Kategorier
Shellac Negle: Hvad, hvor og hvordan?
Et tilbagevendende spørgsmål går på mine shellac negle. Hvor henne får jeg dem lavet, hvordan fungerer det, hvad er prisen og hvordan holder man sine negle sunde og stærke undervejs? Gode spørgsmål. Især for én, der elsker shellac så højt som mig, og jeg vil mere end gerne dele ud af sagerne.
Jeg har haft shellac negle i snart fire år (minus under graviditeten – ikke fordi man ikke må, men fordi jeg ikke kunne overskue det). Jeg har gjort mig bitre erfaringer undervejs og fundet dét sted, som jeg synes laver holdbare, stærke og flotte shellac negle til en god pris. Der er nemlig mange steder, der laver shellac negle rundt omkring i landet, og derfor kan man nemt ende i de forkerte hænder.
Her får jeg lavet mine shellac negle i København
Jeg går hos iLash & Brows (som navnet antyder, tilbyder Janni andre lækre behandlinger end shellac negle), og har gjort det i tre år. Inden da havde jeg et par dårlige erfaringer, hvor mine negle blev ret så ødelagte. Det skyldtes bl.a. at min shellac blev fjernet på en alt andet end blid måde, og så bliver resultatet bare aldrig godt. Jo mere ødelagte negle, jo dårligere vil din shellac holde.
Shellac negle, hvis de bliver lavet ordentligt, vil ofte styrke dine egne negle, da de ikke knækker så nemt. Selvfølgelig er de mere udsatte i vinterhalvåret grundet kulden, men så længe man husker sin negleolie, en god håndcreme og eventuelle vitaminer, kommer man langt.
Holdbarheden og hvordan du skal pleje dine shellac negle
Holdbarheden varierer alt efter hvor hurtigt dine negle vokser og hvor stærke de er i forvejen. Jeg kan gå alt mellem 3 og 4 uger, hvor andre foretrækker at få det fornyet hver 2 uge. Når man skal have en ny omgang, vil den gamle shellac altid blive fjernet først. Det fungerer på den måde, i hvert fald hvor jeg går, hvor neglene bliver pakket ind i vat og staniol med acetone.
Efter en 10-15 minutter kan det blidt fjernes med en rosenpind, hvorefter neglene files i den ønskede længde. Hvis jeg ikke har været god ved min negle, får jeg nogle gange en keratinbehandling inden den fine shellac kommer på. Det fik jeg bl.a. sidste gang, da de har knækket i et væk de seneste par måneder. Derfor er de også betydeligt kortere end de plejer.
Uendelige muligheder og et perfekt resultat
Det bedste ved shellac negle er de muligheder man har. Der er så mange pæne farver og måder at sammensætte det på. Man kan få blanke negle, matte negle, forskellig farvede negle, franske negle, glimmer eller andet kreativt. Kun fantasien sætter grænser. De negle jeg ender med afhænger altid af årstiden. Om sommeren er det især lyserød, gul og pastelfarvede negle, jeg går efter. Om vinteren er det ofte mere mørke, røde eller nudefarvede negle. Nogle gange får jeg lidt glimmer i og andre gange er jeg i humør til de helt neutrale af slagsen.
Det kan være en god idé at søge lidt rundt på Pinterest eller Instagram før du får dine negle lavet. Så er du sikker på du ikke ender med noget, du fortryder. Det er ærgerligt at få en farve man efter et par dage ikke gider se på. Hvis det er tilfældet, kan du heldigvis blot male din egen neglelak oven på (og fjerne den igen med acetonefri neglelak uden at ødelægge din shellac).
Hvad koster det at få lavet shellac negle?
Prisen varierer alt efter, hvad du skal have lavet, men omkring en 400 – 450 kr. Det synes jeg er en god pris for noget, der i mit tilfælde, holder næsten en måned og som altså pynter på resten af outfittet. Jeg har simpelthen ikke tid til at lægge neglelak, og når jeg gør, ender jeg alligevel altid med at ødelægge det.
Tidsmæssigt plejer det at tage omkring en time inklusiv fjernelse af det gamle shellac. Det er overskueligt for mig i en hverdag med børn, når tiden er presset. Og hvis man nu gerne vil forbi det sted, hvor jeg går, åbner Janni op for nye kunder i marts, da hun er på barsel lige nu. Hun er en populær dame, så man skal altid være hurtigt ude med bookning af tider. I finder alle informationer HER.
Er I også på team shellac eller er I mere til neglelak derhjemme eller måske ingenting overhovedet? Det afhænger jo også af éns profession og hvad der er tilladt, tænker jeg?
Fik I læst indlægget, hvor jeg deler den nyhed som jeg har ventet på siden december? Eller hvad med vores nye lyserøde daybed, som er flyttet ind herhjemme efter vi har ledt i flere år?