Kategorier
Loppemarked: Mine bedste tips til at sælge ud
Loppemarked: Mine bedste tips til at sælge ud på landets mange loppemarkeder..

Jeg fik én rigtig god forespørgsel for noget tid tilbage. En sød læser ville gerne vide, hvordan jeg formåede at sælge så godt, når jeg tog afsted til loppemarkeder rundt omkring i København.
Jeg har efterhånden 10 års erfaring, og er i hvert fald afsted tre gange hvert år, hvorfor jeg lige så godt kan dele de gode tips, jeg har samlet sammen gennem tiden. Jeg elsker stemningen, at se mine ting få et nyt hjem og ikke mindst at tjene lidt penge. Man bliver helt høj, og hver eneste gang glæder jeg mig allerede til næste loppemarked. Der går næsten sport i det.
Mine bedste tips til at sælge godt ud til loppemarked. Hvad virker og hvad virker ikke?
1. Hvad skal du sælge? For det første skal du gøre op med dig selv, hvad du vil sælge. Er det kun tøj? Eller er det måske også børnetøj og legetøj? Hvad med ting til boligen eller herretøj? Skal det hele med? Der er nemlig loppemarkeder til hvert et område, og så er der nogle loppemarkeder, der tillader det hele. Sidstnævnte er jeg særlig glad for, da det bare er rart, at kunne tage alle sine ting med, når man er klar. Det giver dog også et mere rodet udtryk, men mere om det nedenfor.
2. Du skal stadigvæk gøre dig umage! Selvom det er et loppemarked, og tingene ofte sælges billigt, har folk tendens til at drages mod de stande, hvor det hele ser pænt ud. Det “pæneste” tøj må gerne hænge på bøjler på et tøjstativ. Det ser både bedre ud, og det er nemmere for de besøgende at se, hvad du faktisk har. Lad vær med at hænge for meget på stativet, så det er tætpakket.
Jeg plejer at hænge det bedste op først, og efterhånden som det bliver solgt hænger jeg en ny sag op. Det samme gør sig gældende for bordet, som jeg altid vil anbefale at skaffe. Det er bare ikke det samme, når det ligger på et lagen på jorden. Tag eventuelt en dug med og arranger tingene pænt. Sko for sig, skønhedsprodukter for sig og det tøj, der ikke kan hænges op, for sig. Det plejer at fungere ret godt.

LÆS OGSÅ: SÅ MEGET SOLGTE JEG FOR TIL MIT SIDSTE MARKED
3. Kom i god tid. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set, at folk kommer for at sætte deres ting op efter loppemarkedet er åbnet. Jeg er der modsat næsten altid først, når det er et udendørsloppemarked. De loyale besøgende kommer tidligt, og der bliver solgt RIGTIG meget inden loppemarkedet overhovedet officielt åbner. Det er selvfølgelig ikke muligt ved indendørsloppemarkeder, men ved udendørs kan man godt, hvis man på forhånd ved, hvor man skal stå. Folk plejer at rode i mine IKEA poser inden jeg overhovedet får hængt det op og konkurrencen er minimal, da der endnu ikke rigtig er kommet så mange.
4. Lad vær med at prismærke dine ting. Jeg forstår godt det kan se pænt og overskueligt ud, men jeg er slet ikke til det. I hvert fald ikke ved et billigt udendørsloppemarked. Folk elsker at få følelsen af de presser dig i pris, og det er lidt nemmere, hvis udgangspunktet ikke er et prismærke. Med mindre du repræsenterer en virksomhed, vil jeg ikke anbefale det.
Jeg sælger nok mine ting lidt billigt, men jeg får det også solgt hurtigt, fordi jeg tager det i øjeblikket og lader de besøgende presse mig. Et godt tip er dog at sætte varen 10-20 kr. højere end din smertegrænse. Nogle gange siger jeg også nej, hvis jeg er overbevist om jeg kan sælge det til den pris. Mit prisniveau ligger for det meste mellem 50 kr. og 100 kr. per del. Det er sjældent højere, med mindre jeg har taget nogle dyrere mærkevarer eller større ting med.
5. Overvej, hvad du kan tage med. Ovenstående bringer mig til det her punkt. Det er nemlig ikke ALT, der kan betale sig at tage med på et loppemarked. Eksempelvis dine dyre ting fra Ganni, som folk kun vil give 80 kr. for. Her er du bedre tjent med at sælge det online. Nogle gange tager jeg det alligevel med, og som regel er der nogen, der gerne vil have det til en (stadigvæk) god pris, og så sparer jeg online besværet.
6. Kundeservice. Det kan godt være det “bare” er et loppemarked, men folk elsker service. Sig HEJ, snak med folk, giv dem en pose med, når de køber noget, og gør det muligt for dem både at kunne betale med kontanter og MobilePay. Det er virkelig de små ting, der gør forskellen. Jeg elsker at se mine ting få et nyt hjem, og folk bliver altid så glade, når de går derfra. Så føles det altså godt.

7. Husk skilte, byttepenge og spejl. Jeg plejer at skrive mit tlf. nr. på et stykke papir og klistre op, så jeg ikke skal nævne det 100 gange i løbet af en dag. Derudover kan man skrive størrelser og mærker på, hvis man gerne vil gøre det nemmere for folk. Byttepenge er en god idé. De fleste har efterhånden MobilePay, og mange kommer med mønter, men nogle gange har folk kun store sedler, og så er det rart at kunne veksle. Jeg har aldrig haft et spejl med, da det fylder lidt rigeligt, men dem, der har, sælger SÅ godt. Alle går hen til spejlet, så de kan se sagerne på.
8. Køb din stand i god tid. Loppemarkedet på Islands Brygge er et af Københavns største og MEGET populært. Standene bliver udsolgt flere måneder før selve dagen. Derfor plejer jeg allerede i januar, når de bliver sat til salg, at købe til hele året. Der er udendørsloppemarked én gang om måneden fra april til oktober. Man kan dog være uheldig at det regner. Nogle har presenninger med eller noget til at ligge over, men hvis det står ned hele dagen, plejer folk som regel ikke at dukke op. En stand koster nemlig kun 150 kr., hvorfor det er til at overskue.
9. Du skal investere i tingene til loppemarkedet. Jeg har et sammenklappeligt bord, jeg selv tager med + to gode tøjstativer. Når man får plads på et traditionelt loppemarked, skal du som regel tage ALT med selv. Derfor skal man ud at købe bord, stativer etc. Det slår måske de fleste ud, da de ikke kan overskue det, men det kan godt betale sig, hvis man, ligesom mig, sælger ud flere gange årligt. Der er dog ved at komme nye loppemarkeder til, heriblandt Tradono, hvor de har borde, bøjler, stole og poser klar til dig. Standen koster måske lidt mere, men du slipper for at skulle slæbe det hele frem og tilbage.
10. Lad vær med at smide alt det ud, du ikke fik solgt. Det er simpelthen så ærgerligt, når folk smider deres ting i skraldespanden sidst på dagen. Der plejer at stå nogle klar til at overtage eller nødhjælpsorganisationer, som giver det videre til folk, der mangler det. Vi skal jo gerne minimere tøjspild. Alternativt kan du give det til H&M, der kan genbruge det til produktion af nyt tøj.
Faktisk skal jeg sælge ud igen nu på søndag. Denne gang til Tradono Marked på Israels Plads (lige ved siden af Torvehallerne) fra kl. 11 til 17. Vejret skulle blive godt, og jeg ved, der kommer en masse lækre stande. Jeg glæder mig også til at se, hvordan det adskiller sig fra de loppemarkeder, som jeg plejer at sælge ud til.
Jeg kommer til at tage nogle lidt dyrere ting med, for at se hvordan det går, da jeg fornemmer det er lidt noget andet end det på Islands Brygge. Og så håber jeg selvfølgelig I kigger forbi. I kan læse mere om eventet her, og sig endelig hej, hvis I bestemmer jer for at tage afsted ❤️
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.








Hej Danica. Jeg skal ud på loppemarkedet på Islands Brygge på søndag og have en stand for 3.gang. Jeg har tidligere gjort meget brug af dine erfaringer (og det var også her hos dig, at jeg lærte dét loppemarked at kende – så tak for det) – hvad gør du, når du sælger børnetøj? Hvis du gør selvfølgelig. Jeg havde meget velholdt børnetøj med sidste gang og havde gjort det meget overskueligt for folk i plastic, gennemsigtige ikea kasser og med størrelser på. Men der blev ikke solgt meget??? Hvad plejer du, eller hvad tror du virker? På forhånd mange tak for din hjælp, og rigtig god søndag aften 🙂
Hej Rikke
Dejligt at høre!.
Jeg gør faktisk ikke så meget. Jeg har babytøj og drengetøj for sig i hver deres rodekasse (med størrelser skrevet på et papir).
Hvad priser tager du? Jeg sælger ca. til 10-20 kr. per del, og der røg en del. Det er dog babytøj, der sælger bedst.
Det afhænger også af vejret og hvad folk er på udkig efter. Jeg sælger bedre fra rodekassen end når det hænger på et stativ. Jeg tror folk tænker de så kan gøre sig et kup. Børnelegetøj sælger også virkelig godt.
God fornøjelse. Jeg prøver også at få fingrene i en stand til på søndag (har så meget), så hvis du kender nogle der sælger deres stand, må du endelig sige til.
Hej Danica. 1000 tak for dit fyldestgørende svar? Hvis du stadig mangler plads til på søndag, må du gerne få min stand? Det eneste som jeg godt kunne tænke mig til gengæld er en henvisning på Instagram til min firmaside “levemor”. Jeg er selvstændig og hjælper mødre med mere overskud i hverdagen? Tænk over det, jeg har stor respekt for dit firma og følger troligt med, så jeg kender din stil og dit høje visuelle niveau, men jeg er sikker på at kan gå. Bedste hilsner fra Rikke
Hej Rikke
Beklager det sene svar. Jeg håber du selv kom afsted? Jeg nåede at købe en andens stand i sidste uge. Det var dejligt lige at få ryddet ud sidste gang for i år.
Hvor spændende med din virksomhed. Jeg kan umiddelbart ikke lige finde dit website, så send det endelig i en kommentar herinde.
Hej Danica.
Hvor er du sød at svare så ordentligt – tak?
Hvis du søger på instagram, hedder jeg “levemor”. Så skulle du gerne komme ind på min side?
Jeg er blevet selvstændig i januar i år, og derfor har jeg også nydt godt af dine mange indlæg omkring det. Både af fordele og ulemper. Jeg har også altid fulgt med hos dig, fordi vi har jævnaldrende børn. Jeg har også en dreng fra 2012, og 4 år og 8 mdr. senere fik vi en pige, så vi har også lidt aldersforskel ligesom jer (hvilket jeg elsker)?
Hvis du på et tidspunkt, skulle have lyst ti at mødes, så giver jeg meget gerne en kaffe på Islands Brygge. Det er helt uforpligtende, men det kunne være rigtig givende, og ikke mindst spændende at mødes med en selvstændig, kvindelig kollega. Ha´ en rigtig dejlig eftermiddag.
Beklager det sene svar. Send endelig en mail på [email protected]. Der tjekker jeg oftere.