Kategorier
Influencerbranchen, reklame, troværdighed (og en blokering)
Det her er måske en lidt lang overskrift til at beskrive noget, der efter min mening er ganske simpelt. Eller det er det måske ikke siden vi står her? Og med vi mener jeg bloggere, influencere, virksomheder, agenturer og følgere.
De fleste har nok bemærket, at der har været nogle problemer med markedsføringen i influencerbranchen på det seneste. Flere virksomheder har snydt sig til reklame hos udvalgte bloggere og Instagrammere, og det har sidenhen vist sig, at de her produkter ikke var hvad de udgav sig for. Heriblandt både Serum Nordic, Copenhagen Hair Brush og senest Smilebright, som nok er den scam, der har fået størst opmærksomhed i medierne.
Smilebright, Serum Nordic og de andre scamvirksomheder
Det her indlæg handler ikke om ALLE de mennesker, der har reklameret for de omtalte virksomheder. Jeg kender mange dygtige kolleger, der endte netop der. Fejl kan ske hos os alle. Vi er blot mennesker. Især, når virksomheden bag har løjet og ikke opgivet ingredienserne. Om det så er en smart idé, at reklamere for tandblegning til hjemmebrug i første omgang, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har også selv reklameret for ting gennem tiden, som jeg måske vil vælge med mere omhu i dag.
En fejl kan ske, og her er det vigtigt vi bliver klogere og mere skarpe fremadrettet. Både bloggerne og influencere selv, men også de bureauer, der sidder bag skærmen og sælger kampagnerne ind. Især hvis vi vil overleve i en branche, som lige nu er udskældt, hvilket er super ærgerligt. Branchen er kommet for at blive, og jeg ved hvor mange dygtige mennesker, der er derude, men lige nu drukner det i de omtalte sager.
Ansvar for de reklamer, som man vælger at tage ind – i medgang og modgang
Flere har taget ansvar for at have reklameret for produkterne. Heriblandt mange af mine dygtige kollager. Både serums og tandblegning. Og det er det helt rigtige at gøre. Uanset om man selv er blevet snydt. Det der gør mig helt vildt frustreret, er når influencere fralægger sig alt ansvar og smider den over på virksomheden, som rigtigt nok har løjet. Det forstår jeg godt man synes er uretfærdigt. Det er det i den grad. Men det ændrer ikke på, at de har reklameret for produktet.
Det var måske i god tro, men man skal da godt nok stadigvæk tage ansvar. Læg dig fladt ned, beklag, undskyld og giv eventuelt en kompensation til de følgere, der endte med at købe produktet efter DIN anbefaling. Og ja, dem der køber produktet skal også tænke sig om, men i sidste ende falder det tilbage på dem, der lavede reklamen. Ikke virksomheden bag eller køberen.
Er der en kommunikationsrådgiver til stede?
Det gør ondt i mit kommunikationshjerte, at flere håndterer den her sag så dårligt. Og det kan godt være det ikke er mig, der er udsat for kritik, men det vedkommer også mig, når det rammer vores branche. Derfor synes jeg i den grad det er på sin plads med et opråb, såvel som flere af mine andre kolleger har skrevet relevante indlæg og lavet opdateringer på Instagram. Altsammen noget jeg har støttet op om.
Jeg er ikke ude i at pege fingre, vi bliver alle klogere hele tiden, men når man giver sin mening til kende ved at like en af mest velformulerede kommentarer i den omtalte sag, og i stedet bliver blokeret og omtalt som “hyggehader”, så står jeg af. Mest af alt fordi jeg ikke forstår man ønsker at trække sagen ud.
Det kunne løses på en meget bedre, mere simpel og professionel måde. Jeg kan desværre ikke linke til kommentaren, da den også røg i svinget, men det var Morten Svane, der skrev de kloge ord. Update: Han har sendt den til mig og givet mig lov til at dele den her i indlægget.
Blokeringer, omtale i større medier og at trække sagen ud
Men hvad synes jeg oprigtigt set man burde gøre? Først og fremmest skal man undersøge alt og finde ud af hvad der er sket. Nu har både Kontant og andre medier været inde over Smilebright sagen, så her er der ingen tvivl. Der er tale om et helt andet produkt end det der er reklameret for. Det vil også gøre mig enormt ked af det, hvis jeg havde reklameret for det, og jeg forstår godt man først og fremmest føler sig snydt.
Derefter skal man handle. Man skal på ingen måder begynde at slette billeder, kommentarer eller lade som ingenting. Det er lige så slemt som dem, der fralægger sig ansvaret. Derefter går man igang med en omgang krisekommunikation. Jeg vil personligt involvere alle de medier, jeg var på. Både Instagram, Facebook og bloggen, hvis man har sådan en. Forklar sagen kort, men brug ikke for meget tid på at retfærdiggøre handlingerne. Folk vil gerne se at man angrer og beklager. Og her skal det komme fra et oprigtigt sted, hvilket jeg tænker de fleste vil gøre, hvis de stod i den situation.
Svar på alle spørgsmål, lær af din fejl og kom videre. Folk skal nok tilgive og fortsat være trofaste følgere, såfremt du tager dem med bag kulissen og tager problemet seriøst. Det kan ikke ties ihjel. Det gør bare shitstormen værre.
Krisekommunikation, medietræning og det personlige brand vs. virksomheden bag
Jeg tror, at der den går galt, er når virksomheden flyder sammen med personen bag, og det gør den jo tit, når man lever af at lave personlige reklamer med udgangspunkt i sig selv. Jeg tror blot på, at det er enormt vigtigt at adskille de to ting. Man skal altid agere professionelt. Også selvom man ikke har lyst, er frustreret eller føler sig uretfærdigt behandlet.
Det kan godt være man vil håndtere det anderledes, hvis det var derhjemme bag hjemmets fire vægge, men det er det bare ikke her. Tværtimod er det med tusindvis af mennesker som tilskuere. Mennesker, der har fulgt en person, fordi de syntes de var topseje. Personer de har stolet på og haft tillid til. Deres “onlineveninder”.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Hvis man er en personlig profil, der laver reklamer, må man også tage det ansvar, der hører med, når man har “skuffet” sine følgere. Det er en del af gamet. Uretfærdigt eller ej.
Hvad er forskellen på personlige enkeltmandsvirksomheder og de større af slagsen?
Det er svært for mig, at skrive det her, uden at blive lidt sur. Først og fremmest kan jeg godt se, hvorfor en blokering kan pisse følgerne af. Nu har jeg selv prøvet det, og selvom det ikke handler om blokeringen i sig selv, er det mere det, at man ikke føler sig hørt. Tænk sig, hvis store virksomheder håndterede alle kritiske henvendelser ved at slette dem. Og måske endda udleverede de personer, der gav deres mening til kende? Kunne I forestille jer, hvad det vil betyde for virksomhedens eksistensgrundlag?
Det kan man ikke. Eller det kan man godt, men jeg tror personligt det er en meget kortsigtet løsning, som i sidste ende vil skade mere end det gavner. I hvert fald hvis man har i sinde at skabe en indkomst på baggrund af sine online aktiviteter.
Disclaimer: Jeg synes det er så fint, at man blokerer, sletter og fjerner mennesker, der skriver ondskabsfulde kommentarer eller ikke har noget konstruktivt at sige. Det kan ske for os alle, og de trolls er ikke værd at bruge tid på, men man kan faktisk lære utroligt meget af de mennesker, der er på sociale medier.
Af samme grund holder jeg også øje med Jodel, som ellers er en udskældt app. Det er rigtigt nok, at der til tider bliver skrevet grimme ting derinde, men som regel er der også konstruktiv kritik, som man kan tage med videre. I mit tilfælde er jeg blevet kaldt kedelig og en blogger, der er gået i tomgang, og selvom jeg ikke skal ændre på mig selv for andres skyld, så giver det mig andre øjne på mit personlige brand. Jeg har trods alt snart været igang i otte år.
Måske er det tid til at ryste posen lidt og blogge om nye emner? Det er op til mig, at sortere i det og tage det med jeg kan bruge. Der er intet, der er givet i den her branche, og man er nødt til at være lydhør, følge udviklingen og være professionel samtidig med man er sig selv, som er den grund til folk fulgte med i første omgang. Det er faktisk ret simpelt, hvis du spørger mig.
