Minimalistisk livsstil: Mit opgør med overflod og rod

Minimalistisk livsstil: Mit opgør med overflod og rod 1

På dagens cykeltur gennem byen var det tydeligt, at mange netop i dag startede op efter ferien. Det var en god blanding af gråvejr, støvregn og opgivende ansigter, der alle lignede de hellere vil forlænge juleferien et par dage end at stå lige der. Sådan havde jeg det sådan set også i morges selvom vores ferie allerede sluttede i torsdags.

I det øjeblik, jeg tænker negative tanker, forsøger jeg at hanke op i mig selv. Jeg tænker meget på skovbrandene i Australien de her dage, ligesom alle andre, og pludselig virker 6 grader og regn attraktivt. Vi har det godt. Jeg har bare at være taknemmelig og positiv.. Hvis I en dag fanger mig i noget brok, må I endelig prikke til mig.

Minimalistisk livsstil

Jeg har optaget Gåsehud Podcast hele dagen, og nu har jeg lige et par timers skrivetid inden jeg skal i seng. Jeg er blevet meget bedre til at prioritere de rolige dage, der ikke er plastret ind i aftaler. På det område er jeg ret “hård” i mine prioriteter. Jeg har simpelthen ikke tid til at bruge flere timer på noget, der ikke gavner mig eller i sidste ende tager tid fra skriveprocessen.

Om at forsøge at rydde ud og op og at genfinde roen i egne omgivelser

Samtidigt har jeg smidt bekymringerne og følelsen af at skulle levere et eller andet, jeg ikke engang selv ved hvad er. For ligesom vi kan leve minimalistisk i vores hjem, kan vores hoveder også blive mere minimalistiske. Færre bekymringer, mindre tankemylder og færre forventninger. Det giver overskud og klarhed, oplever jeg.

Jeg synes egentlig vendingen “minimalistisk livsstil” er blevet skambrugt de seneste par år. Jeg er heller ikke sikker på, jeg forstår definitionen sådan helt rigtigt, da det for mig er så meget andet end lys og simpel indretning. Det er lige så vel mentalt og kunne efter min mening lige så godt hedde simpel- eller langsom livsstil. 

Minimalistisk livsstil

Ydre og indre minimalisme.. Færre bekymringer og mindre tankemylder

Jeg tror klart det har noget med det nye år at gøre, men det er også en proces, jeg har gennemgået efter nogle alt for travle måneder på arbejdsfronten. Ja, jeg har haft travlt og ja det har været presset, men følelsen af uro har i lige så høj grad været i mit indre. De fleste mennesker har travle dage, men det handler for mig om, hvordan jeg håndterer de mange tanker. Med et nyt år kommer roen, og den forsøger jeg at finde hver dag.

En anden ting er det ydre, og her hjælper det mig altid at starte med vores hjem. Møbler, ting, rod.. Alt det der fylder og ikke gavner os. Jeg har netop solgt vores store lænestol samt de fire spisebordsstole, der har stået i hjørnet i flere måneder. Alene dét hjalp helt gevaldigt.

Det lyder skørt, men jo færre ting der fylder, desto bedre har jeg det. Vi kan klare os med kun det mest nødvendige, og der er bare mange ting, der ikke går under den kategori. Desværre.

Minimalistisk livsstil

Jeg gør mig også mange tanker om hvad vores hjem skal bestå af. Jeg ser gerne at det er langtidsholdbart og købt brugt. Ikke fordi jeg har en bæredygtig profil (det er der mange andre, der er bedre til), men fordi det føles godt.

Jeg elsker jagten i at finde noget kvalitet til få penge, som vi kan sætte i stand. Det er faktisk sjovt, og jeg forstår godt dem, der elsker at jage loppefund på markeder og i genbrugsbutikker. Jeg har selv været en flittig genbrugsjæger, da jeg var studerende, men med årene har jeg glemt det sjove i jagten. Det vil jeg gerne finde tilbage til.

Minimalistisk livsstil

Den store lænestol, der nu har fået ny ejer via DBA

Jeg kommer derfor til at lave flere indlæg løbende om en minimalistisk livsstil. Vi bor i en 3-værelses, hvilket er fint, men fordi vi gør det, er vi nødt til hele tiden kun at have det vi har brug for og ikke et gram mere.

Til tider føles det faktisk som en gave, at vi “kun” bor på 98 m2 (som nok nærmere er 90 m2 i nybyg), da vi simpelthen ikke kan få for meget. Når vi gør, er vi nødt til at få styr på det med det samme, så vi ikke drukner i ting og sager.

Minimalistisk livsstil

Oprydningen i vores hjemmebyggede skab, der skabte ro og overblik

Hvordan søger jeg mod en minimalistisk livsstil? Senest har jeg ryddet op i vores skab. Nogle af jer kan måske huske sidste år, hvor vi var nødt til at skifte værelser herhjemme, så børnene kunne få det “store” værelse og vi fik det lille. I vores soveværelse kan der kun stå en seng på 160 cm samt det hjemmebyggede skab, som kommer i forlængelse af det ene lille skab, der var der i forvejen.

Og fordi det er småt, kan vi heller ikke have ret mange ting hængende. Jeg fik i hvert fald sorteret godt ud og skabt masser af plads på fladerne. Jeg har ikke brugt nogen fancy teknik udover tanken om at det skulle være overskueligt og nemt at komme til. Det synes jeg også det blev.

Kasserne fra Aykasa er stadigvæk geniale til at skabe orden i sagerne. Både til mindre tasker, undertøj, sokker og mindre sager. Vi har også de store øverst til ting vi ikke bruger så ofte. Deroppe har Rasmus ekstra arbejdstøj, og jeg lægger konsekvent mine striktrøjer og vinterting derop, når det bliver varmere i vejret.

Minimalistisk livsstil

Minimalistisk livsstil: Oprydning, opmagasinering og overblik

Det er også herinde jeg gemmer yogamåtter, meditationspude og andre “redskaber”. Jeg lægger også de ting, jeg får tilsendt med posten herind, så jeg har styr på det hele og det ikke skaber rod andre steder. Der er ingen af os, der ejer synderligt meget tøj, jakker eller sko, så det fungerer fint.

Jeg er så glad for vi skiftede over sidste år, da jeg er blevet bevidst om vi ikke behøver meget andet. Vi bruger kun soveværelset til at se serier og sove. Derfor har vi jo heller ikke brug for andet end en seng og noget opbevaring. Det samme gør sig gældende med børnenes værelse.

Det er klart i stuen, hvor vi er mest. Det er heldigvis også lejlighedens samlingspunkt, og derfor fungerer det fint for os. Spørgsmålet er så hvor mange år de kan dele værelse, men det finder vi ud af hen ad vejen. Ellers må vi finde på en smart løsning i stuen med en gittervæg, der skærmer for vores seng, så de får hver deres værelse. Jeg vil virkelig ønske vi kunne købe vores eget, men det er vores budget på ingen måder til.

Er I gode til at rydde ud og op? Måske med en minimalistisk livsstil in mente? Og har I ønsker til indlæg om sortering, genbrugsjagt, at sælge ud eller andet? Og hvad med i forhold til arbejdet med det indre? Sig endelig til.

Jeg er ikke ekspert, men nyder selv at blive klogere. Det er sjovt at kigge tilbage i arkivet, for jeg skrev allerede indlæg om den tankegang i 2015, 2017 og 2019. Det tyder på behovet for ro og at eje få ting altid vil herske herhjemme.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

2 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments