MILANO GUIDE: ALT DU SKAL VIDE

Milano guide

Den længe ventede Milano guide, som har taget maaaange timer at stykke sammen. Sådan er det med rejseguides, og derfor venter jeg også altid med at udgive dem, da jeg lige skal have oplevelserne på afstand.


MILANO GUIDE OG MINE ALLERBEDSTE TIPS TIL DEN ITALIENSKE PERLE

Milano var skøn! På en helt anden måde end Rom, men stadigvæk meget italiensk og rart. Vi havde kun et par dage, og derfor var det hele også meget tætpakket. Jeg har dog forsøgt at stykke guiden sammen med udgangspunkt i de 48 timer vi havde i byen. Hvis du har mere tid, har jeg suppleret op med et par ekstra tips, så du får set og spist en masse forskelligt.


FLY, HOTEL OG TRANSPORT

Vi fløj derned med SAS og hjem igen med Ryanair (via Momondo), som var den billigste og bedste løsning. Billetterne kostede omkring 1.600 kr. i alt. Vi havde hver især holdt os til en kabinekuffert, så vi slap for den ekstra udgift i en stor kuffert.

Der kører løbende toge fra lufthavnen til Milano. Billetterne koster omkring 13 euro, og I køber dem blot, når I lander. Toget kører rimelig ofte og fungerer upåklageligt. Da vi ankom til stationen gik vi faktisk hele vejen til hotellet, hvilket er endnu en fordel ved at holde sig til håndbagage.

Hotellet blev først booket dagen før afrejse, da turen var meget impulsiv. Vi havde oprindelig booket et andet hotel, men det blev udsolgt lige inden betalingen. Heldigvis betød det vi fandt Hotel VIU Milan, som vi bokkede via Hotels.com til den bedste pris.

Det er helt nybygget, utrolig gennemført og klart et af de lækreste hoteller, jeg har boet på. Det lå tilmed i Chinatown, som er et af de hippeste områder i Milano p.t. Prisen var mere end fair, og selvom vi havde booket et stort værelse til os alle tre, endte vi med at få to separate. Højdepunktet var nok den fine tagterrasse, hvor vi drak cocktails mens solen gik ned. Det minde er i den grad kommet op på kaminhylden.

Milano guide


VEJRET

Vi var afsted i slut april og var virkelig heldige med vejret. Det var omkring 15-19 grader, og jeg havde bare ben hele weekenden. Italienerne synes åbenbart det var koldt og gik stadigvæk rundt i vintertøj, men de mange undrende blikke skulle ikke stoppe mig.

Man kan godt mærke man er kommet lidt mere nord på kontra Rom, men sammenlignet med Danmark, føles det altså betydeligt mere forårsagtigt.


SEVÆRDIGHEDER OG OMRÅDER, DU SKAL BESØGE – MILANO GUIDE

Jeg synes egentlig ikke Milano har de store kulturelle oplevelser – udover de åbenlyse selvfølgelig, som Il Duomo (den velkendte domkirke) og Piazza del Duomo (selve pladsen foran kirken). Der er selvfølgelig mange historiske bygninger, kirker, teatre, parker og andet smukt, men det er mere en stemningsby end noget andet, hvor man vandrer rundt og suger det italienske liv ind.

Mine favorit områder var Moscova (hvor Chinatown ligger), centrum omkring Piazza del Duomo samt Navigli. Førstnævnte er hipt, og her finder du en masse lækre spisesteder, high-end shopping og små skjulte skatte.

Terrazza Aperol lige ved Il Duomo

Den kendte terrasse. hvor man kan nyde en kold Aperol i solen med udsigt udover Milanos mest kendte plads. Vi sad her en lille time, og jeg nåede at blive solbrændt. Min Aperol har aldrig smagt bedre, og jeg nød den gode stemning og det lækre loungemusik. Bemærk, at der godt kan være lidt kø, men hvis du kommer tidligt burde det ikke tage så lang tid. Vi stod i kø i ca. 15 minutter før vi fik et bord.

Corso Como 10

En skjult skat, som Katrine gjorde os opmærksom på. Den er virkelig svær at spotte, hvis ikke man ved den er der. Omme bagved porten finder du den hyggeligste gårdhave, hvor du kan nyde et køligt glas hvidvin, mærke stemningen og snacke lidt. De har også restaurant til om aftenen og endda et hotel, hvis man virkelig vil bo fornemt.

Længere inde finder du en shop fyldt med de vildeste designerbrands. Det blev lidt for mærkeligt og avantgarde, hvis du spørger mig, men hvis du elsker fashion og gerne vil være en frontrunner, så er det her du skal bruge din opsparing.

Navigli

Bydelen, der på mange måder minder om Venedig med de små kanaler og både. Her er enormt hyggeligt og afslappende, og folk nyder solen på de mange spisesteder langs vandet. Vi gik op og ned langs kanalerne, da vi ville finde et godt spisested, der ikke var for turistet. Det lykkedes heldigvis og vi nød vores frokost udenfor til lyden af “gadelarm”.

Bagefter gik vi videre, stødte på et lækkert loppemarked, kiggede i mærkelige butikker og fandt hyggelige gårde til billedeskydninger. Om aftenen bliver det til fest og farver, så hvis man gerne vil snuse lidt til det milanesiske natliv, er det her det sker.

Hop ombord på en sporvogn

Milano flyder over med søde sporvogne fra 1920’erne, 1950’erne og 1970’erne, som altså er endt med at blive et kendetegn for byen. Hvis du fanger sporvogn nr. 1, får du vidst lov at sidde i en af de ældste, og det er altså en hyggelig måde at opleve byen på. Man kan nærmest forestille sig datidens folk og deres daglige ture i sporvognene.

milano-1


SPISEOPLEVELSER

Jeg elsker mad, og det er for mig en stor del af oplevelsen, så derfor håber jeg I er klar til en masse anbefalinger. Jeg faldt desværre først over den her foodieprofil på Instagram efterfølgende, men jeg tror den er ganske god at bogmærke, hvis man vil være sikker på at spise godt.

California Bakery

En kendt café og tilgængelig i flere hovedstader. Her indtog vi vores morgenmad én af dagene, og det smagte rigtig fint. Det havde været 5 stjerner værd, hvis vi kunne have nydt det udenfor, men grundet det lidt kølige morgenvejr, blev det indenfor. Man kan enten snuppe en morgenmadsbagel, som vi gjorde, eller selv sammensætte sin morgentallerken.

Clotilde Bistrot

Et sted, vi desværre ikke nåede at besøge, men som så fantastisk ud udefra. Her kan man nyde alt fra sin morgenmad eller frokost til apperitivo eller aftensmad.

Da’ Otto 

Fantastisk urban indretning, udendørssiddeområde, smuk og lækker mad samt en lækker stemning om aftenen. Et must-try, hvis man kommer forbi Chinatown, og så ser kaffen også formidabel ud.

Fancy Toast

Det var faktisk Michelle, der fandt det her sted, og alene ud fra billederne vidste vi at vi måtte forbi. Stedet er dog småt, så forsøg at komme forbi udenfor de populære tidspunkter. Når du har et bord kan du til gengæld også mæske dig i toasts med rødbedehummus, græskar, clubsandwich style, peanutbutter, nutella eller bær. Mulighederne er mange og de mætter godt.

Corso Como 10

Det skjulte sted, som Katrine introducerede os til, byder på et virkelig godt udvalg af vine. Det bedste ved Milano er nok, at hver gang man bestiller et eller andet at drikke, får man masser af snacks med. Det burde altid høre sammen. De tilbyder også lette retter, som umiddelbart så godt ud, når man kiggede rundt omkring.

Pizzeria Fabbrica 

Aftenen, hvor jeg fik en god italiensk pizza og verdens største øl. Det var virkelig godt og en klassisk omgang italienske kulhydrater. De ligger flere steder rundt omkring i byen.

Soulgreen (vegansk og vegetarisk mad)

Vi nåede ikke forbi, men det så godt ud og klart et sted, jeg vil besøge, når jeg engang skal til Milano igen. Prøv lige at se billederne!!!

GAM Bistrot

Koreansk mad i Milano? Ja! Og det var godt. Ovenpå en del italienske retter, er det altid rart at få noget andet, og vi var heldige at få bord hos populære GAM Bistrot. Maden er billig og det går stærkt.

Luca e Andrea

Mit personlige favorit sted, og her jeg fik turens bedste måltid. Nemlig en pastaret med rejer. Av, det var godt! Vinen var perfekt, og hvis jeg havde haft plads, havde jeg også nuppet en tiramisu. Det ligger i Navigli området, så slå det eventuelt sammen med en tur dertil.

milano-3


SHOPPING

Nu gjorde vi også ikke rigtigt i shopping, da vi jo kun havde håndbagage med. Men Milano er eftersigende stedet at shoppe. Fra de dyre designbutikker på Corso Como til highstreetkæderne omkring Il Duomo.

Derudover er der vintage loppemarkeder, små unika butikker i Navigli og eftersigende et sindsygt outlet lige udenfor Milano. Mulighederne er mange, hvis man har intentioner om at få lidt nyt med hjem.


PRISNIVEAU

Milano er dyrere end Rom og andre steder sydpå. Både i forhold til at spise, drikke og hotel. Byen virker mere multikulturel end andre italienske byer, og det har sikkert resulteret i højere priser.

Det gjorde mig ikke noget, da vi trods alt er vant til det fra København, men vær lige opmærksom. Man kan dog heldigvis stadigvæk finde mange gode spisesteder, som er virkelig budgetvenlige i forhold til kvaliteten.

Jeg håber I kunne bruge min Milano guide. Har I været i Milano og hvad synes I?


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag, samt Snapchat (danica_chloe).

Del indlægget
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

2 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments