Når jeg scroller ned over min Instagram, kan jeg godt blive lettere irriteret på mig selv. Det hele er jo meget nydeligt, og det har jeg selv taget et aktivt valg om det skal være, men når man så har en dårlig dag eller mærker en tvivl, kan man ikke altid forholde sig til de æstetiske firkanter.
Og den tvivl kommer af mange grunde. 2020 er bare et mærkeligt år for de fleste, og jeg føler jeg møder mange på min vej, der, ligesom jeg, har fået “økuller”. På den ene side er jeg topmotiveret, men på den anden side har jeg svært ved at få noget fra hånden, fordi hele det her år har været en blanding af fokus på børn, hjemmetid krydret med et overforbrug af sociale medier og at holde hjulene igang.
Samtidig er jeg et sted, hvor jeg synes det er rigtig svært med Nolas vuggestue. Ikke fordi jeg kan sætte en finger på en specifik oplevelse, men mere sådan en mavefornemmelse. Har du prøvet det?
Hun går der jo stadig, og selvom jeg har snakket rigeligt med pladsanvisningen, så får man jo ikke bare en ny plads fra den ene dag til den anden. Samtidig er hun efterhånden så stor, at det også vil være synd at lave et vuggestueskift nu, men omvendt er der 9 måneder til hun starter i verdens bedste børnehave. What to do?
Øj, det er hårdt, og jeg har virkelig været trist. Jeg synes hele det her corona har forværret det, og jeg har absolut ingen idé om hvordan hun har det i løbet af dagen.
Eller jo. De siger jo hun har haft en god dag, men i og med vi stadig afleverer ved lågen, har jeg ikke set hendes vuggestue indvendigt siden start marts. Jeg føler jeg har mistet kontrollen. Det er virkelig svært at få en fornemmelse, når man højst ser en voksen ad gangen og hele vuggestuen på afstand, og når der samtidigt ikke sendes billeder eller tekst, føler jeg mig magtesløs.
Jeg glæder mig SÅDAN til vi er ovre det her stadie, og hun starter i børnehave. Med Sylvester blev det hele meget nemmere. Lige nu er det 50/50 om jeg cykler grædende derfra og føler mig som verdens dårligeste mor.
Jeg HADER at aflevere et grædende barn, og jeg den irriterende type, der heller står og krammer i 20 minutter, for hun får en bedre start, end bare at aflevere hende ulykkelig hos en voksen, og i disse coronatider med aflevering ved lågen, er det svært, da man helst ikke må optage pladsen for længe.
Og så er der arbejdstvivlen. Det går godt i min forretning. Sådan virkelig godt. År 2020 er gået over alle forventninger, men jeg kan alligevel miste gejsten. Det tænker jeg er tilfældet med de fleste.. Men øv!
Sociale medier er på mange måder en gave, men også en konstant reminder om alt det vi ikke har, og jeg hader at tænke sådan. Jeg fanger mig i at drømme om sommerhuse, herskabslejligheder og huskøb, og selvom jeg ved det ikke kommer til at ske, rammer tvivlen mig.
Er det hensigtsmæssigt at bo til leje i en 3’er med to børn, når man er i midt 30’erne. Hvad har vi gjort forkert eller anderledes, siden vi ikke kan købe, som mange andre. Forvalter vi vores penge forkert? Er vi bare lige her for evigt?
Og så er jeg super sur på mig selv over, jeg stadig ikke har fået styr på min pensionsopsparing. På mange måder føler jeg mig meget lidt voksen, og det er svært, når man er så pligtopfyldende og perfektionistisk et menneske.
Nu skal det her ikke ende i en bunke af negative tanker, for jeg vil nødigt påvirke din dag, når nu weekenden venter forude. Men det letter sådan, at åbne op, og jeg har det altid bedre, når jeg får sat ord på de tanker, der fylder. For tiden er jeg lidt træt af Instagram, og bloggen er igen min yndlings beskæftigelse. Sådan skifter det i perioder. Måske det også bunder i at efteråret er på vej, hvor jeg har tid til at fordybe mig i konkret indhold.
Eller måske jeg bare er træt af de mennesker, der bruger Instagram til at dele konspirationsteorier. Det gør mig ked af det, at man kan være så uvidende og sprede det til så mange tusinde mennesker.
Det værste af det hele er, at jeg også begynder at møde det i min hverdag. En fra min ejendom sender mig nærmest daglige konspirationsteorier over Messenger.. Og det er grænseoverskridende, når man selv er så langt fra den tankegang, men også uhyggeligt, fordi det kommer fra en mor på min egen alder.
Jeg kan slet ikke overskue fremtiden, når jeg møder den her flok mennesker, der taler om at boykotte mundbind i den offentlige transport, undgå vacciner og generelt bare er af den opfattelse, at vi alle får en chip opereret ind, så regeringen kan holde øje med os. Hvad sker der? Er vi alle med i en dårlig b-film?
Der er også gode ting i mit liv. Min familie, gode mennesker og ikke mindst den fredagsbar, der venter på mig i aften. Alt skal nok gå, men det er rart lige at trække vejret og få alt det trælse på afstand, og i morgen ser det hele sikkert lysere ud igen.
