Det er uhyggeligt, hvad vi kvinder gør os af tanker om os selv. Det er aldrig godt nok, vel? Vi kan altid lige tabe lidt kilo, stramme op, løbe stærkere, løfte tungere og blive sundere. Samtidigt skal vi mestre et studie eller arbejde, hvor vi udelukkende får ros. Vi skal have tid til familie, veninder, kæreste. Flere af os har børn og dem skal vi også mestre. Helst helt perfekt med lækre hjemmebagte boller hver uge, økologisk mad & tøj, et rent hjem og overskud i alle situationer. Flere kvinder har endda flere (!!!) børn siden af karrieren, som både mor og far også skal have tid til. Hvordan gør man? Hvorfor fokuserer vi så meget på at blive perfekte? Hvad er perfekt overhovedet?
Jeg vil lyve, hvis jeg sagde jeg ikke til tider jagter den forestilling. Hvor meget jeg end bilder mig selv ind, jeg ikke gør. Jeg gør det faktisk uden at tænke over det. Det er ikke fordi, jeg ikke hviler i mig selv, men alligevel kan tingene altid blive bedre. Jeg søger p.t. job og jeg er villig til at ofre meget af min tid og økonomi for at ende det rigtige sted. Det er ikke fordi jeg vil ende som en leder nødvendigvis, men jeg vil gerne arbejde med noget, der interesserer mig. Sådanne jobs hænger ikke altid på træerne og derfor bruger jeg enormt meget tid på at netværke. Mine ambitioner er høje men hvorfor egentlig? Skuffer jeg ikke mig selv på den måde? Alle andre ser ud til at ende i høje stillinger efter endt uddannelse. Hvorfor er jeg ikke der allerede? Jeg havde jo forestillet mig, jeg lige nåede at flytte herover før jeg landede drømmejobbet. Men mine forestillinger matchede ikke virkeligheden. Heldigvis lysner det allerede og jeg håber på lykken viser sig lige om lidt.
Det samme gælder mit udseende. Jeg er generelt set tilfreds men alligevel kæmper jeg med at få en fladere mave og tabe et par kg., der er sneget sig på igen over sommeren. Sidste efterår kørte jeg mig igennem en kostplan i 2 måneder og tabte det ønskede + var i forholdsvis god form. Men sådan noget holder jo aldrig forevigt. Jeg bruger tid på at kigge billeder igennem fra da jeg var yngre og så anderledes ud. Tøj sad pænere dengang og det gad jeg godt igen.
På den anden side ELSKER jeg mad og helst masser af det. Jeg har svært ved at sige nej til kage, is, pizza, hvis det er foran mig og jeg benægter mig aldrig noget. Det er dog svært at forene med “drømmen” om at nå min ideelle krop. Jeg skriver det her, fordi mange har en forestilling om at jeg, eller andre bloggere for den sags skyld, bare udstråler selvtillid og har det perfekte liv. Jeg har givet udtryk for, at jeg ikke lader mig påvirke af sundhedsræset længere og det er sandt. Jeg drømmer hverken om bikinikonkurrencer, maraton eller diæter, for at få den, i mange øjne, perfekte krop. Men det betyder ikke, at jeg ikke kæmper med selvtilliden til tider. Desværre. Det tror jeg mange kvinder gør – i alle aldre. Jeg forsøger at minde mig om, at jeg er perfekt som jeg er, men alligevel fanger jeg mig i, at fortælle min kæreste, at jeg snart skal til at tage mig sammen igen og leve sundere som sidste efterår. Jeg skal træne hårdere, så jeg kan få min gamle krop tilbage. Fuldstændig åndssvagt. Ikke mindst når jeg kigger på billeder af mig selv efter fødslen.
Når jeg ser de billeder bliver jeg stolt. De er alle taget mellem 6-12 måneder efter jeg har født og jeg synes personligt, jeg stråler og har en krop, der passer til mig. Alligevel vil jeg den dag i dag ikke bryde mig om at tage en bikini på foran andre. Tænk, hvis de synes noget grimt om mig eller er skuffet over mine resultater? Det handler nok i høj grad om, at jeg har haft en “fitnessblog” og deraf opbygger man forventninger til sig selv, så man ikke skuffer folk. Det er ikke menneskeligt men jeg tror mange af os har det sådan. Derfor er det en befrielse, at have skriftet fokus, men jeg er stadigvæk bevidst, når jeg lægger billeder ud. Synes folk mon jeg er kedelig? Kan jeg overhovedet kalde mig en blogger, når alle andre mestrer billeder, tøjstil, opskrifter og udseende bedre end mig? Synes folk på Instagram jeg er uinspirerende? Deler jeg for meget af hverdagen eller for lidt? Er jeg for “normal”?
Unødvendige tanker – altså at bekymre sig om hvad andre synes. For sandheden er, at 50 % kan måske lide dig, 40 % følger bare med uden egentlig at have en holdning til dig og de sidste 10 % kan ikke lide dig, men kan alligevel ikke lade vær med at klikke ind. Det er skræmmende, når man bevæger sig udenfor. Hvem kan genkende én og hvad mon de tænker? Det er ikke fordi jeg har storhedsvanvid – tværtimod bliver jeg overrasket over når nogen overhovedet kan genkende mig. Men jeg kan jo se på mine tal, at nogen læser med herinde og deraf må der en sjælden gang imellem være nogen, der har set dig live. Lige præcis som du er. Ikke i din gode vinkel med perfekt hår og make-up.
Et måske rodet indlæg for mange, men sundt for mig. Jeg får ofte et kick ud af, at mestre alt til UG. Det er motiverende og jeg føler det kører. Lige så snart, der modvind – not so much. Og det sker jo ofte. Så det handler vel om at nedjustere forventninger til karrieren, min krop, jagten på den perfekte hud, min morrolle, at være en god kæreste, det gode familiemedlem, der besøger Aarhus konstant men også pleaser folk i København, den perfekte veninde, der ser alle og tager sig tid til folk og samtidigt en blogger, der mestrer alle kategorier til UG og er en del af the “A-team”.
Jeg burde være tilfreds med hvad jeg har, så hvorfor altid jagte mere? Er det naturligt for folk i vores samfund, at vi altid stræber efter mere i alle aspekter af livet? Her taler jeg både på vegne af mænd og kvinder i alle aldre. Kommer der et tidspunkt, hvor man bare er tilfreds med tingene og tager det som det kommer. Altså bliver mere afslappet? Jeg vil ønske, at jeg kunne skrive jeg var sådan, men det er jeg ikke. Jeg tænker ALT for meget over fremtiden, hvad jeg kunne gøre bedre og hvad jeg burde ændre på. Men i sidste ende kommer det vel ikke nogen til gode? Skygger mine ambitioner for min nuværende lykke?
Fordi man altid fokuserer på fremtiden frem for bare at åbne øjnene og se, hvad man har nu? Hele vores liv jagter vi det. Når vi er 14 kan vi ikke vente med at blive 18. Når vi er 18 er vi ofte i gang med en uddannelse og kan ikke vente til en gang at få et arbejde. Når vi er 28 med arbejde vil vi ønske vi var 18 uden bekymringer. Når vi endelig får vores første fuldtidsjob drømmer vi om lønforhøjelse og mere ansvar, og når vi får mere ansvar og deraf flere timer drømmer vi om fortiden. Når vi endelig får en lejlighed drømmer vi om hus og hund, og når huset er der drømmer vi os tilbage til lejligheden i byen. Når vi endelig når vores mål inden for træning, drømmer vi om andre mål og nyder slet ikke vores præstationer. Vi er aldrig 100 % med vores udseende eller gener og ønsker os andres. Det er da tydeligvis ikke nemt at være menneske i dag. Alt for mange bekymringer som er unødvendige ?
Hvis I er nået helt hertil, så er I satme seje. Så må jeg alligevel mestre noget rigtigt – nemlig at få folk til at læse med.
Jeg kunne godt tænke mig at høre om jeg er den eneste, der ikke altid kan forene virkeligheden med egne forventninger? Jeg ved godt, at man siger at man bare må kæmpe dét hårdere, hvis man vil have noget. Det handler ikke om at jeg er doven – tværtimod. Jeg har alligevel bare urealistiske forventninger til mig selv inden for alle punkter. Det kan altid blive pænere, bedre og større, hvilket stresser mig.
