Vores kærlighedshistorie

De af jer, der har fulgt med fra starten, ved lidt om min bedre halvdel. Faktisk blev bloggen i sin tid oprettet sammen med min mand, men blot efter 2 dage droppede vi det og jeg fortsatte alene. Dog står han altid klar med evig teknisk støtte, da han forstår sig lidt bedre på den del end jeg gør.

Han hedder Rasmus og er min klippe. Intet mindre. Jeg mødte ham en kold aften i marts 2007 på Social Club i Aarhus. Faktisk så jeg på det tidspunkt lidt til en anden Rasmus, som ikke var særlig sød, og den aften havde jeg besluttet mig for jeg ikke gad bruge mere tid på ham. Og som oftest, når man tager sådan et valg, opstår der nye muligheder. Der stod han nemlig – ca. 10 meter foran mig. Solbrun, muskuløs, PÆN og utrolig charmerende. Han var alt andet end jeg normalt gik efter, men jeg kunne slet ikke modstå ham.

Uden overhovedet at vide hvem han var, måtte jeg tale med ham. Heldigvis var kl. 02 om natten og jeg havde fået en del vin, hvilket gav mig det sidste mod. Jeg gik egentlig bare hen til ham og spurgte, så sødt jeg havde lært, om han skulle hjem nu. Det skulle han desværre, for han havde tømmermænd fra aftenen forinden og var helt ædru. Lidt slukøret gik jeg derfra, men dog med en tro på det ikke var sidste gang jeg skulle se ham.

Jeg havde ret. 5 minutter efter kom han tilbage og spurgte efter mit nummer. Han fik det, tog hjem og der gik ca. en halv time før jeg modtog en SMS fra ham. Yes, det var inden Facebook og alle de andre sociale medier.

Siden den dag har, og i snart 10 år, har vi været i dialog hver eneste dag. Det var rart at møde en mand, der for en gangs skyld ikke spillede et spil. Han var hvad hans sagde og så lige til, at det næsten var for godt til at være sandt. Der gik en lille uge før vi mødtes alene og derefter så vi hinanden HELE tiden. Han boede nærmest i min lejlighed på Stjernepladsen fra dag 1 og jeg ELSKEDE det. Jeg havde aldrig set noget så pænt som ham og jeg var glad for endelig at date en fyr, som faktisk lignede en mand og som kunne alle de seje mandeting. Han var stærk, handy, klog, hjælpsom, sjov, kæk, sød, og vigtigst af alt slappede jeg af i hans selskab.

Der gik ca. 2-3 måneder, hvor vi så hinanden uden at være kærester. Det skal lige siges, at vi var 20 og 21 år, og derfor var det nogle andre ting, der gjorde sig gældende end hvis vi havde mødt hinanden på et senere tidspunkt. Der var irriterende ekskærester, der blandede sig, masser af byture, hvor éns tillid blev sat på prøve, venner, der foretrak man forblev single og andre ting, der gjorde det hele lidt svært.

Vi blev kærester en sommernat i maj 2007 og jeg følte jeg endelig kunne slappe lidt af. Nu var han jo min og der var ikke noget, der kunne ødelægge os. Desværre havde jeg brændt fingrene et utal af gange inden og oplevet utroskab flere gange. Det gjorde desværre, at jeg havde tendens til at blive jaloux, når andre piger nærmede sig. For det gjorde de flere gange. Manden var og er jo et catch. Han gjorde dog intet forkert, men jeg kunne slet ikke styre mine følelser. Det var som om, der var noget i min krop, der nærmest vil ødelægge det, bare så jeg kunne slå fast, at mænd var og altid vil være nogle idioter. Et utrolig destruktivt handlingsmønster, men det prægede vores forhold de første par år. Hvis ikke han havde holdt så meget af mig, tror jeg ikke vi havde overlevet.

Vi flyttede allerede sammen efter blot 6 måneder, hvilket var tidligt dengang. Men omstændighederne ville at vi skulle prøve det og det gik så fint. Han var heldigvis utrolig nem at bo sammen med. Han har altid deltaget i rengøring, madlavning, praktiske ting, samlet møbler, malet, hængt ting op, ordnet tekniske ting og jeg kunne blive ved. Når jeg snakker med andre kvinder, fornemmer jeg flere gange, at lige på det punkt har jeg været ualmindelig heldig.

Det gik over alle forventninger med at bo sammen, men vi havde vores skænderier. Mest af alt fordi vi begge var stædige. Det er heldigvis blevet bedre efterhånden som vi er blevet ældre. Vi håndterer det mere voksent nu og skændes meget mindre. Man når bare til et punkt, hvor ubetydelige ting fylder mindre og hvor man værdsætter hinanden mere.

I september 2008 oplevede vi vores første store krise. Rasmus’ far døde pludseligt og jeg glemmer aldrig den afteb han kom hjem, hvor han netop havde fået det at vide. Han var naturligvis sønderknust og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre udover at være hos ham. Vi var så unge og jeg havde jo ikke selv oplevet sådan en sorg, så jeg famlede lidt i blinde i forhold til hvordan man skulle agere, når nogen er i sorg. Han blev mere indelukket, naturligvis, og jeg blev frustreret, for jeg ville gerne hjælpe ham. Han var dog slet ikke dér og vi var så tæt på at flytte fra hinanden flere gange. Der var flere overgange, hvor han flyttede væk for en periode og jeg var SÅ ked af det. Heldigvis fandt vi ud af det hver gang, da vi ikke kunne undvære hinanden. Vi erfarede dog hurtigt, at vi ikke skulle tage i byen sammen, for når alkohol blev indblandet, var vi slet ikke gode for hinanden. Den dag i dag drikker vi os MEGET sjældent fulde og nærmest aldrig sammen.

Årene gik og vi fandt hinanden igen efter sorgen. Vi flyttede ud af lejligheden på Stjernepladsen og ind i noget nybyg. Jeg læste en kandidat i Virksomhedskommunikation og Rasmus var håndværker. Vi begyndte at kunne se en ende på de mange år som studerende og begyndte at snakke om at stifte familie i fremtiden. Få måneder forinden vi skulle flytte, blev jeg dog gravid. Rimelig uventet. Det var i juni 2011 og selvom vi slet ikke havde planlagt det, tog vi imod det med åbne arme.

Jeg var rimelig grøn i det der graviditet og troede, at når man havde en positiv graviditetstest, betød det at der vil ankomme et barn 9 måneder senere. I uge 9 begyndte jeg dog at styrtbløde og jeg ringede straks til lægen, som videresendte os til Skejby. Desværre var fosteret gået til og selvom det var tidligt i graviditeten, og jeg senere fandt ud af, at ca. hver 4 aborterer inden for det første trimester, kom det fuldstændig bag på os. Jeg glemmer aldrig den følelse man sad med efterfølgende. Man var enormt sur på verdenen, for hvorfor os? Jeg skulle først tage nogle piller, der dog ikke fjernede fosteret helt, hvorefter jeg skulle jeg have en kirurgisk abort. Efter den oplevelse havde vi slet ikke lyst til at prøve igen. Det skulle virkelig på afstand og jeg havde behov for at tænke på noget helt andet, hvilket blev til et halvt år med mange byture. Mine veninder var alligevel ikke kommet til børnestadiet endnu, så der var mange gode nætter med dem.

I starten af 2012 prøvede vi igen og i marts 2012 skete det. Denne gang turde vi dog ikke håbe på noget, så vi købte os til et hav af privatscanninger. Både i uge 6 og uge i 9 – og først efter nakkefoldsscanningen i uge 12, troede vi på det. Da vi fik kønnet at vide i uge 14, var det en realitet og jeg annoncerede det på bloggen HER. 9 måneder fulgte og i november 2012 kom vores Sylvester til verden. I mellemtiden var vi flyttet fra den nye lejlighed og til Risskov, hvor vi lejede os ind i et gammelt byhus. Vi fik mere plads, men huset var så gammelt og noget værre skrammel. Vi blev aldrig helt glade for at bo der, men det var Sylvesters første hjem og her jeg gik på barsel i næsten et år. At se min kæreste blive far til vores søn ændrede ALT. Den nye form for kærlighed kan slet ikke beskrives, men der opstår nogle helt nye følelser og man er knyttet til hinanden resten af livet.

I november 2013, da Sylvester var 1 år gammel, fik jeg mit første fuldtidsjob. Jeg var blevet færdiguddannet kandidat 4 dage før min termin, hvorefter jeg gik direkte på barsel. Nu skulle jeg pludselig mestre et fuldtidsjob med en søn på 1 år. Det var SÅ hårdt og jeg fandt slet ikke min plads. Det var ren stress og jeg følte slet ikke jeg så Sylvester længere. Jeg overlevede knap 3 måneder, hvorefter jeg sagde op med øjeblikkelig varsel. Samme dag foreslog jeg Rasmus vi flyttede til København og ændrede hele vores hverdag. Jeg skulle bare væk. Det tog lige et døgn at overtale ham, men han var klar og vi opsagde alt i Aarhus og planlagde vores nye fremtid.

I maj 2014 flyttede vi til Islands Brygge. Vi havde dog hverken job eller bolig, så vi startede ud hos mine forældre, der allerede boede i København. Det var 2 måneder med intensiv boligsøgning og til sidst fandt vi vores nuværende lejlighed. Vi fik også en vuggestueplads til Sylvester på Amager, og nu manglede arbejdet bare. Jeg gik på dagpenge og brugte al min tid på at finde et nyt job. København havde jo betydelig flere muligheder end Aarhus. Rasmus havde bestemt sig for at forfølge sin drøm om at blive ambulanceredder. Han tog erhvervskørekort, kurser, fik job hos Falck i lufthavnen og gjorde alt hvad han kunne for at komme tættere på drømmen. I september 2014 fik jeg et arbejde hos min daværende arbejdsplads, buzzanova, som Community Manager for netværkets bloggere. Det var ikke 37 timer og jeg var lykkelig. Sylvester havde det skønt og nød godt af at hans forældre var langt gladere nu. Han har boet i København siden han var halvandet år, så det er det han kender som sit hjem, og det er her han gik fra at være baby til at blive en stor dreng. Derfor kunne vi heller aldrig forestille os at flytte hjem igen. København, og i den grad Islands Brygge, vil altid være vores hjem og base.

Parforholdet gik godt, udover de små kriser man oplever efter at have fået et barn. Manglen på søvn, børnesygdomme, tigerspring og barnets udvikling. Det var hårdt, men vi klarede det og var og er enige i hvordan vi vil opdrage ham. Med et nyt liv i København (og en forlovelse i februar 2014), var mulighederne pludselig mange. Rasmus var fast besluttet på at blive redder, en uddannelse han kom ind på i marts 2016, og jeg nød at arbejde med et interessant område. Min blog var med hele vejen og allerede dengang grunden til så meget godt i vores liv.

Efter et roligt 2015 valgte vi at 2016 skulle være året, hvor brylluppet skulle stå. Vi blev gift i august 2016 og fik efter 9 år sagt ja til hinanden. I dag er vi lykkeligere end nogensinde. Sylvester trives og har udviklet sig til at blive det kærligste lille væsen. Rasmus er igang med sin drømmeuddannelse og jeg er gået selvstændig. Vi har virkelig lært meget af hinanden, og hvis ikke vi havde haft en fælles tro på at vi kan hvad vi vil, havde vi aldrig gjort de ting vi drømte om. Jeg er så stolt af min mand og hvordan han gang på gang kæmper sig til det han vil. Han er så hjælpsom, ydmyg og kærlig, og jeg ved han bliver den bedste redder. Han brænder for at gøre en forskel og det mærker jeg selv hver eneste dag. Han er den bedste far og har altid været der lige så meget som jeg. Han tager næsten altid natteturene, hvis Sylvester vågner og så står han altid klar med varme kram og kys, når jeg kommer hjem efter en lang dag.

Jeg er taknemmelig for de 9 år vi har haft sammen. At vi har udviklet os sammen – fra start 20’erne til nu 30’erne. Vi har været igennem så meget, rejst verden rundt, grædt sammen, grint sammen, oplevet de største sorger (sygdom og at miste mennesker) og de største glæder (da Sylvester kom til verdenen). Jeg forudser det næste årti bliver meget mere roligt og at vi får flere fantastiske oplevelser sammen med Sylvester. Vi er SÅ god en trekløver, og det er mine to mænd, der gør livet værd at leve. De er grunden til jeg er den jeg er, og de giver mig begge lyst til at blive et bedre menneske. Når jeg er flyvsk, stresset og fjern, får de mig ned på jorden igen og minder mig altid om, hvad der er vigtigt her i livet. Kan man ønske sig mere?

Jeg fik aldrig holdt en tale til min mand til vores bryllup, hvorfor jeg glæder mig til han læser det her blogindlæg. Tak fordi du er den du er skat ♥

P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side,  som jeg opdaterer hver dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.