Fødselsberetning: Min ærlige fødselsberetning med Sylvester

Fødselsberetning med Sylvester..

I anledning af Sylvester i dag bliver hele fem år (!!) tænkte jeg det var tid til at dele min fødselsberetning. Ikke mindst for min egen skyld. Jeg har aldrig skrevet min fødselsberetning ned – jeg havde  faktisk slet ikke lyst dengang, men kloge mennesker siger det vil være en god idé at få min fødselsberetning ned på papir, inden jeg skal igennem det hele igen. For at få bearbejdet de ting, der måske har fyldt i tiden efter.

Min fødselsberetning med Sylvester: Få den ærlige beskrivelse af forløbet her

Der er dog gået nogle år og derfor er min hukommelse heller ikke så god, som hvis det var i sidste uge jeg fødte. Jeg har dog skrevet min fødselsberetning ud fra det jeg kan huske samt det som jordemoderen har noteret undervejs.

Jeg var oprindeligt sat til den 17/11-2012. Men jeg gik over tid, som mange førstegangsgravide nu engang gør. Dog så MEGET over tid, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind. På 12 dagen, den 29. november, skulle jeg møde op om morgenen på Skejby for igangsættelse.

Læs også

Se hvordan vi indretter babyværelset

Har du mon også læst min fødselsberetning med barn nr. 2?

Jeg tvivlede overhovedet ikke på den løsning – jeg vil bare have mit barn ud. Jeg fik mine piller og blev observeret i en time, hvorefter vi blev sendt hjem. Her fik jeg spist frokost og sovet en lang lur, for kl. 15 skulle vi nemlig derop igen.

Jeg fik flere igangsættelsespiller og allerede dér kunne jeg mærke noget var igang. Vi blev sendt hjem, hvor veerne så småt begyndte at tage til. Fra kl. 18 tog vi tid og kl. 20.30 ringede vi, da de kom tæt og regelmæssigt.

Vi blev bedt om at møde op og jeg husker bilturen, der tog under 10 minutter, som værende lang og forfærdelig. Jeg havde allerede problemer med at håndtere veerne – til trods for jeg havde brugt tre måneder og mange penge på at øve smertefri fødsel.. Spild af min tid.

Vi kommer ind, hvor jeg bliver tjekket. 3 centimeter.. Ikke mere, men nok til at få lov til at blive der. Gudskelov. Vi venter på en fødestue bliver ledig, og imens vi venter, får jeg tilbudt bistik, som jeg siger ja til. Jeg er villig til at prøve ALT. Bistik er dog forfærdeligt smertefuldt og hjalp på ingen måder. At få den form for smertelindring gjorde nærmest mere ondt end veerne.

Endelig var der en stue ledig kl. 22.30 og vi kommer ind. I mit hoved havde jeg forestillet mig jeg skulle være her nogle timer. Det skulle jeg så slet ikke. Mine veer gør nemlig ikke så meget for min krop og jeg åbner mig ikke rigtigt.

Jeg starter med at få et klyx, hvorefter jeg vil i badekar. Min drøm var nemlig at føde i vand, men jeg bliver pænt skuffet, da jeg ser det lille traditionelle badekar præcis som man finder i gamle lejligheder. Jeg kommer ned i det, men det er så lille, at hele min mave stikker op og jeg kan slet ikke vende mig. Det bliver hurtigt droppet igen.

Min jordemoder er på det her tidspunkt ikke én jeg har god kemi med, men hun har heldigvis fri kort tid efter. Resten af natten, og indtil jeg føder, har jeg to unge jordemødre, som begge er fantastiske.

Omkring midnat er jeg i vestorm. De kommer oveni hinanden og uden pauser, hvilket nok var et resultat af igangsættelsespillerne. Min krop var ikke naturligt klar til at føde. Derfor skriger jeg også på en epidural, og selvom jeg bliver spurgt femten gange om jeg er sikker, har jeg aldrig været mere sikker på noget i mit liv.

Lægen kommer, og fra jeg får epiduralen bliver alt bedre smertemæssigt. Jeg kan være i min krop igen, have en samtale mellem veerne og drikke saft. Jeg udvider mig dog ikke rigtigt, hvorfor jeg får vedrop. Jeg er efterhånden tilkoblet så mange maskiner, at det er svært at bevæge sig rundt. Natten går med at prøve at sove lidt, at blive tjekket hver time, veer og at spise toast.

De sætter hele tiden styrken op for vedroppet – for at sætte gang i tingene. Sylvesters hjertelyd bliver hele tiden holdt øje med, nu hvor der ikke sker så meget. Natten går og først omkring kl. 09 morgenen efter og tre forskellige jordemødre, er jeg godt og vel helt åben. Jeg får i hvert fald pressetrang og glæder mig til at opleve det forløsende i at presse barnet ud, som mange snakker om.

Nu vil jeg ikke male fanden på væggen, men pressefasen var det værste for mig. Jeg kunne ikke arbejde med min krop og var tydeligvis halvdårlig til at presse. På det her tidspunkt var det også mange timer siden jeg sidst havde sovet. Jeg havde samtidigt fået epiduralen, hvilket resulterede i mine ben vaklede under mig og jeg havde manglende kontakt til min mavemuskler.

Generelt set følte jeg ikke jeg havde nogen kontrol og han rykkede sig ikke meget. Det var i det her forløb jeg var mest opgivende. Jeg gad simpelthen ikke mere og tiggede og bad dem om at droppe det hele. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at fortsætte. Men det skal man jo og det gør man..

Da der var gået halvanden time med presseveer, sagde jordemoderen hun nok var nødt til at klippe mig. Han skulle ud NU. Det var jeg dog på ingen måder interesseret i. Jeg havde en idé om det vil ødelægge mig for evigt. Jeg lovede jeg nok skulle give det mit sidste. Hun tilkaldte også en læge, da de mente en sugekop var nødvendig og lige pludselig var der mange på stuen.

Jeg må dog have haft nogle skjulte kræfter, eller også var det snakken om at blive klippet og sugekop, der gjorde udfaldet, men kl. 10.41 fredag den 30. november – en kold vinterdag på Skejby, samme tid som årets første sne begyndte at dale, blev Sylvester født. 4.065 gram.

Det er rigtig nok, når de siger, at man i det sekund glemmer alt. Det er surrealistisk og en ud-af-kroppen oplevelse. Jeg husker det i bider, men stadigvæk som helt fantastisk. Han kom op til os og bagefter til tjek. Jeg fik født moderkagen og blev syet. Jeg var jo sikker på det hele var ødelagt, sådan føles det, men det var det ikke, og jeg kunne nøjes med få sting. Kvindekroppen er nu engang fantastisk.

Dog havde Sylvester nået at blive lidt stresset og jeg havde mærkbare virkninger efter epiduralen, så vi blev indlagt på afsnittet for mor og barn i fire dage. Jeg kunne nemlig ikke tisse selv, hvilket betød jeg var koblet op på et kateter i flere dage. Selvom det lyder lidt øv, var det faktisk rart at have nogle ekstra dage på hospitalet med hjælp fra de søde sygeplejersker. Både til amningen, men også andre ting vi ikke havde styr på. Om mandagen fik vi lov til at tage hjem og vores nye liv startede for alvor. Skru tiden fem år frem og vi sidder i dag med en kærlig og følsom dreng. En dreng der snakker som et vandfald, knipser, fløjter, danser break dance og har en hukommelse som en elefant. Det er ret stort.

MEN hvad har jeg lært fra sidst og til nu? Der er jo ikke to fødsler, der er ens, men jeg er overbevist om det kun bliver en bedre oplevelse næste gang og at skrive denne fødselsberetning har hjulpet på det. Jeg er mere rolig og ved hvad der nogenlunde kan forventes.

Der er ting jeg vil gøre komplet anderledes og der er ting jeg bare vil lade naturen bestemme. Nu ved vi heller ikke om det ender med kejsersnit eller en tilsvarende fødsel som sidst, men ligegyldigt hvad skal det hele nok gå ❤️

PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.