Glædelig søndag, og endda én med solskin. Det havde jeg ellers ikke forventet, da weekenden gjorde sit indtog.
Vejrudsigten sagde regn på regn (og storm), og jeg planlagde i stedet en weekend med familien og serier i sengen. Men se nu engang.. Solen skinner, helt uventet, og lige i mit ansigt imens jeg skriver det her blogindlæg, og det er da lige til at blive taknemmelig over. De små ting, du ved..
Og det bringer mig tilbage til dagens emne. Taknemmelighed.. Kan det ikke blive lidt påtvunget i disse tider, når nedlukningen atter tærer på de sidste kræfter? Måske.. Men det virker altså og er en ganske smart forsvarsmekanisme i mit tilfælde.
Jeg synes efterhånden det er hårdt, og faktisk mere end tidligere, og det er selvom det hele muligvis snart lysner. Det bunder nok i flere måneders lockdown, hvor alt flyder sammen, og hvor jeg har haft svært ved at finde ind til kernen – kombineret med en masse dramatik på baggrund af en bekendt, som tog pusten fra mig.
Taknemmelighed, fokus og et tillidsbrud
Jeg er også kun et menneske, og jeg bliver også ramt, såret og vred, men jeg bruger lige akkurat en time af mit liv på det og så er jeg videre. Det er faktisk meget rart, når man er bevidst om hvad man selv har kontrol over og hvad man ikke har.
Jeg kan ikke bestemme om jeg kan stole på andre mennesker eller hvordan de behandler mig, men jeg kan kontrollere, hvordan jeg selv agerer, og mit til tider naive og positive sind skal ikke pakkes væk, bare fordi jeg møder et par mennesker på min vej, der misbruger min tillid.
Jeg skal nok dele mere, når tiden er, for det skal nok komme. Indtil da værner jeg om mig selv og fokuserer på alt det gode, der trods alt sker midt i uvejret.
Taknemmelighedslisten her i slutningen af nedlukningen (forhåbentligt)
1. Min mormor sendte en hel bunke hjemmesyet tøj til børnene. I en tid, hvor man kan købe alt selv, så er det faktisk de hjemmelavede ting lavet af ren kærlighed, der varmer mest. Nøj, hvor bliver jeg glad og stolt, når min mormor bruger så mange timer på tøj til mine unger.
2. Jeg er lige faldet over The Bold Type på Netflix, som er en god blanding mellem SATC og Younger, hvilket én af jer så fint beskrev den. Og det er faktisk takket jer at jeg overhovedet fandt serien. Jeg bruger meget tid i sengen i de her dage, af gode grunde, og det var bare den helt rigtige serie, der fandt vej til min skærm. Så tak fordi I også deler den anden vej. Det gør mig glad.
3. Jeg er stadig forelsket i min mand. Ikke på sådan en nyforelsket måde, men alligevel på en måde, hvor jeg kan kigge på ham og tænke “hvordan endte jeg lige med at være så heldig..”. Der er også tidspunkter, hvor vi ikke tænker det om hinanden, tro mig, men når jeg tænker det, gør det mig glad helt ned i maven. Tænk man stadig kan have det sådan med et andet menneske her 14 år efter. Jeg synes desuden det er langt nemmere at være i et sundt parforhold nu end da vi var unge og uvidende i start 20’erne.
4. Generelt elsker jeg bare 30’erne. Sikke en ro, der har spredt sig i min krop. Alt er som det skal være. Vi har været så heldige at få to sunde og raske børn, vi har de jobs, som vi hver især trives i, vi har hinanden, vores familier har det godt og vi har økonomi til at give os selv nogle oplevelser, når verden atter tillader det. Hvad mere kan man bede om?
5. Jeg har fundet et nyt sandwichsted i København, og jeg har ALDRIG i mit liv smagt så god en sandwich. Jeg er ellers ikke den store sandwichspiser i forvejen, men det var kun indtil vi bestilte fra Smagsløjet på Vesterbro. Det er helt åndssvagt så lækkert det er, og i én sandwich er der nærmest til to dage, så store er de. Jeg kan i den grad anbefale den med kylling og Prima Donna ost. Prøv det og bliv blown away!
6. “Det hele handler ikke om dig: Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening” skrevet af Niels Overgaard, er en bog alle burde lytte til eller læse minimum én gang i deres liv. Jeg er igang med lydbogen. Det er simpelt og alligevel så livsbekræftende, som man bevæger sig igennem bogen. En kæmpe anbefaling herfra.
7. Jeg elsker den alder mine børn har nu. Jeg synes små børn er nuttede, men det er ingenting i forhold til den her alder, hvor de giver så meget igen. Ja, der er store selvstændighedskampe dagligt, men det giver mening, når både vi voksne og børn lærer af det efterfølgende. Jeg nyder at se den udvikling de begge gennemgår lige nu, for det er nærmest kvantespring.
8. Instagram er efterhånden et sted, der kun giver mig inspiration og god energi. Jeg er meget selektiv med dem, jeg efterhånden følger. Jeg vil gerne høre om folks kampe, men det skal ikke være altoverskyggende. Vi kæmper alle med hver vores ting – uanset hvor vi er i livet, men det er langt mere interessant at følge mennesker, der forsøger at finde det gode i det små, kæmper sig tilbage eller ikke tilegner det negative for meget fokus.
Ikke fordi det er forkert, men fordi jeg ryger direkte med derned, og det orker jeg ikke. Jeg vil bare gerne få en håndfuld gode tips, inspireres og blive fyldt op af positive fornemmelser. Måske er det fordi jeg selv har været sådan førhen? Altså haft lidt for meget tendens til at sætte fokus på alt det jeg ikke havde kørende for mig? Måske det er helt naturligt man får det sådan med alderen?
