Farvel dårlig nattesøvn (jeg er hoppet på magnesium spray bølgen)

Tips til bedre nattesøvn

Natteangst, night terror som voksen og voldsomme mareridt

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er i mål endnu. Altså når det kommer til den gode søvn, MEN jeg er på rette vej og bliver hele tiden klogere. Senest har jeg købt en Magnesium Spray (find den her), som flere af jer anbefalede mig på Instagram for nogle måneder tilbage.

Det kom sig af, jeg nævnte min dårlige nattesøvn, hvorefter jeg fik en god snak med en følger om hvad man kan gøre selv. Hvis du har læst med rigtigt længe, kan du måske huske det her blogindlæg? Jeg lider nemlig af det, der hedder night terrors. Eller natteangst på dansk. Det kan man nemlig godt, selvom man er voksen.

Det er virkelig ikke sjovt, men jeg har med årene lært at acceptere min kroniske træthed. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gør noget. Jeg gør måske bare ikke så meget som man kunne gøre..

Magnesium Spray Nordic Health

Gennem årene har jeg lært, at jeg sover bedst, når:

  • Jeg laver yoga eller kobler af lige inden jeg skal sove. Det kan være ved at læse en bog, i et magasin eller andet analogt. Kigger jeg på en skærm lige inden sengetid, bliver min søvn som regel dårlig. Alligevel sker det flere gange ugentligt. Hvornår lærer jeg det?
  • Jeg ikke har spist eller drukket kaffe eller te i flere timer. Generelt sover jeg bedst, hvis aftensmaden er mit sidste måltid, og jeg derefter holder mig til vand. Det er som om det giver mit system en tiltrængt pause, hvor natten ikke skal bruges på at fordøje ting eller tissepauser.
  • Jeg får sagt det jeg skal sige. Det hænder, der er noget der fylder herhjemme, og hvis jeg ikke får det afklaret inden jeg lægger mig til at sove, er min søvn forfærdelig. Derfor HADER jeg også at gå i seng vred. Problemet skal løses i øjeblikket. Tikker der en dum mail ind kl. 22.45, så svarer jeg den straks, så jeg ikke skal ligge søvnløs hele natten.
  • Vores soveværelse er køligt. Nogle gange føler jeg, at jeg allerede har ramt overgangsalderen. Jeg får det nemlig hurtigt varmt. Jeg skal helst fryse, så jeg kan vikle mig helt ind i dynen. Jeg tør nemlig ikke sove uden dyne og begraver også stadig mit ansigt under selvsamme hver nat. Det kommer sig af, jeg har de her mareridt ret ofte, hvor jeg ser uhyggelige skikkelser eller dyr i min seng, og det hjælper lidt på trygheden at forsvinde væk i mørket.
  • Jeg sover med ørepropper. Det har jeg gjort i flere år, og jeg kan sagtens høre børnene, selvom jeg har dem i. De tager bare alt den støj, som gulvet der knirker eller følelsen af der render nogle rundt i vores lejlighed. Hvis først jeg hører en lyd, forestiller jeg mig store uhyggelige skikkelser eller øksemordere.
  • Jeg går i seng og står op samme tid hver dag. En god døgnrytme er altafgørende for min søvn.
  • Mit madindtag er sundt og jeg får min motion. Udmattelse efter træning giver den bedste og mest rolige søvn, oplever jeg.
  • Jeg husker min tilskud. Jeg har i flere år taget magnesium i kapselform, men uden den store effekt. Nu er jeg så begyndt på at tage det i form af en magnesium spray og wauw! Det virker virkelig godt.
Tips til bedre nattesøvn

Jeg har ikke et videnskabeligt svar på hvorfor det virker hos mig, men eftersigende optages det bedre i kroppen ved at spraye det på frem for at sluge nogle piller inden sengetid. Det står der på flasken, og det er det jeg kan læse mig frem til via de mange tusinde anmeldelser.

Hvorfor magnesium spray og hvilen virkning har det hos mig?

Vi har alle brug for magnesium i vores dagligdag, og det kan man få gennem sin kost. Heriblandt nødder, frø og kerner. Nogle af os har mangel på det, og det ved jeg ærligt tal ikke om jeg har. Måske?

Jeg købte kun olien i håb om det vil forbedre min søvn, og bagefter kunne jeg se magnesium spray også har indvirkning på smerter i muskler og led (det har en positiv virkning på ømheden efter træning), fordøjelsesproblemer, træthed (det er mig), hovedpine og andre ting man kan “gå” med.

Jeg sprayer mig selv ca. 10 gange en halv time inden jeg skal sove. Den er oliebaseret, så det skal fordeles godt med hænderne. Det kan desuden prikke og svie lidt, når det kommer på, hvilket der på pakken står betyder, at man er i mangel. Om det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men det går over efter nogle minutter. Ca. en halv time efter går jeg i seng.

Magnesium Spray Nordic Health

Resultatet her en uge efter

Allerede efter første gang kunne jeg mærke en forskel. Jeg sover simpelthen tungere. Eller det føles sådan. Når jeg vågner igen, kan jeg ikke huske om jeg har været vågen eller været på toilet (som jeg ellers plejer at være 1-2 gange). Det er som om jeg har sovet i ét stræk, hvilket jeg måske også har.

For dig der altid sover igennem, lyder det måske ubetydeligt, men for mig, der aldrig sover igennem, hvilket ikke engang skyldes min børn, er det stort. Jeg har stadigvæk ikke lyst til at stå op, når mit ur ringer (b-menneske af natur), men jeg føler min nat har været god.

Har jeg så sovet igennem alle nætter siden jeg startede?

Nej, ikke de nætter jeg har drukket te lige inden sengetid. Så skal jeg op én gang i hvert fald, hvilket vidner om jeg slet ikke skal drikke te efter 18.

Jeg er så glad for min spray, at jeg har købt en i juniorudgave til Sylvester. Han sover tungt og godt om natten, men har til gengæld svært ved at falde i søvn, og jeg håber den kan hjælpe ham med mere ro til at falde hurtigt i søvn.

Måske mit indlæg kan være en lille hjælp til dig, der ligger søvnløs eller, ligesom mig, vågner flere gange, lider af night terrors eller har urolige ben? Det er altid rart at vide, at man ikke er alene med sine udfordringer. Hold nu op, man fungerer bedre, når nattesøvnen har været god. Jeg havde helt glemt hvordan det føles.

Sover du igennem? Lider du af nogle former for søvnproblemer? Night terror som voksen? Og hvordan har du løst det? Medicin? Meditation? Yoga? Tilskud?

Del indlægget
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

7 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments