
Here we go again, har jeg lyst til at sige. Vores børn minder på mange måder slet ikke om hinanden. Den ene er følsom, lettere genert og har brug for meget tryghed, hvor den anden elsker at være i centrum, altid råber højest og gerne vil hænge ud med alle.
Den sidstnævnte er Nola, og selvom hun kun er knap to år, kan vi allerede nu se hvordan hendes personlighed går i en anden retning. Sylvester minder klart mest om mig, personlighedsmæssigt, og Nola bliver som sin far, bare hvor der er skruet lidt på knapperne.
På det her punkt minder mine børn om hinanden.. Nemlig deres tilgang til sproget
MEN der er et punkt, hvor de minder om hinanden, eller i hvert fald har gennemgået en udvikling på samme måde, og jeg bliver lidt overbeskyttende, når vi taler om netop det emne. Det handler nemlig om børns sprogudvikling.

Fik du nogensinde læst: 7 TING, JEG GERNE VIL HAVE VIDST INDEN JEG BLEV MOR TIL TO
Sylvester var ikke hurtig til at tale. De første to år skænkede vi det ikke mange tanker, fordi han jo stadigvæk var så lille, men da vi begyndte at nærme os de 2,5 år fik vi klar besked af vuggestuen. De mente der var nogle sprogudfordringer og at han havde brug for en talepædagog.
Talepædagog, børns sprogudvikling, eftertænksomhed og at holde igen
Sådan nogle er der desværre ventetid på, og han fik først en tilknyttet, da han havde skiftet til en børnehave et helt andet sted. Hun konstaterede indenfor en halv time, at der slet ikke var brug for en talepædagog. Han var blot et barn, der havde brug for at ramme plet første gang.
Han er eftertænksom og varsom, og havde ikke brug for at fyre ord afsted, før han kunne bruge dem korrekt. Og rigtigt nok. Lige pludselig en dag startede han med at tale, som han skulle, og det har han fortsat med lige siden..

Jeg troede jeg havde ro i maven, men det var kun indtil spørgsmålene kom igen..
Det har givet mig en ro i maven at vide, at børn bare tager tingene i forskelligt tempo. Modsat sproget kunne Sylvester nærmest alt motorisk før han skulle, og mig bekendt lærer alle mennesker både at gå, slå kolbøtter og snakke.
Derfor har jeg også været rolig her anden gang i forhold til Nola. Hun er nemlig heller ikke på forkant med sproget. Jeg kan godt høre, at der er andre børn på hendes alder, som nærmest taler i hele sætninger, mens Nola på 22 måneder siger “hej, miaw, far, hva’ det og ost”. Ej, hendes ordforråd er betydeligt større, men hun er sørme selektiv med hvornår det kommer i brug.
Forældresamtale, selektivt ordvalg, motorik og det at være barn nummer 2
Til første forældresamtale, da hun var 1,5 år blev det nævnt, sammen med hendes klodsethed i forhold til motorik (hun er en stor pige). Vi tog selvfølgelig samtalen seriøst, men grinte også lidt af det herhjemme, da hun jo kun var 1,5 år. Det skal nok komme, blev vi enige om.
Siden da har hun udviklet sin motorik, men sproget er stadigvæk selektivt. I sidste uge fik vi så spørgsmålet nede i vuggestuen: “Er hun tosproget”. For så mente pædagogen nemlig det vil give meget mere mening, at hun ikke gentog de ord hun bad hende om. Jeg tænker hun har set vores specielle efternavn, og mit fornavn, og måske formodet vi talte to sprog herhjemme. Det kunne også sagtens have været tilfældet, men det gør vi bare ikke. Vi taler dansk hele tiden.
Der er få ting, der kan få mig til at føle jeg har fejlet
Der er få ting, der kan få mig til at føle jeg fejler som mor, men nogle stikker alligevel ud, som jeg tænker er tilfældet i de fleste hjem? I mit tilfælde er det;
.. Amning. Det lykkedes ligesom aldrig. Hverken med nr. 1 eller 2. Det kan I læse om her.
.. Når jeg kommer til at råbe af mit barn. Det er sjældent, men jeg kan blive presset. Især med den ældste.
.. Sprogudvikling. Ja, her er vi så nu. Igen. Gør vi noget forkert?

Vi gør hvad vi kan og forsøger at arbejde med sproget hver eneste dag
Og det er ikke fordi vi ikke øver. Vi læser flere bøger hver dag, der skal udvikle sproget. Hver måned låner vi nye på biblioteket. Vi peger, forklarer og svarer på hendes million “hva’ det” spørgsmål.
Hun har en storebror, der taler konstant, som jeg lidt havde en forestilling om gjorde barn nummer 2 endnu hurtigere til at tale. Vi er så heldige, at have jobs, der giver os masser af tid med vores børn, og samtidigt bliver hun godt udfordret i vuggestuen. Hun har altså alle rammer for at lære det, men tager det ikke rigtigt til sig. Endnu.
Mellemstadiet, hvor alt bliver kastet op og man ikke helt ved hvordan fremtiden ser ud
Det er så dumt, at jeg tvivler. Jeg har set på Sylvester, hvor hurtigt det kommer, når barnet er klar. Og når jeg ser på ham i dag, er jeg stolt. Han er så klog og reflekteret. Han læser selv, laver matematikopgaver på et langt højere niveau end han burde, er sjov, social, ydmyg, kærlig og bare lige præcis hvor han burde være.
Det samme bliver tilfældet med Nola, det er jeg ikke i tvivl om, og derfor hader jeg det her mellemstadie, hvor der bliver stillet spørgsmålstegn ved hendes sprog allerede nu. Egentlig ikke af os, men andre, hvilket får mig til at tvivle. Jeg ved jo hun forstår hvad jeg siger.
En kærlig reminder og et barn, der bare gerne selv vil bestemme, hvornår hun gider tale
Hvis jeg beder hende om at smide noget skrald ud i skraldespanden, gør hun det. Det samme gør sig gældende med vasketøj, at tage overtøj på, at skulle indenfor, udenfor, at hente sin dukke. You get the point. Hun forstår alt det vi siger. Hun gider bare ikke rigtigt deltage i sproglegen endnu.
Hvor Sylvester skulle være helt sikker inden han hoppede ud i det sproglige, tror jeg mere Nola er stædig. Vi skal sørme ikke bestemme hvornår hun skal sige et ord. Det må da også være irriterende med os lige op i ansigtet på hende, der siger “KAN DU SIGE TRAKTOR? TRAAAAAKTOR. TRAAAAAAAAAAKTOOOOOR”. Hun må jo tro vi er idioter.
Det her indlæg fungerer som en reminder om at børn er forskellige, og jeg i bund og grund er fuldstændig ligeglad med at Yvonne fra grøn stue kan sige “Jeg kører på scooter”. Nola er glad og generelt bare en lille livsnyder. Vigtigst af alt trives hun i sin hverdag.
Hun elsker sin vuggestue. Hun spiser godt, leger, griner, snakker (på sin egen måde) og sover trygt og rart. Det andet skal nok komme. Vi kan støtte hende i processen, og gøre hvad vi kan herfra, men det er sørme hende selv, der bestemmer hvornår og hvordan, hvilket siger meget om hendes personlighed. Jeg tror vi får nok at se til om bare et par år.