omgang søndagsbekendelser fra toget mod Flensborg. Jeg har nemlig hevet min lille familie med til Nordtyskland, hvor vi skal være indtil tirsdag. Planen er at hygge så meget som muligt. Med god mad, masser af kvalitetstid, kolde gåture og julemarkeder.
Nu er det første gang vi skal besøge et tysk julemarked, så hvis I har nogle gode tips til mad vi skal smage eller traditioner vi skal prøve, så hold jer endelig ikke tilbage. Det er jo kun seks måneder siden jeg sidst var i Flensborg (læs min meget overskuelige Flensborg guide her), men jeg tænker det er helt anderledes, når det er jul? Jeg forestiller mig i hvert fald de er betydeligt bedre til julemarkeder end danskerne..
Weekenden er ellers gået med arbejde, nogle praktiske ting, der skulle ordnes, samt juleforberedelser. Der er ved at komme styr på de sidste julegaver og vi kan snart indfinde os i en lettere rolig juletilstand. December har nemlig været travl. Både for Rasmus, der har haft mange og stressende ambulancevagter, men også mig, der har haft en masse blogarbejde, der skulle afsluttes.
Jeg klager dog ikke, for jeg elsker mit erhverv og at løse opgaver i samarbejde med virksomheder. At skrive et kommercielt indlæg er ikke bare lige noget man gør på en time. Det kræver flere timers forberedelse, samtaler med virksomheden, fotoskydninger samt tilpasninger, så man er sikker på det giver absolut bedst mening. Derfor elsker jeg også længerevarende samarbejder, da jeg får lov at fordybe mig i et brand eller produkt meget mere end normalt.
Når dagens indlæg er udgivet, vil jeg læne mig tilbage i togvognen med min familie, spise kanelgifler og drikke resten af min kaffe fra Lagkagehuset. Solen blænder mig og det danske landskab er prydet af sne. Jeg elsker nu engang december.
1. Det er sjældent, jeg bliver hylet ud af den, men i torsdags skete det. Jeg havde nemlig en 30 dages værdikupon til Fitness World til gode, som jeg ville indløse. Det er jo med at få bevæget sig lidt under graviditeten. Servicemedarbejderen i Fitness World var dog ikke til den store hjælp og mente ikke de havde udleveret dem i over to år. Derfor vil hun kun give mig en uges træning. Det vil jeg ikke acceptere, da jeg trods alt fik det i en goodiebag i juni af Fitness World selv og altså ikke vil spises af med 7 dages træning, fordi hun ikke havde set sådan et gavekort i flere år.
Det endte med hun beskyldte mig for at angribe hende og at jeg skulle slappe af. Jeg var ellers meget afslappet, men holdte fast i mine rettigheder. Det blev meget ubehageligt, og det er første gang i mit liv, jeg er blevet beskyldt for at angribe nogen. Hvis der er noget man ikke skal sige til en gravid kvinde, er det, at man skal slappe af eller “rolig nu”. Det gør mig kun mere frustreret.. Status blev, at hun sagde hun vil sende en mail, når hun havde snakket med hovedkontoret. Jeg har sjovt nok ikke hørt fra hende siden og jeg har en god idé om jeg heller aldrig kommer til det. I det øjeblik blev jeg mindet om, hvorfor jeg hellere vil støtte de små lokale centre end de store kæder med dårligt serviceniveau.
2. Jeg overvejer at købe en iPhone X på et tidspunkt, men jeg kan ikke finde ud af om den er pengene værd? Nogle af jer, der ejer én? Det er nemlig snart tid til jeg skal opgradere min telefon.
3. Jeg har købt mere til mig selv i december end resten af året til sammen. Det hænger slet ikke sammen, men jeg er åbenbart faldet i forbrugsfælden. Jeg giver alle de gode tilbud samt de mange fine ting skylden.
4. Jeg har til gengæld fået mig en graviditetsjakke. Sådan en, hvor man kan lyne et ekstra stykke ind, så den kan bruges gennem hele graviditeten. Det er godt nok smart!
5. Det er satme farligt, når Lagkagehuset har gratis smagprøver på træstammer. Jeg var forbi et par gange eller fem..
6. Jeg beklager altså det her uhyggelige blogindlæg. Jeg prøvede ellers at advare jer, men jeg kan forstå at flere af jer har haft mareridt efterfølgende. Jeg kender selv til det. Man kan bare ikke lade være med at kigge, når først man er blevet introduceret for det..
7. Jeg kører næsten aldrig med tog, men når jeg gør, så elsker jeg det altså. Jeg ved godt, der har været mange klager over DSB, men vi må være heldige, for de få gange vi tager toget årligt, er der aldrig nogle problemer.. Det skal nok passe vi så får det på hjemturen, nu når jeg er så kæphøj.
8. Kan I forstå der kun er en uge til juleaften? En uge??? Det er jo fantastisk. I år glæder jeg mig ekstra meget, da vi skal have farseret kalkun, søde kartofler, hjemmelavet rødkål samt syltede agurker. Det er julemad præcis som jeg foretrækker det.
9. Giv mig lige den her totalt for meget julesweater.. (reklamelink). Jeg drømmer om at vi i min familie har matchende trøjer på til jul, men hvis jeg kender dem ret, gider de slet ikke det pis.
10. Senere i dag skyder jeg en ret vild konkurrence igang på min Instagram. Sådan én man bare gerne vil vinde. Det er årets sidste konkurrence for mig og muligvis én af de bedste jeg har holdt, så husk at kigge med. Jeg vil forresten blive ualmindelig glad, hvis I også vil følge med på Instagram. Jeg er flittig bruger af Instagram Stories og kommer til opdatere løbende fra vores familieferie til Tyskland.
Har I nogle bekendelser I gerne vil dele?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.