Min fødselsberetning: Når tingene IKKE går som forventet

Bedre sent end aldrig.. Jeg har langt om længe fået skrevet min fødselsberetning ned. Det har krævet en helt masse tanker, da jeg følte jeg skulle have så mange perspektiver med som muligt. Ikke mindst for min egen skyld. Den er desuden ret lang. Så er I advaret, haha. Hæld derfor en kop te eller kaffe op og sæt jer godt til rette.

Jeg har jo haft jer med på sidelinjen hele vejen, hvilket har været enormt hyggeligt. Fra mine bekymringer om at gå over tid til hvad jeg specifikt gjorde for at undgå en igangsættelse. Jeg har også delt min fødselsberetning med Sylvester, som var en oplevelse jeg ikke mindes som specielt positiv. Derfor var der også flere ting derfra jeg var bange for – heriblandt at blive sat medicinsk i gang, vedrop, vestorm og ikke mindst pressefasen, jeg husker som noget forfærdeligt.

Med mine erfaringer fra sidst var jeg helt bevidst om hvad jeg ville og hvad jeg slet ikke ville. Problemet er imidlertid, at tingene ikke altid går som planlagt, og hvor meget end man ønsker det, kan man ikke altid bestemme, hvordan det skal foregå. Hvilket både er skidt, men også skønt, da det blot vidner om hvor fantastisk moder natur er.

Den 8. april ramte jeg terminsdagen. Jeg havde inderst inde troet jeg ville føde lige inden eller på terminsdagen. Jeg gættede på den 6. april og Rasmus på selve terminsdagen. Nu havde jeg jo forberedt mig gevaldigt, og fået ret så mange behandlinger af både akupunktur og zoneterapi, men da terminsdagen kom var jeg ikke i godt humør. Jeg havde mange tudeture og var generelt i dårligt humør. Det lyder måske lidt forkælet, men jeg havde en idé om, at hvis jeg gik over tid igen, vil det hele gå galt. Og når man så rammer terminsdagen og IKKE føder, ved man jo godt, at hver dag bliver en kamp herfra.

Jeg nåede både at ramme 40+1, 40+2, 40+3 og 40+4. Om torsdagen var jeg forbi jordemoderen på Amager Hospital, der desværre ikke vil lave en hindeløsning på mig. “Du er helt lukket“, som hun så pænt formulerede det.. I selvsamme uge havde jeg både været til zoneterapi for sidste gang og tre akupunkturbehandlinger, hvor jeg også fik hindeløsninger de to af gangene.

Da ugen var omme, og jeg ramte 41+0, tjekkede jeg ud af alt hvad der hed sociale medier. Jeg gad simpelthen ikke besvare flere “har du ikke snart født” spørgsmål og presset blev kun større af jeg havde en offentlig profil med en del følgere, der “ventede” på en opdatering (hvilket de selvfølgelig ikke gjorde – jeg kørte det bare op i mit hoved).

Jeg vidste også, at hvis jeg ikke havde født 41+4 skulle jeg til igangsættelsessamtale på Hvidovre. En dag jeg ellers var sikker på aldrig vil blive aktuel. I dagene op til fik jeg akupunktur hver dag, vi lavede rebozo herhjemme og Rasmus trykkede i timevis på de klassiske akupressurpunkter. Vi gjorde ALT hvad man kun forestille sig. Samtidigt sov jeg alle de middagslure jeg kunne slippe afsted med og koblede helt af, så min krop havde kræfterne til at gå i gang af sig selv. Det var min største drøm i hele graviditeten og noget jeg havde følt mig snydt for i første graviditet – nemlig at få lov til at få “rigtige” veer og mærke hvordan kroppen går i gang helt naturligt.

MEN der skete ingenting, og da det blev torsdag skulle jeg til min første samtale på Hvidovre. Ret slukøret mødte vi op, og jeg fik desværre en jordemoder som jeg absolut ikke havde god kemi med. Hun undersøgte mig og var meget negativ. Jeg var helt lukket til. Jeg bad om en hindeløsning, men det mente hun ikke var muligt (hvilket var mærkeligt, da jeg på det tidspunkt allerede havde fået tre hindeløsninger siden min termin). Hun mente kun der var en udvej og det var igangsættelse med hormonpiller. Jeg havde (heldigvis) forberedt mig på det, og vi havde aftalt på forhånd, at hvis alt så fint ud, vil vi takke nej og give min krop nogle ekstra dage til at finde ud af det selv. Det var hun dog ikke helt med på. Hun var helt uforstående, hvilket slog mig ud. Jeg følte jeg skulle kæmpe for at få lov, selvom det var min krop og vores barn.

Hun tilkaldte derfor en fødselslæge, som trods alt var lidt sødere og mere forstående, men altså også prøvede at gøre alt for at få mig på de fandens piller. Jeg holdte dog ved min beslutning selvom det var svært og jeg var grædefærdig. Vi fik derfor en ny tid to dage efter, hvor vi så blot håbede på at tingene vil ske af sig selv.

Vi var dog ikke ligefrem i godt humør, da vi kørte derfra, og jeg tog direkte op til Jordemoderhuset, hvor jeg havde endnu en tid til akupunktur. Det endte med jeg var der i over to timer, fordi jeg endte med at fortælle dem hele historien – grædende, og de var enormt søde og forstående. Det reddede seriøst min dag, og jeg cyklede derfra meget mere positiv og med troen på det vil ende godt.

Om fredagen var jeg atter i godt humør. Jeg fik min sidste omgang akupunktur og om aftenen spiste vi hos mine forældre. Vi afleverede også Sylvester til pasning, da jeg havde brug for at slappe af, og vi vidste jo også godt det snart ville ske ligegyldigt hvad. Desværre skete der ingenting med min krop – selvom jeg fredag aften havde nogle slemme menstruationssmerter, der dog gik i sig selv igen. Derfor måtte vi tilbage til Hvidovre om lørdagen, hvor vi fik den sødeste jordemoder i modsætning til sidst. Hun forstod godt vores valg to dage før og mente selv, at man sagtens kunne trække den nogle dage.

Nu var jeg på det tidspunkt 41+6, men jordemoderen var klar på at lave hindeløsning. Det kunne hun godt, men der var stadigvæk et par centimeter livmoderhals tilbage, og derfor vidste vi ikke om det vil gøre den store forskel. Jeg fik også påsat et hav af akupunkturnåle, som gjorde virkelig ondt, og som jeg skulle gå rundt med i halvanden time på hospitalet. Jeg var ret glad for det var lørdag, og derved mennesketomt derude, for jeg havde både nåle i hovedbunden, i panden, på benene og i fødderne, hvilket så ret skørt ud. Ikke mindst fordi jeg ikke kunne gå ordentligt, da de ramte mine nerver ved hvert skridt jeg tog.

Vi kom tilbage efter nogle timer, og på det tidspunkt kunne min psyke ikke klare til at gå flere dage over tid, og derfor endte jeg med at takke ja til pillerne. Selvom jeg ikke var meget for det og følte min krop tydeligvis ikke kunne føde naturligt. Det var et nederlag.

Pillerne har heldigvis ændret sig i dosis siden jeg fik dem sidst, og derfor fik jeg at vide, at jeg umiddelbart ikke burde reagere ligesom for fem år siden. Vi tog hjem og derfra skulle jeg tage to piller hver anden time. Allerede om aften startede veerne og blev hurtigt regelmæssige.

Jeg reagerer vildt hurtigt på netop igangsættelsespiller, hvilket vi fandt ud af sidst, og derfor vidste vi godt det var lige oppe over. Humøret var højt og jeg brugte min vejrtrækning til at arbejde med veerne. Der var både tid til at høre min fødselsplayliste og få spist lidt ind imellem dem. Vi ringede til fødegangen et par gange undervejs, men blev ved med at holde fast i vi ville trække den så længe som muligt, da vi havde det bedst herhjemme.

Kl. 03 – efter 7 timers regelmæssige veer, ringede vi til Hvidovre for at høre om vi måtte komme derop nu. Vi fik dog et svar man absolut ikke vil høre med veer. “Vi har desværre ikke plads til jer – det viser sig nemlig at alle kvinder har bestemt sig for at føde i nat“. Da jeg så Rasmus’ ansigtsudtryk gik jeg fra positiv til panik. Jeg VILLE føde på Hvidovre. Det var det hospital, der var tættest på og som vi kendte til. Jeg magtede slet ikke at køre længere væk midt om natten med veer til et hospital vi ikke kendte.

De fortalte os vi havde fået plads på Herlev, men på det tidspunkt var mine veer gået i sig selv igen, hvilket jeg ikke troede var muligt. Det var meget normalt, fortalte jordemoderen os i telefonen. Når man får dårlige nyheder og bliver stresset, kan kroppen lukke ned for de gode veer. SHIT! Men da jeg ikke længere havde regelmæssige veer gad jeg ikke tage til Herlev med chancen for at blive sendt hjem igen. Vi valgte derfor at holde ud til næste morgen, hvor vi havde en tid på Hvidovre i forbindelse med mit igangsættelsesforløb. Jordemoderen mente dog vi skulle tage afsted til Herlev, men vi holdte fast i vores beslutning, hvilket jeg er så glad for den dag i dag.

Kl. 10 søndag morgen, den 22. april, hvor jeg var 42+0 (!!), mødte vi derfor op på Hvidovre. Igen. På det tidspunkt havde vi ikke sovet i mange timer. Jeg blev undersøgt og fortalte dem om nattens hændelser. Jeg havde heller ikke taget de sidste piller aftenen forinden, da veerne jo var gået i gang og man derfor straks skal stoppe med dem. Vi snakkede frem og tilbage om hvad, der nu skulle ske. Skulle jeg starte forfra på pillerne? Eller skulle de tage vandet? Jordemoderen gik ud for at tale med nogle andre om det og kom tilbage hurtigt efter. De vil gerne prøve at tage vandet nu hvor jeg havde haft regelmæssige veer i mange timer, og stadigvæk havde dem. Så måtte vi tage den derfra.

Jeg kom ind på briksen, hvor de også scannede mig, for at se at alt var som det skulle være. Vandet blev efter, lidt vanskeligheder, taget og der kom helt enormt meget ud. Desværre var der tale om grønt fostervand, og vi fik derfor beskeden “I kommer ikke hjem igen. I skal forvente at det bliver hendes fødselsdag snart“. En besked jeg var ualmindelig glad for at høre efter et alt for langt og opslidende forløb inden fødslen overhovedet var gået i gang.

Vi ventede på at få en fødestue og møde vores jordemoder. Heldigvis havde de ikke så travlt som om natten, hvorfor der var masser af tid til os. Jeg fik et klyx og vi kom ind på fødestuen. På det tidspunkt var kl. 13.

Fødselsberetning

Når vandet bliver taget, og i særdeleshed når det også er grønt, skal man observeres og samtidigt skal man gerne føde indenfor et bestemt antal timer. Vores problem var, at veerne ikke havde været regelmæssige siden kl. 03 om natten og uden regelmæssige veer, sker der ikke den store udvikling. Vi havde derfor indtil kl. 17 til at få dem regelmæssige igen. Da vandet blev taget var jeg 4 centimer åben, og selvom vi både prøvede akupunktur og Rasmus lavede alt det rebozo, der var muligt, skete der ikke det store. Jeg havde ikke nok veer til jeg udvidede mig hurtigt nok.

Derudover var jeg koblet på så mange maskiner og ledninger, at det tog bevægeligheden fra mig. Når man bliver sat i gang medicinsk skal barnets hjerterytme og veerne overvåges under hele forløbet. Det er drønirriterende, da bæltet på maven gnaver og man samtidigt har en ledning op til barnets hoved.

Da kl. blev 17 skulle jeg desværre også have vedrop, som var endnu en af de ting jeg frygtede inden fødslen, idet jeg også fik det med Sylvester. Vedrop er vitterligt det mest forfærdelige redskab. Jeg forstår godt det kan være nødvendigt, men hold op det skaber nogle onde veer og deraf vestorm. Jeg græd ved tanken om det og fortalte jordemoderen om min frygt, da jeg havde så dårlige erfaringer fra sidst, hvor jeg netop fik vestorm. Hun forstod godt min bekymring og vi aftalte derfor vi skulle starte op på laveste blus. Hun spurgte også allerede på det tidspunkt om jeg vil have en epidural, hvilket jeg takkede nej til.

Fødselsberetning

Jeg fik lagt mit vedrop, hvilket blot gav mig endnu en ledning og stativ jeg var bundet op til. Der gik desuden under 30 minutter med vedrop på lavt blus før veerne strømmede ind over min krop. Præcis ligesom med Sylvester. Jeg vidste godt hvor det bar hen og min krop kunne ikke følge med. Jeg sagde derfor allerede nu til jordemoderen, at jeg skulle have den epidural. I frygt for de havde travlt eller jeg ikke vil nå det. Min krop reagerede jo alt for hurtigt på vedroppet. Der gik ca. en halv time før anæstesilægen kom og de 30 minutter var forfærdelige med mange smertefulde veer uden pause. Efter en masse information, som jeg ikke hørte noget af, fik jeg lagt epiduralen. Der gik lige noget tid før den virkede, men da den så virkede blev jeg mig selv igen. Vi blev også enige om, at hvis vi nogensinde skulle have flere børn (hvilket vi ikke skal), skal jeg have den epidural så snart vedroppet kommer på tale..

Epiduralen gjorde sit indtog og jeg havde endnu en ledning hængende fra mig, hvilket på det tidspunkt var ligegyldigt. Jeg vil bare have hende ud om det så betød tusinde ledninger og maskiner. Min drøm om en naturlig fødsel uden epidural og i vand var allerede så langt væk, at det var lige meget. Jeg havde accepteret omstændighederne og måtte blot få det bedste ud af situationen.

Fødselsberetning

Jeg kom op i sengen, hvor vi fik lidt mad for første gang i mange timer. Der var også vagtskifte, og vi fik en ny jordemoder samt jordemoderstuderende. De gav os ro og vi prøvede at hvile os. I samme omgang blev vedroppet sat op, da jeg nu havde epidural og de derfor ikke mente det vil kunne mærkes som før. De var inde et par gange og regulere, og jeg fik sved på panden hver eneste gang, da jeg jo kunne mærke hver en ændring. Jeg forsøgte at sove, men synes godt nok stadigvæk de bed ret meget. Lige pludselig begyndte veerne at overvælde min krop igen, og jeg skulle samtidigt tisse helt enormt meget. Jeg tilkaldte der jordemoderen, da mit ene ben var helt lammet af epiduralen, og jeg samtidigt gerne vil have de skulle skrue ned for vedroppet, da jeg følte det gik alt for stærkt.

De bad mig om at prøve at tisse, men alene tanken om at bevæge sig ud på toilettet var uoverskuelig. De tømte derfor blæren via kateter, men det tog ikke presset, og det viste sig så, at det var fordi jeg var gået fra 5 centimer til 9 centimer på meget kort tid. Vedroppet virkede altså – men mere hurtigt end de lige havde troet, og de slukkede derfor straks. Rasmus og jeg blev enige om, at hun med den fart nok vil ende med at få sin egen fødselsdag i stedet for at dele med mig, som jo havde fødselsdag dagen efter. På det tidspunkt var kl. 21.

Fødselsberetning

Jeg kom om på alle fire i sengen, hvor jeg hurtigt ramte de 10 centimeter og hvor nedtrængningsfasen gik i gang. Pressefasen var jo også en ting jeg havde frygtet, men hvor jeg modsat til første gang ikke havde styr på noget, havde jeg et helt andet udgangspunkt denne gang. Jeg pressede for det første ikke med, når trangen opstod, hvilket af en eller anden grund var nemt? Det gik derfor helt vildt godt, og jeg kunne tydeligt mærke at hun kom længere og længere ned. Da vi så nåede den famøse fase, hvor barnet er tæt på at komme ud, pressede jeg med. Men ikke 100 %, da jeg havde lært til fødselsforberedelse, at man skal holde igen i forhold til bristninger.

Det var først til allersidst, hvor jeg tillod mig det – efter jordemoderens ellers forrygende instruktioner. Derudover har mit forløb hos Maven og Mig, hvor jeg sørgede for min mavemuskler holdte sig lukkede, været skyld i jeg kunne presse hende ud på bedste vis. Jeg kunne aktivt bruge mine mavemuskler, og det hjalp helt vildt. Derfor tog pressefasen også meget kortere tid end sidst – hvilket dels handlede om jeg selvfølgelig havde født før og så det faktum, at jeg havde styr på det.

Fødselsberetning

Rasmus og jeg havde nogle få ønsker til fødslen. Heriblandt at han skulle tage imod Nola, at vi skulle have sen afnavling og at Rasmus skulle klippe navlestrengen. Da hovedet var ude bad jordemoderen ham derfor om at komme ned, hvor han sammen med hende hev kroppen ud. Jeg kan forstå på andre, at det ikke er så tit mænd tager imod barnet? Da jeg ikke kunne føde i vand, og selv tage imod hende, skulle det være ham, og det var virkelig en fantastisk oplevelse for os begge. Nu hjælper det også på det, at han kører ambulance og har været i praktik på en fødeafdeling, hvorfor han nærmest ved mere om fødsler end mig.

Den 22. april kl. 22.40 blev Nola født. Rasmus tog imod og bagefter kom hun op til mig, hvor vi lå i fem minutter, hvorefter Rasmus klippede navlestrengen. Fordi alt var gået så godt, og jeg havde meget mere styr på min krop denne gang, var jeg sluppet for alle former for bristninger og skulle ikke syes. Det tilskriver jeg flere ting. Heriblandt hindbærte, mellemkødsmasage (!!), akupunktur og at man sørger for at træne sin core under graviditeten, så man kan presse mere hensigtsmæssigt. Jeg har ikke på noget tidspunkt, modsat første gang, været speciel øm eller mærket til jeg har født et barn. Det er nu engang imponerende, hvad kroppen kan.

Moderkagen blev født og ellers fik vi et par timer til os selv på stuen før vi tog hjem fra hospitalet kl. 02.30 om natten. Jeg er så fantastisk glad for jeg fik lov til at føde på Hvidovre. Det var den ultimative bedste oplevelse med de bedste jordemødre.

Derudover håber jeg, at min beretning kan vise, at selvom tingene slet ikke går som forventet, og alt på papiret går “galt”, kan man sagtens få en god oplevelse alligevel. Jeg endte med at acceptere omstændighederne og at jeg ikke fik det som jeg havde drømt om. Det hele handler jo i sidste ende om barnet og så fik jeg det bedste ud af situationen, hvilket endte med at være en god oplevelse. Jeg er så taknemmelig for, at jeg nu også har haft en fødsel, der gik ualmindeligt godt. En fødsel jeg tænker tilbage på med glæde og som jeg havde lyst til at gentage igen og igen dagene efter. Tænk at to forløb kan være så forskellige og at jeg får lov til at slutte af med et festfyrværkeri, nu hvor det var min sidste graviditet og fødsel.

En ekstra bonus er, at vi filmede det hele med vores GoPro. Det har jeg så ikke lige haft nerver til at se endnu, haha! Men det kommer nok en dag.

Nyd jeres tirsdag og tusind tak hvis I nåede helt til bunds. Del endelig også jeres fødselsoplevelser eller forventninger, hvis I står overfor jeres første fødsel ❤️


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

14 kommentarer

  1. Dejlig beretning! Ikke mindst at du har haft så positive følelser og tanker om det efterfølgende, på trods af, at det ikke gik som du gerne ville have det.
    Det er skønt at læse sådan en beretning, når man selv har en fødsel i vente indenfor overskuelig fremtid. Jeg har også en ide om hvordan jeg gerne vil have det, men dit forløb er et godt billede på, at det godt kan blive en god oplevelse uanset 🙂

    1. Det var en skøn afslutning på et langt forløb, og jeg er så glad for det gik som det gjorde 💕

  2. Dit forløb lyder helt vildt meget som mit, ihvertfald i forhold til igangsættelsen og til det at få vandet taget! Den sidste uge er bare så frusterende, og der er bare ingen der kan sætte sig ind i det, med mindre de selv har prøvet det. 🙂 Skal også have taget mig sammen til at skrive beretningen ned 🙂
    Tusind tak fordi du deler!❤️
    Her endte april baby med at blive maj baby!

    1. Det er helt vildt, hvor frustrerende det er! Og god idé. Man bliver så glad, når man har det skrevet ned og kan kigge tilbage ❤️

      Stort tillykke med din baby 👶🏻

  3. Dejligt at du endte med en god oplevelse på trods af meget gik i en anden retning end du regnede med. Mht pressefasen, skriver du, at du ikke pressede med – gjorde du heller ikke det, da jdm sagde du skulle eller hvordan? Jeg husker fra min sidste fødsel, at jeg fik pressetrang og det var svært ikke at presse med, men da jdm sagde jeg skulle, så gjorde jeg det. Og mht massage af mellemkødet – hvor tidligt startede du med det?

    1. Så rart det endte sådan ❤️

      Jo, jeg fulgte bare jordemoderens instruksioner. Da hun sagde jeg ikke skulle presse, lod jeg være, og når jeg skulle, gjorde jeg 😊 Jeg havde bare meget bedre styring med min krop til at gøre de ting modsat sidst.

      Jeg startede i uge 37 og så gerne så tit du kan komme til det 😀

      1. Hvor er jeg glad for at høre det. Jeg er netop gået ind i uge 37. Troede det var for sent. Tak for tip!

        1. Det er aldrig for sent ❤️ Om du så starter dagene inden fødslen, kan det gør en lille forskel. Det fik jeg i hvert fald at vide 🤰🏻

  4. Sikke et forløb… det er vildt at der kan være så stor forskel på fødsler.. elsker at læse og hære om andres forløb..jeg fødte for et år siden… 04.21 gik fik jeg første ve… 5.27 var Pelle ude… amen seriæst en vildsom oplevelse… første gang tog det trods alt 3.5 time… min krop var seriæst i chok her anden gang… det gik alt for hurtigt…
    så selv om det var naturligt uden noget mod smerter. Vil jeg ikke anbefale det… men er så imponeret over kvinde kroppen

    1. Ej, shit! Så går det altså stærkt. Det må seriøst være en voldsom oplevelse? Selvfølgelig rart det ikke trækker ud, men jeg tænker det også kan gå for stærkt?

  5. Hold da op. Tak for at dele jeres vilde og store oplevelse. Den var værd at vente på.
    Du er virkelig sej!
    Jeg havde også selv forberedt mig på en naturlig fødsel, endda hjemme i stuen, men da vores søn reagerede dårligt på mine veer, endte fødslen på hospitalet til akut kejsersnit.. Det var virkelig svært for mig at acceptere i tiden efter. Jeg var sindsygt ked af det og følte mig i den grad snydt. Jeg havde jo ikke engang selv født ham…
    Efterhånden som tiden gik, og i takt med at jeg fik fortalt om fødslen igen og igen, lærte jeg at acceptere fødslens forløb. En fødsel kan bare ikke planlægges, ligegyldigt hvor meget vi prøver på det.

    Tillykke med jeres søde Nola <3

    1. Dejligt du kunne bruge det ❤️

      Jeg kender følelsen, men så længe man accepterer at alle former for fødsler er rigtige, så synes jeg man har det meget bedre. Det er lige så rigtigt som alle andre former 👶🏻