Kategorier
Veganske træstammer (JA! De smager som de ægte)
Hej fra sygesengen, hvor jeg dog ikke er mere syg end jeg kan dele den famøse træstamme opskrift med jer. Nærmere bestemt veganske træstammer, som smager som the real deal.
Det er sjovt det med mad. Jeg synes ikke altid det er det mest spændende foretagende i verden, altså at lave mad, men når det kommer til desserter synes jeg det er fantastisk sjovt!
Opskrift på veganske træstammer, som du er nødt til at smage NU
Tænk sig, at man kan lave kage, brød og snacks hjemme fra sit eget køkken. Til en brøkdel af prisen, og som endda ofte smager bedre end det man køber hos bageren.
Desværre er jeg ikke sådan én, der lige kreerer en opskrift i mit hoved. Jeg søger nettet tynd efter opskrifter, der får mit mundvand til at dryppe, og da jeg faldt over veganske træstammer ovre hos Maria fra Vanløse Blues, var jeg solgt. Ikke mindst fordi de er nemme at gå til.
Nu har jeg efterhånden vist dem et hav af gange på Instagram, og ud fra jeres spørgsmål tænkte jeg det var tid til at dele opskriften på veganske træstammer med jer. Det er rart med et alternativ til Lagkagehusets, som ellers er min favorit.
Især når man gerne vil undgå mælkeprodukter og måske endda eksperimentere med en sundere version? Det er virkelig godt. Det lover jeg!
Træstammerne er også glutenfri, hvis det er relevant for nogen. Det er det ikke for os, men meget rart at vide, hvis man er på udkig efter den slags.
Veganske træstammer
Ingredienser
- 200 g rosiner
- 1 dåse kidneybønner (drænet)
- 2,5 dl havregryn
- 3 tsk. romessens
- 1 tsk. vaniljesukker
- 4 spsk. kakao
- 2 spsk. hindbærmarmelade
- ½ tsk. salt
Til udformning af træstammer (skal ikke blendes)
- 200 g marcipan
- 50 g smeltet mørk chokolade
Tilberedelse
- Kom rosinerne i en skål, hæld kogende vand på og lad dem trække heri i 30 min.Hæld vandet fra rosinerne og kasser vandet. Kom de udblødte rosiner i en foodprocessor sammen med alle de øvrige ingredienser og blend det til en ensformig konsistens. Er konsistensen meget blød, tilsættes der lidt ekstra havregryn.Sæt kagemassen på køl i min. 30 min, så træstammerne er lettere at udforme senere.Form kagemassen til en aflang pølse, og sæt dem på køl igen i 15 -30 minutter.Rul marcipanen til et langt rektangel. Placer den formede kagemasse i den ene aflange ende af marcipanen og rul den rundt om massen.Skær herefter træstammer i ca. 7 cm lange stykker.Smelt den mørke chokolade over et vandbad og dyp hver træstamme i hver side.Stil træstammerne på køl og lad chokoladen stivne helt inden de serveres.
Sæt gerne et par timer af, da masen også skal på køl undervejs.
Bare så du får de helt perfekte og velsmagende træstammer, som man (okay, jeg..) drømmer om dagligt.
Jeg er i forrygende humør i dag. Nola har nemlig fået plads i en vuggestue, og hvor jeg førhen var lidt tilbageholdende, er jeg virkelig begejstret efter vi var på besøg i dag. Der er stadigvæk lidt tid til hun starter, men det tegner ualmindeligt godt.
Må jeres fredag være fyldt med vin, god mad, mennesker I holder af og måske endda nogle veganske træstammer?! Man kunne da håbe!