Nu får I lige den korte (okay, lange) version. Jeg render nemlig rundt herhjemme 24/7, da Rasmus har valgt at tage en efteruddannelse som redder. Han blev oprindeligt uddannet ambulanceassistent i sommers (den tager 2,5 år), og vi nød at der endelig kom lidt ro på. Det var så ufatteligt tiltrængt.
Hans arbejdsliv har været lidt over det hele siden vi flyttede til København i 2014. Han vidste allerede dengang han vil være redder og har således både taget erhvervskørekort, arbejdet som Falck assistance i lufthavnen, været på sygetransport kursus i Esbjerg i 4 uger, meldt sig som frivillig til større begivenheder i København, for til sidst – efter mange års erfaring med alt muligt, at komme ind på redderuddannelsen i 2016. I femte forsøg. Det er en populær uddannelse, hvor kun få over 25 år kommer ind.
Det har været utrolig spændende at være med på sidelinjen og støtte ham i alle de udfordringer han kaster sig ud i. Han er ualmindelig dygtig, og har altid klaret sig bedre end godt. Det er hans kald, og han har fundet det job han elsker allermest.
Dog har han også altid haft ambitioner. Når man er assistent kan man senere hen uddanne sig til behandler og til sidst paramediciner. Vi har hele tiden troet det var flere år ude i fremtiden, da det ikke er nemt at komme igennem nåleøjet til efteruddannelserne, men det gjorde han og fik besked på han allerede skulle starte to uger efter. Bum!
Jeg er stolt af ham! Ingen tvivl om det, men vi har haft krise herhjemme.. Mest mig. Min barsel sluttede i januar, og jeg er nu 100 % igen afhængig af de jobs, der kommer ind. Det kræver jeg arbejder mere end før og at jeg er aktiv på en ny måde. Til møder, arrangementer og opbygning af vores agentvirksomhed. Det har kun været muligt med Rasmus’ skiftende arbejdstider.
Fra i mandags ændrede det sig. Jeg skal aflevere Sylvester hver dag (heldigvis med hjælp fra min mor nogle dage), og derefter er jeg sammen med Nola til de andre returnerer kl. 16. Jeg får, naturligvis, meget lidt fra hånden. Skal jeg til møde skal jeg enten have Nola med eller få hende passet nogle timer. Det er hårdt fordi jeg nemt stresser over de mange opgaver, jeg ikke kan dykke ned i.
Omvendt har det tvunget mig til at få ro på igen og bare være sammen med hende. Jeg er ekstra effektiv, når de kommer hjem, hvor jeg lige arbejder en times tid og så igen hver aften til sent ud på nattetimerne. Det er ikke optimalt, men det er for en kort periode.
Jeg havde en kort krise, men alt er godt igen. Foråret er på vej, min datter har en skøn alder, jeg nyder de mange gåture, mødregruppe og hyggen på Nolas præmisser. Det er jo i bund og grund det vigtigste lige nu. Jeg skal nok få tid igen, når tingene igen ser anderledes ud og hun forhåbentligt får plads i vuggestue fra august af.
Phewww.. Det var helt rart at få ned på skrift. Det er virkelig bagateller, og for andre er det måske ingenting, men for mig har det været en udfordring. Mest af alt fordi jeg har følt alt er på bekostning af mig og de ting jeg laver. Jeg ved godt fordelen ved at være selvstændig er, at man altid kan springe til ved sygdom og ændringer i skemaet, men det er også rart ikke altid at skulle smide alt, da mit job kræver en masse benarbejde før der kommer penge i banken.
Sidste fredag hang jeg ud med en veninde og hendes datter. Vi gik rundt i det gode vejr og sluttede af i Fisketorvet. På baggrund af de mange frustrationer mikset med stoltheden over min mand, endte jeg i Bahne, hvor der var 70 % på ret meget. Jeg går ikke ind for impulskøb, da jeg altid kommer hjem med noget, jeg måske ikke får brugt, men det var ikke tilfældet sidste uge.
Jeg faldt nemlig både over frakken fra Stine Goya, jeg har sendt lange blikke efter i evigheder. Den var for dyr før, men nu kunne jeg pludselig være med på prisen. Det samme gælder silketoppen fra Designer Remix, der endte i 449 kr. To gode kup, som jeg allerede er enormt glad for.
Forkælelse er på sin plads. Især når man er træt. Så sidder beslutninger bare lidt løsere.. Jeg er glad for mine nye køb. Bæredygtigt er det nok ikke, men jeg ved de bliver i mit skab længe, og ellers må de videre på loppemarked om nogle år.
Fortæl mig lige jeg ikke er den eneste med en mand med skiftende arbejdstider? Hvor man aldrig rigtig ved, hvad forandringer der kommer og hvornår alt ændrer sig?
Første outfitbilleder i 100 år. Jeg skal helt klart tilbage til dem, men indtil da får I dem serveret lige her.
