Der går ikke en dag, hvor jeg ikke ser debatten udspille sig rundt omkring. I kommentarfeltet på blogs, henne på Instagram, men også i virkeligheden. Den går ofte på “at man godt nok er heldig“, “det må være luksus at leve af en blog“, “get a real job” eller “hvad laver I mon hele dagen? Drikker kaffe og spiser croissanter?”..
Idéen til det her indlæg udsprang af en opdatering på Instagram hos en af de profiler jeg følger (faktisk én herfra). Opslaget var fint og undrende, hvorimod det var kommentarerne til billedet, der ramte mig lidt. Og det er endda selvom de ikke var møntet på mig, men yngre smukke piger, der rejser meget og ligger pæne billeder op af den mad de spiser og den kaffe de drikker.
Men fordi vi deler erhverv – nemlig at dét at leve af sin online tilstedeværelse, føler jeg også lidt det er en kritik af min levevej. Jeg hviler egentlig tilpas i mig selv og mine valg, og jeg kan sagtens leve med, at der er folk, der synes det er latterligt eller ligegyldigt. Det der i bund og grund får mig til at skrive det her indlæg er, at jeg er sikker på, når det kommer til stykket, er der ikke nogen, der vil bytte deres liv med mit eller nogle af de andres.
Helle Joof tog det så fint op i Papmaché-reglen. Vi kender godt alle til følelsen af at være misundelig på andres levevej, kroppe eller livssituation, men når det kommer til stykket vil vi så egentlig bytte det hele væk for deres liv? Det vil de færreste jo, da vi jo hver især har valgt en retning af en grund.
Jeg har valgt at være selvstændig med online mediet. Det er endnu ikke 100 % acceptabelt og møder stadigvæk modstand. Det er nyt og mærkeligt, når man ikke selv er i den verden. Man får ofte at vide, at man sælger ud, når man vælger at satse. Der eksisterer mange fordomme, fordi man ikke rigtig forstår sig på det. Hvad tjener folk, hvor mange gratis ting får de mon tilsendt og hvad laver de egentlig på en “normal” arbejdsdag? Hvad gør dem så specielle, at de føler de kan læsse ud af deres tanker via en online dagbog, som mange tusinde mennesker tilfældigvis læser?
Jeg er ikke i tvivl om jeg til tider falder ind under den kategori, men jeg vil alligevel prøve at skitsere, hvad det indebærer for mig. Jeg har jo taget det her valg af en grund, som jeg i den grad kan stå inde for, men det har intet med held at gøre.
Sagen er nemlig den, at jeg har en mand med et job med vanskelige arbejdstider. Det er aftenvagter, 12 timers vagter og mange nattevagter. Vi har meget sjældent en hel weekend sammen – det kan nærmest ikke lade sig gøre med den ordning ambulancer kører efter. Det er hans kald og han elsker sit job – men det har også sine konsekvenser. Jeg er nødt til ALTID at stå til rådighed. Altid at kunne hente barn, aflevere, deltage i møder i børnehaven eller på Sylvesters kommende skole. Ikke fordi Rasmus ikke vil, men fordi hans arbejdstider nogle gange falder sammen med de tidspunkter, som andre forældre foretrækker. Sådan er det bare.
Derfor har jeg bl.a. også valgt at satse på bloggen, fordi det giver mig den frihed som vi ofte mangler herhjemme. Han har heldigvis også hele fridage, hvor andre arbejder, hvilket betyder vi kan tage os en date en onsdag formiddag eller holde Sylvester hjemme en hel torsdag som i dag. Der er plusser og minusser ved alt.
Jeg har endvidere erfaret, at penge bare ikke betyder ret meget i mit liv. Det er selvfølgelig vigtigt at kunne betale sine regninger og få mad på bordet, men resten er som regel bare nice to have. Jeg er ikke i tvivl om jeg kunne få et job med en månedsløn, der var tre gange så høj som min nuværende. Med pension, bonus og andre fordeltagtige ordninger. Det vil bare betyde, at jeg skulle afkald på tid med min familie for at arbejde meget mere end jeg har lyst til. Med et nyt barn på vej, vil jeg slet ikke kunne overskue tanken om at være så meget væk lige nu. Min graviditet var i starten mærket af ekstrem kvalme, opkastninger og træthed, og der har det været enormt rart ikke at skulle stå til rådighed for andre end mig selv.
Det samme gør sig gældende, når hun engang rammer vuggestuealderen. Jeg har stadigvæk angst efter Sylvester startede, hvor jeg sprang direkte ud i mit første fuldtidsarbejde. Jeg så ham nærmest aldrig, vi stressede rundt, havde evigt dårlig samvittighed og kunne slet ikke få enderne til at mødes. Kombineret med Rasmus’ nuværende arbejde vil det være et helvede. Derfor prioriterer jeg at være selvstændig, så længe det er muligt. For min families skyld og ikke mindst min egen. Jeg skal nok få et fast job igen en dag, men som tingene ser ud lige nu, har jeg taget det valg jeg synes er bedst for os. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker at blogge.
Og det bringer mig tilbage til indlæggets formål. Det kan se nok så rart og fantastisk ud, når unge kvinder, eller alle bloggere for den sags skyld, ligger billeder op af en kaffe eller er ude at rejse. Men vær ikke i tvivl om, at de har lige så mange kampe, som folk med andre erhverv. Tag det for hvad det er. Et øjebliksbillede af noget pænt. Selvfølgelig er det et glansbillede. Det er mange ting i livet, da vi godt kan lide at fremme det gode og pakke det mindre sjove væk. Det giver os livskvalitet og er med til at holde hovedet højt. Jeg elsker, når folk er ærlige, men værdsætter altså også et smukt outfit eller et rejsebillede. Jeg drømmer mig væk og glemmer for en stund de ting, der har været lidt negative ved min egen dag.
Jeg anser mig personligt ikke som heldig. Der er dage, hvor jeg vil give min højre arm for at bytte mit erhverv med en af pædagogerne nede i børnehaven. Vi synes altid det ukendte er mere spændende og interessant, men det er ikke ensbetydende med man ikke elsker sit eget liv eller de valg man har taget. Og hvis man virkelig er utilfreds med det man foretager sig, må man altså gøre noget ved det. Der er ingen andre, der kan ændre dit liv til det bedre end dig selv.
Misunder du nogensinde andres erhverv, krop eller livssituation? Vil du bytte dit liv for en andens, hvis du fik muligheden?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmode om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
