Læserhistorie: ”Lover du, at man ikke kan dø af det, far?” #kræfterikkeforbørn

Reklame / 100 % frivilligt arbejde

Dagens indlæg er skrevet af Cecilies mand, der blev ramt af leukæmi for nogle måneder tilbage. Han er far til to store børn, der forstår alvoren, når mor eller far bliver syge. Hvordan håndterer man det som barn?

Vil du støtte #kræfterikkeforbørn via SMS? Send Støtte barn (husk mellemrum) til 1277. Det koster 150 kr. per SMS.

Byd velkommen til Cecilies mand og familien

Hvad jeg troede ville være en ganske almindelig fredag med hjemlig hygge og fredagsslik endte med at blive starten på en tid med mange bekymringer i vores lille familie. Det var fredag den 3. januar 2020 og blev dagen hvor kræft flyttede ind hos os.

Jeg var i gang med at holde min 44-årige krop i gang med min udendørs fitness, som jo altid kan passes ind i en travl hverdag. Træning har altid betydet meget for mig, men i løbet af de sidste måneder havde jeg døjet med at holde tempoet på løbeturene og måtte indimellem stoppe op og gå. Jeg havde også fået en hoste som var svær at slippe af med.

Jeg kan huske hvor frustrerende det var. Måske er det bare sådan at blive ældre, jeg er jo ikke 25 år længere. Måske må jeg bare acceptere at det er den vej det går. I december gik jeg dog til lægen, for det virkede som om der var noget galt. – Måske havde jeg astma, eller kunne det skyldes skjult skimmelsvamp i vores drømmehus som vi endelig havde fået mulighed for at købe og flytte ind i et halvt år tidligere.

Den fredag i januar havde jeg fået taget blodprøver hos min egen læge om formiddagen, at da min kone Cecilie kaldte på mig om eftermiddagen midt i min udendørs træning lød hun ret bekymret: ”Skat, de har ringet fra vagtlægen og lagt en besked om at de gerne vil i kontakt med dig… Skynd dig og kom ind…. De ringer ikke på en fredag aften med mindre der er noget galt”

En halv time senere sad vi i bilen på vej mod Afdeling for Blodsygdomme på Skejby Sygehus. Som de havde sagt i telefonen ville de se mig med det samme for mine tal var helt skæve. Hvad kunne de mon betyde?

Begge mine sønner på 10 og 12 år var med for det skulle gå så stærkt med at komme afsted. Isak den ældste var allerede begyndt at stille bekymrede spørgsmål i bilen, men vi havde svært ved at finde de rette ord, da vi ikke anede hvad der ventede. Cecilie og jeg skævede til hinanden da vi så folderne om kræftsygdomme ved receptionen. 

Mormor blev ringet ind til børnene, da vi kunne regne ud, at det ikke var en god besked vi ville få. ”Du har en ondartet blodsygdom” var beskeden fra lægen der nøgternt og sagligt fortalte så meget som det var muligt at sige den første dag. Jeg havde fået leukæmi. Vi fik at vide, at det kunne være akut leukæmi eller kronisk leukæmi som der er gode behandlingsmuligheder for. Jeg vidste ikke om jeg var købt eller solgt, men blev indlagt og skulle undersøges yderligere.

Det værste var at sende mine sønner afsted den første aften. ”Lover du at man ikke kan dø af det far?” spurgte Isak. Da jeg endnu ikke vidste hvilken af udgaverne jeg havde svarede jeg at jeg helt sikkert nok skulle blive rask igen. Jeg håbede for alt i verden at jeg ikke ville komme til at skuffe ham.

Det viste sig, at jeg havde kronisk myeloid leukæmi, hvor forskningen de sidste 20 år har ført til at de fleste klarer den og kan leve med sygdommen som kan holdes nede med medicin. Jeg fik den besked dagen efter, mens jeg havde besøg at min lillebror, og jeg græd af glæde. Jeg kunne pakke mine ting sammen og komme hjem. Der hvor jeg allerhelst ville være.

De første tre måneder med medicinsk behandling gik med at være optimistisk. Vi var alle sikre på at medicinen var min redning. Desuden var der jo som lægen sagde hele 4-5 typer medicin at vælge imellem hvis man ikke ramte plet første gang. Jeg synes det lød lidt som russisk roulette.

Det andet store chok kom, da jeg efter tre måneder fik svar på knoglemarvsprøven. Der var stadig kræft i alle undersøgte celler. Jeg responderede ikke på medicinen. ”Det tyder på at være lidt mere kompliceret, men vi har stadig et skud i bøssen sagde lægen” Jeg begyndte straks at fryse mens jeg lyttede videre. Havde han ikke sagt at der var 4-5 typer medicin?

Planen var at jeg skulle prøve én type medicin mere, og hvis det ikke virkede, ville det være nødvendigt at kigge i retning at en risikabel knoglemarvstransplantation hvor meget kan gå galt. ”Oddsene er med dig fordi du ikke er så gammel og ikke har andre sygdomme, men det er en alvorlig sag, og det er ikke alle der klarer den”. Oddsene er med dig… odds… Hvad fortæller jeg mine børn?

Bekymringerne derhjemme voksede og Isak kunne mærke det. ”I skal sige tingene som det er krævede han”. Jeg kan huske at vores overvejelser gik på at begge drenge skulle have muligheden for ligesom at bearbejde tingende hen ad vejen, så vi ikke risikerede at trække tæppet væk under dem lige pludselig hvis det værste skulle ske.

Dog havde jeg et brændende ønske om at vi skulle have nogle gode måneder sammen og nyde tiden. Det var midt i corona-nedlukningen så jeg havde begge drenge hjemme og forsøgte at passe mit arbejde som deltidssygemeldt ved at holde Skypemøder og telefonkonferencer. Samtidig skulle jeg støtte mine børn i hjemmeskoling. Isak virkede mere og mere frustreret og det samme gjorde jeg. Jeg følte ikke jeg havde muligheden for at skabe den bedste tid for os. Hvordan vil børnene huske denne tid?

Isak og jeg besøgte Kræftens Bekæmpelse hvor vi fik en snak om hvordan vi bedst håndterer den her tid. Jeg blev bekræftet i at det var det helt rigtige at sygemelde mig fuldtids, og vi blev bekræftet i at det er godt at kunne dele sine bekymringer og være ked af det, men at vi skal kunne lukke det rum igen, så vi også bare kan leve det liv vi så gerne vil. 

Isak formåede på fantastisk vis at skille mig ad fra sygdommen, da han hos Kræftens Bekæmpelse blev spurgt om han blev ked af det når han tænker på sin far: ”Nej jeg bliver ikke ked af det når jeg tænker på min far; – jeg bliver ked af det når jeg tænker på sygdommen. Den søde kvinde ved Kræftens Bekæmpelse gjorde både Isak og jeg bevidst om, hvor meget Isak allerede som 12-årig ved om hvad der kan være svært i livet, men også om hvad der er vigtigt i livet.

Her to måneder senere tyder det på at min nye medicin virker. Vi begynder at have fast grund under fødderne igen. Vi bekymrer os indimellem lidt, men er mest optimistiske. 

Vil du støtte via SMS? Send Støtte barn (husk mellemrum) til 1277. Det koster 150 kr. per SMS.

Vil du hellere støtte via MobilePay eller betalingskort (og bestemme beløbet selv)? Så KLIK HER og kom direkte til donationen. Alt tæller. Om det er 10 kr., 100 kr. eller 500 kr. Målet er 25.000 kr. og vi er næsten halvvejs, men jeg har brug for din hjælp. Tak for din støtte ❤️