Jeg er inde i en stime, hvor jeg ikke helt ved hvad jeg skal tænke om den her snak om hvor poleret de sociale medier er. Måske rammer det mig især, fordi jeg bruger Instagram visuelt? Jeg får i hvert fald ofte stikpiller på, hvor perfekt det ser ud. Det i sig selv rører mig ikke.
De fleste mennesker ved heldigvis godt, at det blot er et øjebliksbillede i en helt normal hverdag. At man bruger filtre og tager billeder fra pæne vinkler handler for mig ikke om andet end inspiration. Jeg elsker pæne ting, præcis ligesom jeg elsker glitrende magasiner. Det var jeg også inde på her, hvor jeg skrev om det perfekte vs. uperfekte.
Hvorfor skal ALT altid være enten eller?
Men det ærgrer mig sådan, at vi stadigvæk er et sted, hvor det skal tales ned. Her tænker jeg især på modpolen “se hvor uperfekt og ægte mit liv er”. Det i sig selv er fint nok. Vi bruger jo alle sociale medier forskelligt, og det er dejligt at folk har så mange forskellige tilgange til mediet, men det er ret øv, at det er på bekostning af dem, der gør det på en anden måde.
“Jeg HADER bare, hvor kvalmende perfekt alt fremstår.. Derfor vil jeg dele et ægte øjeblik uden filter med jer”. Sådan tekster ser jeg ofte på sociale medier. Jeg nyder nemlig at følge en masse mennesker. Både dem, der deler det visuelle lækre, men altså også dem hvor fokus mere er på teksten eller det “ægte”.
Ofte sker det på bekostning af andre (mig selv inklusiv)
En blandet landhandel, som de fleste af os sikkert nyder godt af. Det er bare ret ofte på bekostning af andre, og jeg forstår ikke hvorfor man skal smide en masse mennesker under bussen for at få sit eget budskab ud. Enten på en måde, hvor man direkte sviner de andre eller på en inddirekte måde, hvor man gør grin med dem, der gør det “anderledes”.
“Jeg brækker mig over hvor poleret alt er, så her får I mit sande jeg midt i morgenkaffen”. For det første! Sociale medier, og især visuelle medier som Instagram, er polerede. Det er sådan set ligegyldigt om du viser det pæne eller grimme. Alt det der bliver lagt ud er et øjebliksbillede, og bare fordi man danser, griner, græder eller viser sit ansigt uden makeup, er det ikke mere ægte end andre øjeblikke.
Vi har alle et ønske om at blive accepteret og blive bekræftet i det vi gør. Hvordan vi så vælger at kommunikere det ud, har ingenting med det at gøre. Som i overhovedet ikke. Det handler blot om den enkeltes interesser og hvad de brænder for.
Søstersind er meget oppe i tiden, men eksisterer det?
Der er så meget snak om søstersind for tiden, men jeg mærker det ikke altid selv. Det er blevet “populært” at støtte hinanden, men nogle gange er det blot tomme ord og endnu et hypet hashtag. Jeg respekterer at andre gør tingene på en bestemt måde – også selvom det ikke er min stil. Jeg vil blot ønske der var mere forståelse og accept. Især fra profiler, der proklamerer det hele handler om at være sig selv og acceptere hinanden.
Bare fordi jeg deler et billede af min stue, hvor der ikke er særlig meget rod, betyder det ikke jeg er et uægte og perfektionistisk menneske uden indhold i livet. Og det betyder heller ikke, at mine børn aldrig skriger eller alt bare er godt hjemme hos os.
Min branche og mine erfaringer med fællesskabsfølelsen
Det skal lige siges, at jeg også oplever #søstersind os kvinder imellem. Måske ikke så meget, som det nogle gange fremstår udadtil, vi er jo bare mennesker, men generelt set er min branche fyldt med rare mennesker, der gerne deler ud af deres erfaringer. Dem, der ikke gør eller vurderer alt ud fra et konkurrenceperspektiv, holder jeg mig personligt fra. Det bidrager sjældent til noget godt.
Kunne I forestille jer, at jeg skrev “Jeg er SÅ træt af alle de grimme billeder, hvor folk deler deres sande jeg, så her er et toplækkert billede med filter, så vi kan få det pæne og visuelle Instagram tilbage”. Hvis jeg gjorde det, hvilket aldrig kunne falde mig ind, vil jeg starte en shitstorm af dimensioner.
Et lille håb til de sociale medier og den fremtidige brug
Så kære sociale medie brugere. Der er ikke én måde at gøre tingene på. Det er så dejligt du har fundet din måde at kommunikere budskabet ud, men lad os lige blive enige om at alt det vi udgiver bunder i iscenesættelse. Pænt, grimt, sjovt, ærligt, sårbart, tabu, dans, grin og gråd.
Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Der er plads til os alle. Del dine billeder og tekster, fordi du synes det er topfedt, men undlad venligst at tale andre ned blot for at fremhæve dit budskab eller få flere likes. Tak.
Og så lige et ægte morgenbillede af en træt mig.. Gør det mig mere autentisk? Næh, det synes jeg personligt ikke. Det er sådan jeg ser ud 90 % af tiden, men jeg bruger mit kamera som et pusterum, hvor jeg også husker på alle de gode og simple øjeblikke i en travl hverdag.
Jeg forsøger ikke at skjule noget. Jeg bliver bare ikke inspireret af at se tilsvarende billeder. Jeg ved jo inderst inde godt vi alle er morgengrimme med dårlig ånde og fedtet hår. That’s life.
Fik du læst mit indlæg om min nye (og tiltrængte) start i 2019? Nu skal der andre boller på suppen. Eller hvad med året, der gik, i min selvstændige virksomhed? Hvad fungerede og hvad gik galt?
