Kategorier
Fjernsyn for de mindste: GODE serier, film, videoer og apps til småbørn
Hånden op, hvis du også har tyet til fjernsynet, iPaden eller computeren, når dit barn rammer ulvetimen. Eller bare andre tider på døgnet, hvor du gerne lige vil nyde din kaffe i ro og mag.
Læs også:
Jeg tipper om de bedste dokumentarer på Netflix, som du bare må se
Disclaimer: Jeg ved det ikke er alle, der er fortaler for skærm til de mindste, og det respekterer jeg, men det her indlæg tager udgangspunkt i alle de gode visuelle tips, når man har brug for genial underholdning til småbørn.
Fjernsyn for de mindste og en håndfuld gode tips
Nola elsker at ligge i sofaen og se TV. Ikke i at det er det eneste hun laver, men hun kan nemt sidde en halv time nu og forsvinde væk i det hun ser. Som regel ser hun noget sammen med Sylvester og os andre, og så bliver det også en hyggelig familiestund, hvor vi alle maser os ned i den lille sofa.
Andre gange er det en hjælpende hånd i ulvetimen, så vi kan rydde op, lave madpakker, aftensmad etc. Præcis ligesom mange andre småbørnsforældre.
Hermed mine anbefalinger, når det kommer til GODE serier, film, YouTube videoer og apps til småbørn
Serier til de mindste
Buddi = En serie på Netflix til de allermindste. Jeg vil mene det er sådan en, der er god at starte ud med. Nola elsker den stadig, og det gør jeg faktisk også. Lydene er beroligende, farverne er rare og det er virkelig en man kobler af til.
Booba = Den her var Nolas første rigtige favorit. Hun har elsket den i over et år og ser den stadig til tider. Der er lidt mere fart over feltet, men Nola både griner, danser og nynner med. Den ligger på Netflix.
Go Go Cory Carson = En sød serie om en bilfamilie. Der ligger to sæsoner på Netflix, og den er faktisk ret hyggelig. Nola er enig og vælger tit den, når hun kigger på skærmen.
Peter Pedal = Det her minder mig om min egen barndom. Jeg bliver aldrig træt af Peter Pedal, og det gør Nola tydeligvis heller ikke. Vi ser det på Viaplay, hvor der ligger 9 sæsoner.
Dora The Explorer = Dora driver mig til gengæld til vanvid. Det er nok efter flere år, hvor Sylvester så det hver eneste dag. Nola elsker den dog også, når jeg endelig sætter den på. Den ligger på Viaplay.
Mighty Little Beem = Endnu en Netflix serie til de mindste. Her følger man en lille og vild baby i Indien, der laver en masse ballade på en enorm sød måde. Fyldt med farver, hvin og søde ulykker. De mindste elsker den.
Læs også:
Den STORE guide til amerikansk reality, så du kan komme igang NU
Film til de mindste
Chihiro og Heksene (Spirited Away på engelsk) = Den her film har vi nok set 50 gange siden nytår. Mine børn elsker den, og det gør jeg også. Det er muligvis en af de bedste børnefilm nogensinde. På en god dag kan hun (næsten) se hele filmen uden at miste interessen. Den ligger på Netflix og skal ses af både store såvel som små.
My Neighbor Totoro = Endnu en japansk tegnefilm. De kan bare noget med æstetik, lyd og fantasi. Den er ældre end Chihiro, men mindst lige så værd at se. Den findes også på Netflix.
Madagascar = Børnene er vilde med alle 3. Masser af musik, sjov og eventyr. De ligger alle på Netflix.
Alfons Åberg = Om det er serien eller filmen, er underordnet. Mine børn elsker det, og det gør jeg egentligt også. Det ligger tilgængeligt på Netflix og Viaplay.
YouTube videoer til de mindste
Cocomelon = En af de mindst skrækkelige amerikansk produceret nursery rimes. Nola elsker det, og det er vel det vigtigste. Vi finder det på YouTube.
Arne Alligator = Svensk når det er bedst. Hvis dine børn elsker Popsi og Krelle vil de også elske Arne Alligator på YouTube.
Popsi & Krelle = Alle forældre kender Popsi og Krelle, men den lister sig alligevel med på listen. Mest af alt fordi vi bruger godnatmusikken på YouTube og Spotify inden hun skal sove. Det beroliger hende.
Just Dance = Hvis du følger mig på Instagram, har du måske set mine børn danse amok til Just Dance? Det er faktisk et spil, men vi ser bare videoerne på YouTube, som børnene prøver at danse med til. De er faktisk blevet ret gode til det. Det er enormt hyggeligt og sjovt, og børnene får bevæget sig imens.
Apps til de mindste
Hupsi = Nola bruger sjældent iPad, men når hun gør er det Hupsi der vinder. Der er langt imellem de gode børneapps, men den her er så rar og beroligende at høre på. Det er sådan et man skal hente før man forstår hvorfor det er så godt. Jeg er ret sikker på den koster omkring 14 kr.
Sago Mini Monsters = Her får de lov til at farve et monster, give den mad og børste dens tænder til sidst. Enormt simpelt, men ret så hyggeligt. Den er vist nok gratis.