Annonce
Betydningsfuldt. Sårbart. Ærligt. Tre ord, der beskriver det interview jeg deler med jer i dag. For nogle uger siden satte jeg mig nemlig ned med min mor, og hvad jeg troede skulle blive en hyggesnak om de sidste mange år, endte med at blive en øjenåbner. Både i forhold til hvordan tiderne for mødre har ændret sig (og så alligevel ikke), men også min egen forståelse for min mor og de valg hun har taget undervejs, og som jeg ikke altid forstod i øjeblikket.
Anledningen, og det der i første omgang fik mig til at interviewe min egen mor, er et samarbejde med Allomin 2 fra Semper. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har ammet mine børn ret længe. Det kan I alt sammen læse om her. Derfor har jeg været helt enormt glad for der er de muligheder, der er i dag, og netop Allomin 2 (den gule) har vi brugt som tilskudsblanding siden Nola var 6 måneder gammel. Hun får stadigvæk en flaske hver aften inden hun skal sove. Gør jeres små børn også det?
Allomin 2 fejrer 45-års fødselsdag her i efteråret. Hurra! Det er altså mange år, hvor det har været en fast del af mange børns opvækst. Det er desuden en hjertesag for mig, at få kvinder til at slappe af i deres morrolle. Hvad end, der fungerer for DIG og din familie, er det rigtige. Ligegyldigt hvad andre siger eller tænker. Så længe I er glade og har ro i maven, er alt godt.
Og nu til min samtale med min mor, som fandt sted en varm tirsdag eftermiddag for nogle uger siden.
Tak fordi du vil medvirke i mit interview, mor. Det er faktisk første gang jeg skal interviewe dig.. Eller snakke på den her mere formelle måde.
Velbekomme. Det var så lidt. Det er en fornøjelse.
Nu har du jo været mor siden 1986. Hvordan var det at være gravid i 80’erne kontra nu, hvis du skulle sætte ord på det?
Jeg var meget ung. Informationen var ikke så let tilgængelig dengang, kan man sige. Så man var måske ikke så bange som nu om dage, hvor alle er så bange. Det er som om man frygter mere i dag. I hvert fald på nogle områder. Nogle gange er det jo godt, at man er mere oplyst, da man fanger nogle ting man ikke vil have vidst. Men for førstegangsmødre kan det virke meget skræmmende. Bl.a. alt fødselsforberedelse.
Jeg blev scannet, da jeg boede i Irland, så det var lidt anderledes. Det var ikke obligatorisk, men noget man selv skulle betale for. Det handlede ikke om sygdomme eller syndromer, men mere køn og at få billedet. Det eneste billede man fik i de 9 måneder. Man frygtede ikke sygdomme eller misdannelser på forhånd. Man tog det bare lidt mere afslappet. Man var ikke klar over alle de ting, der kunne gå galt.
Og hvad med selve fødslen? Nu fødte du i Irland. Hvordan var det?
Den var lang. Men det var også min første graviditet og fødsel. Jeg fødte dig i Dublin, Irland, og der fødte man siden af andre. Vi fødte 3-4 på samme stue med kun et gardin imellem. Jeg var på det kommunale hospital, og Irland var på det tidspunkt et fattigt land. Jeg forestiller mig Danmark var bedre stillet på det punkt i 80’erne. Heldigvis kendte min mor overlægen (de spillede bridge sammen), som hjalp til og tog sig af os. Jeg fik dig op lige efter fødslen, men så tog de dig med for at lave undersøgelser. Jeg ved ikke hvordan det er i Danmark i dag?
Det er nok lidt anderledes, hvor der er fokus på kropskontakt, sen afnavling og at vi selv kan klippe navlestrengen. De tager ikke bare barnet med mindre, der noget galt.
Sådan var det slet ikke. Det lyder ellers meget romantisk, men sådan var det ikke dengang. Det lyder skønt.
Og hvorfor var det nu du skulle føde i Irland og ikke Danmark (eller Italien, hvor min far boede)?
Det er fordi jeg kom fra Italien, og på det tidspunkt var din far og jeg gået fra hinanden. Jeg tog med min mor til Irland, hvor hun boede med sin mand, så jeg havde familien tæt på. Og jeg var dækket af hendes mands sygeforsikring. Ellers havde det kostet mig at komme på hospitalet og føde.
Var min far ikke med til fødslen?
Nej, han nåede det ikke. Han var der lige før, men jeg gik en måned over. Man blev ikke sat i gang som man gør i dag. Jeg skulle være sat i gang på dagen, hvor jeg fødte, men jeg gik altså en hel måned over. Han kom dog tilbage et par dage efter. Jeg havde min mor (din mormor) med til fødslen.
Var du trist over min far ikke var med til fødslen?
Ja, det var jeg. Men han prøvede, men missede det. Det var ikke hans skyld. Vi boede bare i to forskellige lande på det tidspunkt.
Hvad gjorde du efter fødslen?
Vi kom op på en 10-mands stue. Her skulle jeg sove. Jeg havde det heldigvis godt, så jeg havde ikke de mange udfordringer som mange andre af de nybagte mødre havde. Derfor skulle jeg ikke blive der så længe. Jeg var der to nætter, og det var rigeligt. Når man ligger på en 10-mands stue, så er det rigtig mange mødre, babyer og familier på besøg. Og du sov ikke engang med mig. Alle babyerne blev fjernet om natten for at sove i en krybbe i et andet rum. Det var underligt, og jeg kunne ikke lide det, så jeg listede ind i rummet om natten. Der var ikke nogle voksne eller kamera derinde.
Men jeg fik indblik i hvordan andre lande, og især dem, der ikke har penge, levede og hvilke forhold de havde på hospitalerne. Jeg forestiller mig det har været meget bedre i Danmark.
Men så fandt du sammen med min far igen, da jeg var omkring 8-9 måneder. Men du gik fra min far igen, da jeg var lige over et år. Kan det passe?
Ja, og så tog jeg aldrig tilbage igen. Det fungerede ikke. Vi var forskellige og kom fra forskellige kulturer. Også i forhold til opdragelse, hvor vi var uenige. Han arbejdede rigtig meget og havde ikke tid til at være far, som jeg havde håbet på.
Hvordan tog han det at du rejste?
Han var ikke glad, og han tog det hårdt. Men han kom og besøgte dig en masse. Han ringede hele tiden. Han troede nok inderst inde jeg vil komme tilbage.
Hvordan var det at gå fra at bo i Italien, og være sammen med min far, til pludselig at skulle stå med det hele selv og flytte hjem til Danmark?
Det var skræmmende. Jeg var kun 21 år. Uden penge. Uden uddannelse. Jeg skulle på bistandshjælp, have en lejlighed og alle de ting man skal have ordnet, når man flytter hjem igen. Jeg havde heldigvis min mor og mormor, der støttede mig.
Hvordan var det egentlig at blive mor i en alder af 20 år? Det er jo forholdsvis tidligt. Især hvis man sammenligner med i dag, hvor mange når forbi de 30 år, før de får børn.
Det var både på godt og ondt. Jeg vidste selvfølgelig ikke alle de ting, der kunne gå galt. Jeg var mere naiv. Samtidigt var jeg meget overbeskyttende og bekymret, fordi jeg var bange for at gøre noget galt. Især om andre syntes jeg var for ung til at blive mor. Jeg klædte mig meget modent og prøvede at være super voksen. Jeg var bange for myndighederne vil komme og tage dig. Ikke fordi jeg gjorde noget forkert, men fordi man som regel holder mere øje med yngre mødre. Ikke at der nogensinde var nogen grund. Det var mere mine egne forventninger til kun at fokusere på dig og at gøre det perfekt.
Det lyder lidt som den måde mange mødre har det i dag?
Man ville gerne være lige så perfekt og god som i dag. Jeg er bare glad for man ikke havde internettet og Instagram dengang og det pres der hører med. Pengene var små dengang, og alt gik til dig. Jeg købte aldrig noget til mig selv. Heldigvis kunne min mor sy tøj til mig, så jeg engang imellem havde nyt tøj. Din far hjalp også til med lidt penge og tøj fra Italien.
Hvordan var jeg som barn? Var det hårdt at blive mor?
Du var faktisk så nem. Jeg synes ikke det var hårdt. Du har altid været meget glad og tilfreds. Du var god til at sove. Vi sov sammen i det første lange stykke tid.
Havde du nogen der kunne hjælpe dig eller du kunne dele de hårde stunder med? Som vil ligge øre til?
Det havde jeg min mor og mormor til. Jeg fokuserede meget på dig i starten, så jeg havde ikke veninder, jeg talte med det om.
Nu er jeg selv mor til to, og du er mormor. Tror du der er forskel på at blive mor i 80’erne og så nu?
Ja, helt sikkert. Information, sikkerhed og hvad regler der gælder. Både i graviditeten og efter fødslen. Men også børns mentale velbefindende. Der er større fokus på det i dag, hvor mange børn i 80’erne og 90’erne måske var overladt til sig selv med diagnoser eller psykiske udfordringer.
Men jeg synes også vi overanalyserer meget i dag og ser problemer, hvor der ikke nødvendigvis er problemer. Det hele handler om trivsel, men det kan virke til vi nogle gange vil finde en årsag til noget bestemt.
Jeg tænker både i forhold til madvaner, opdragelse, udstyr?
Ja, vi var ikke opmærksomme på samme måde som nu. Som baby var jeg, men da du blev større havde man ikke den samme sundhedsforståelse man har i dag. Kosten var bare noget andet dengang.
Jeg synes der er mindre opdragelse i dag. I 80’erne var det nogle andre konsekvenser, hvor det i dag er mere diskussion og samtale. Børnene får flere og flere valg. Det er fint på nogle områder, men på andre punkter kan det måske gøre det sværere.
Der er også meget mere udstyr i dag. Så meget havde vi slet ikke. Jeg vil ønske noget af det fandtes dengang. Du brugte også både gåvogn og hoppegyngen i dørkammen. Det er nok ikke så velset mere.
Var man god til at tale om de hårde stunder ved det at være mor i 1980’erne? Talte man ærligt med sine veninder om fødslen, det at have en nyfødt og alle de ting, der hører med, som man ikke ved som førstegangsmor?
Det synes jeg ikke. Men jeg vil også gerne undgå skrækhistorierne. Så jeg forsøgte at finde det positive i det.
Er der noget du vil gøre om, hvis du kunne?
Som tiden var dengang, så nej. Tingene har ændret sig, og man vil måske gøre det anderledes i dag, men ud fra tiden så nej.
Jeg vil dog nok have taget nogle flere fornuftige valg, men jeg vil alligevel ikke gøre noget om.
Hvad er du mest stolt af?
At jeg gjorde det godt selvom jeg var så ung. Jeg vidste ikke helt hvad jeg lavede og jeg var alene.
Jeg er jo enebarn. Er du glad for det eller vil du ønske du havde fået flere børn?
Ja, det vil jeg. Men efter at have været alene i flere år blev det ikke aktuelt.
Tak fordi du vil medvirke mor. Det var virkelig interessant at høre om livet som ung mor i 1980’erne kontra det mange kvinder oplever i dag. Der er nogle ting, der har ændret sig, men det lyder også til der er mange ligheder, der bunder i moderinstinktet, og som alle kvinder er fælles om.
Selvfølgelig, skat. Det var sjovt at tænke tilbage til dengang og gennemleve det hele igen.
