Et lille skriv fra vores sofa, hvor jeg er plantet i dag, da jeg venter på et stort møbel bliver leveret. Egentlig skulle jeg have været på kontoret, men når man skal have leveret en pakke af Post Nord, skal man åbenbart være hjemme mellem 08 og 16 for at tage imod. Også selvom man har betalt 600 kr. for levering og håbede på lidt mere fleksibilitet. Men nej…
LÆS OGSÅ: VORES FANTASTISKE KÆRESTETUR TIL COMWELL BORUPGAARD
Ikke fordi det er det som dagens indlæg skal handle om. Jeg har nemlig længe gjort mig nogle tanker om det at være utilpas. Helt bevidst. Modsat lige nu, hvor jeg sidder i min sofa og har det både varmt og trygt, har jeg efterhånden lært at mulighederne opstår, når jeg bliver utilpas.
Jeg startede året med at holde et oplæg foran en masse mennesker i samme brance som mig selv. Jeg havde inderst inde egentlig ikke lyst, men jeg gjorde det alligevel og bød utilpasheden, som jo ofte følger, velkommen. Et par dage efter vinterbadede jeg. Ikke fordi det nødvendigvis fører til nye muligheder, men jeg kom ud af min tryghedsboble og prøvede nogle grænser af. Ergo kan jeg mere end jeg lige umiddelbart tror.
Jeg tror der er sket et skift i den på måde, jeg gør tingene på. Hvor jeg førhen søgte trygheden og ikke altid forstod dem, der skulle udfordre sig selv, når nu man kunne have det så mageligt og sikkert, er jeg i dag én af dem, der er nødt til at finde utilpasheden. Jeg har nemlig tendens til at blive lidt for tryg – og selvom det er hyggeligt og rart, sker der ikke så meget lige dér.
Men når jeg hiver tæppet væk under mig, selv er herre over min indtjening, takker ja til en kontorplads uden at have råd, bliver freelancekonsulent uden at have særlig meget erfaring, holder oplæg, deltager i møder, jeg aldrig havde troet jeg skulle, så opstår der en form for magi.
Jeg har lært at byde nye muligheder velkomne, hvor jeg førhen var lidt sortseer på forhånd. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvor glad jeg er for vi flyttede til København, da livet ellers havde set helt anderledes ud. Jeg prøver at tænke langsigtet, men er blevet fan af at tage en dag ad gangen. Både fordi det holder stressniveauet nede, men også fordi jeg godt kan lide at vurdere de valg og muligheder, jeg skal tage stilling til lige nu.
I går da jeg sad i toget på vej hjem fra en 14 timer lang arbejdsdag, hvor jeg som konsulent var med til en masse spændende møder, tænkte jeg lidt over, hvordan jeg mon endte her. Var det tilfældigheder? God timing? Held? Nej, det var ingen af delene. Jeg har opsøgt det hele selv, og selvom jeg til tider kan tvivle på mig selv, er jeg glad for jeg gjorde noget, jeg troede på. Udelukkende for min egen skyld. Man rykker sig som menneske, når man møder utilpashed. Så næste gang du får tilbudt en spændende udfordring på dit arbejde, studie eller andetsteds, så prøv at se det som en mulighed fremfor en problematisk udfordring. Ligegyldigt hvad udfaldet er, så rykker det dig til et andet sted og den proces lærer man meget af.
Lev, rejs, tag chancer, flyt væk, sig dit job op, kræv en bedre stilling, uddan dig, mød nye mennesker, prøv dine grænser af, bevæg dig væk fra sikkerhedsnettet, mærk efter og nyd processen.
Hvis man nu er interesseret i emnet, ligesom jeg, og gerne vil læse et fantastisk blogindlæg om dét at søge mod utilpasheden, kan jeg anbefale det her blogindlæg: GET COMFORTABLE BEING UNCOMFORTABLE.
I utilpashedens navn må I have en dag fyldt med muligheder ♥
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.
