Tegn på Fødsel? 10 tegn på Fødslen er ved at nærme sig..

Tegn på fødsel

Jeg må indrømme, at jeg er ret opmærksom på min krop og velbefindende de her dage. Ikke at jeg tror jeg går i fødsel lige nu, men jeg kan mærke min krop forbereder sig til den dag, hvor det hele starter op. Skørt, ikke? At kroppen helt automatisk ved hvad den skal gøre og begynder at give nogle tegn på fødsel.

Derfor har jeg også lavet en oversigt over 10 tegn på fødslen, som jeg husker fra sidst og som jeg i den grad også mærker til nu. Det kan variere fra kvinde til kvinde, og hvor nogle oplever mange forskellige tegn, er der andre der intet mærker. Det er i bund og grund det der gør hele den her proces så fantastisk. At man ikke kan regne det ud eller planlægge sig til noget. Man kan blot give sig hen og mærke til, hvordan kroppen arbejder aktivt.

Tegn på fødsel? 10 mulige tegn på din fødsel begynder at nærme sig..

1. Maven synker ned af. Det er ikke fordi man pludselig bare mærker maven falde ned, men det kan sagtens ske gradvist over nogle dage. Jeg bemærkede det ikke i samme omfang med Sylvester, men denne gang er det helt sikkert. Jeg stod op en morgen og maven sad betydeligt lavere end aftenen forinden. Det skete omkring 37+0 hos mig. Ofte bliver det nemmere at trække vejret igen og halsbranden forsvinder måske for en stund? Til gengæld skal man mere på toilettet, hvilket er lidt generende. Jeg er oppe mellem 3 og 5 gange hver eneste nat nu.

2. Et andet tegn på fødsel hos mig, er slimproppen. Det lyder lidt ulækkert, men det er det slet ikke. Tværtimod er det helt naturligt og har en virkelig vigtig funktion. Livmodermunden er nemlig forseglet med en slimprop, der beskytter baby mod bakterier. Når man nærmer sig fødslen og livmodermunden begynder at give sig, ryger slimproppen. Nogle gange lidt over tid og andre gange på én gang. Min røg nogle dage efter termin med Sylvester. Denne gang er der dog ingen udsigt til det endnu.

3. Hyppigere antal plukveer. Det her punkt ved jeg ikke om gør sig gældende for alle, men jeg har oplevet det i begge mine graviditet. Jo tættere jeg kommer på målet, jo flere plukveer. De skal helst ikke gøre ondt, men de kan sagtens mærkes. Ofte mister jeg pusten, når det står på, og jeg skal lige side stille imens. Faktisk synes jeg det er ganske smart. Jeg ved, at hvis jeg har overanstrengt mig, kommer der mange flere plukveer. Det er kroppens måde at fortælle mig på, at jeg skal slappe lidt af. Samtidigt har de den funktion, at livmoderen øver sig i at lave veer. Det er da genialt!


LÆS OGSÅ: AKUPUNKTUR TIL GRAVIDE – SÅDAN GØR JEG MIN KROP KLAR TIL FØDSEL


4. Menstruationssmerter og murren forneden. Endnu en ting, der begynder at ske hos mig. Ikke hver dag, men det kommer oftere og oftere. Når det står på minder det mig om begyndende veer, som jeg mærkede dem med Sylvester. De spænder til om i lænden og jeg skal lige ligge lidt ned. Som regel går det over igen efter en time eller to, og der er ingen regelmæssigheder i det. Da jeg fik veer med Sylvester startede det sådan og gik meget hurtigt over i nogle kraftigere smerter.

5. Tegnblødning. Det er ganske normalt at opleve lidt pletblødning, som livmodermunden begynder at åbne sig. Jeg oplevede det lige op til fødslen sidst. Jeg ved dog ikke om alle oplever det? Hvis man begynder at bløde mere end blot en lille smule, er det en god idé at give fødegangen et kald.

6. Vandet går. Det er de færreste der vil opleve at vandet går inden veerne begynder. Jeg læste et sted, at det kun var 10 % af gravide, der oplever vandet går spontant. Ofte kommer det sivende og ikke som et ordentligt plask, som man ofte ser på film. Mit vand gik først, da jordemoderen prikkede hul inde på fødestuen og derfor regner jeg bestemt heller ikke med det sker denne gang. Det vil virkelig komme bag på mig. Når vandet går skal man altid give fødegangen et kald. Har I prøvet at jeres vand gik inden veerne kom?


LÆS OGSÅ: ZONETERAPI SOM GRAVID? DERFOR PRIORITERER JEG DET HVER UGE


7. Man får uanede mængder energi. I dagene op til fødslen, kan kroppen nærmest forberede sig på forhånd – selvom man jo ikke aner hvornår det specifikt bliver. Det er som om kroppen er meget klogere på det punkt end vores hjerner. I hvert fald oplevede jeg sidst, at jeg fik styr på alt muligt jeg ikke havde kunne overskue i flere måneder.

8. Tynd mave og hyppigere toiletbesøg. Jeg ved at mange kvinder får et lavement, når de kommer op på hospitalet. Til de af jer, der ikke ved hvad det er, er det et smart redskab til at tømme tarmene inden man skal presse en baby ud. Dog vil mange kvinder helt naturligt komme af med det inden fødslen. Ofte kan det netop været et tegn på fødsel, at man skal oftere på toilet og man har lidt dårlig mave. Meget praktisk tænker jeg.

9. Øget tyngdefornemmelse. Det her oplever jeg allerede og gjorde det i den grad også sidst. Det kan simpelthen tynge så meget, at jeg føler babyen er ved at falde ud. Jeg har dog lært, at det ikke nødvendigvis er et tegn på fødsel lige her og nu, men derimod blot baby, der skubber sig længere og længere ned. Mit startede for alvor i sidste uge og jeg kan altså gå en del flere uger inden hun melder sin ankomst.

10. Klassiske veer. Nogle kvinder får veer uden at mærke noget til ovenstående punkter. Det er fantastisk, hvordan kroppen nogle gange forbereder sig i flere uger og andre gange bare går igang. Til fødselsforberedelsen fik vi at vide, at vi gerne skal have mellem 4-5 veer på ti minutter, før man kan tale om regelmæssighed. Man kan nemlig sagtens have uregelmæssige veer i flere dage, før der kommer en vis rytme i det. Det lyder nu lidt hårdt..

Kan I tilføje nogle punkter til listen? Havde I specifikke tegn på fødsel op til? 


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmode om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

9 kommentarer

  1. Jeg genkender 2 og 3, men ikke rigtig andre? så jeg er spændt på denne her gang – kan være det er nogle andre ting, der sker. Det bliver spændende. Hvad husker du fra sidste gang?

    Jeg ville også høre om du kunne anbefale nogle kjoler (h&m-priser) som er løse i det og kan bruges i graviditeten men også kort efter? jeg har efterhånden kun få kjoler, som jeg kan være i – og bliver nok nødt til at købe flere. Men ville nu gerne købe nogle, jeg kan bruge efter fødslen. ved at man ikke bare hopper i sit normale tøj lige med det samme 🙂

    1. Nærmest alle punkterne 😂Men jeg gik også 13 dage over tid, så min krop nåede at være gravid ret længe. Denne her gang har jeg mærket til 1,3,4,7 og 9. Men det er jo ikke ensbetydende med jeg går i fødsel lige om lidt. Jeg har på fornemmelsen, at jeg er sådan én hvor kroppen bare gerne vil være gravid til evig tid.. 🙈

      Jeg har især været glad for Gina Tricot og Moves by Minimum, da de laver prisvenlige kjoler der også kan bruges bagefter. Jeg var også lige i H&M i går og de har simpelthen fået så meget fint, der kan bruges nu og bagefter. Jeg er dog så langt henne, at det ikke kan betale sig at købe mere tøj pt. Er du mest til stramme kjoler over maven eller må de gerne være løse i det?

      1. Ja, det har selvfølgelig rigtig meget at sige. Jeg fødte min søn 3 dage før termin, så det kom noget bag på mig, hvilket også måske har gjort at jeg følte mig mindre forberedt på fødsel og det derfor tog ekstrem mange timer.

        Tak for tips – jeg tjekker begge dele ud i weekenden. Det er efterhånden ikke nemt at have så få kjoler tilbage. Og jeg kan slet ikke holde ud, at mine bukser strammer, så dem har jeg droppet det meste af tiden. Kan du det stadig?
        Og så må jeg forbi H&M. Jeg er til både de lidt strammere og løse kjoler – eller et sted derimellem. Dvs. lidt løsere end Stina Goyas fantastique – selvom den ellers er ret perfekt også 🙂

        1. Ej, hvor fantastisk! Selvfølgelig ikke at det tog så lang tid, men jeg drømmer jo om at føde uden at skulle sættes igang 🙈

          I forhold til bukser lever jeg i leggins eller gravidbukser. Alt andet er umuligt, men jeg er også efterhånden ret stor. Vil nogle gange ønske det var varmere, så man bare kunne have kjoler på i stedet. Nylonstrømper kan jeg nemlig slet ikke holde ud for tiden 😨

  2. Mit vand gik en lørdag aften, 9 dage over termin. Min lille pige kom ud mandag tidlig morgen og er nu 3 måneder.

    Jeg oplevede heller ikke, at vandet gik som et plask. Tværtimod sev det, og jeg var faktisk ret sikker på, jeg tissede i bukserne 🙈

    Men da det blev ved med at sive i flere timer, og da veerne ligeså stille og roligt tog til cirka 2 timer efter, vidste jeg hvad klokken var slået.

    Vild oplevelse på alle måder. Jeg ønsker dig en fantastisk fødsel!

    1. Stort tillykke! Jeg vil ønske vandet gik her – for så vil man ikke være i tvivl, vel? Men de der veer kan jo vare i flere uger og snyde så mange gange.

      Det må være så vildt. Dejligt det gik så godt ❤️