Fem geniale ting på min hylde

I takt med bloggen har skiftet design, har jeg dykket mere ned i hvad I godt kan lide at læse og hvad jeg elsker at skrive om. Jeg har jo efterhånden skrevet 1.500 blogindlæg, og selvom mange indlæg har dage, måneder eller år på bagen, kan det stadigvæk have sin relevans.

Èn af de ting, som jeg brænder for, og som I tilfældigvis også elsker at læse om, er alt der hører under kategorien beauty hacks. På mange måder ser jeg mig som en forsøgskanin. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg testet nye ting af. Vi snakker fletninger i håret, cool sculpting, kranio sakral terapi, laserbehandlinger og andet mærkerligt. Jeg er nysgerrig på ALT hvad, der har med beauty, velvære og sundhed at gøre. Nye behandlinger, rutiner, der faktisk gør en forskel, ny forskning og alternativer til gamle vaner.

Måske bunder det også i jeg har døjet med uren hud, en krop i ubalance, smerter og nedeperioder. Ting, jeg troede jeg ALTID skulle leve med, men som jeg alligevel fik styr på. Alt fra yoga til frugtsyrebehandlinger, vippeserum, de bedste ansigtsprodukter, meditationsapps, holistiske skønhedsbehandlere og helbredsbøger.

Det er dog sådan med den favre verden af velvære, at der sjældent er én løsning for alle, men alligevel kan mine erfaringer måske bare hjælpe en håndfuld af jer? Den dag i dag får jeg stadigvæk på ugentlig basis beskeder fra folk, der døjer med acne og ikke ved hvad de skal gøre. Jeg genkender frustrationen, og frygten for tilbagefald vil altid sidde i mig, hvorfor det er vigtigt for mig at dele ud. Ikke fordi jeg er ekspert, men fordi jeg har været hele møllen igennem.

Ydermere stopper jeg aldrig med at blive overrasket. Der sker så meget, og alene denne måned har jeg gjort mig nye opdagelser, som jeg elsker herhjemme. Derfor får I i dag fem sager præsenteret, som jeg ELSKER lige nu og som har en positiv indvirkning på mit indre, min hud, hår eller noget helt fjerde. Jeg håber I bliver inspireret, klogere eller måske bare mere forvirret? I så fald må I lige smide en kommentar i feltet nedenfor, og jeg kan forsøge at uddybe.

Frugtsyre galore = Frugtsyre er svaret på mine bønner, når det kommer til ar, ujævn hud og pigmentpletter. Og dem har man (læs: jeg) altså efter flere års acne, pillekure og to graviditeter. Senest kan jeg på ingen måder få armene ned over Rodials Glycolic Drops. Det er meningen man kun må bruge dem om aftenen, og man dagen efter skal huske solcreme, men hold op en forskel. For tiden, og især fordi det er den tid på måneden og min hud driller som følge af et skift i vejret, bruger jeg dem faktisk hver dag. Det er smør for min hud. Den suger det i sig, og hver morgen ligner det jeg netop er kommet hjem fra en fantastisk behandling. Om det er Rodial, Amazing Space, Nimue eller Mádara (som alle er fantastiske på det punkt), er underordnet. Det elementære er, at du husker det (samt en masse fugt) i din hudpleje.

Olietilskudet, der giver smørelse indefra = Amazing Space har lavet den her geniale olie, som man enten kan smøre på udefra eller tage som tilskud. Jeg snupper en teske hver dag, og på dage, hvor jeg har brug for ekstra pleje, smører jeg det også på udefra. Den olie jeg bruger er særdeles god mod problematisk hud, men der er også olier til andre hududfordringer. En ekstra bonus er, at den har en positiv indvirkning på fordøjelsen, som i sidste ende påvirker vores hudtilstand. Jeg har for en stund droppet min sædvanlige omega-tilskud og bruger nu udelukkende olien, hvilket fungerer fantastisk.

Og så er der alle redskaberne = Rosekvartsrullen, sugekopperne til ansigt og krop samt tørbørstning. Hvorfor er det nødvendigt? Er det overhovedet nødvendigt? Nej, det er det ikke, men hvis du nu ligesom jeg elsker de små ritualer, er det for noget for dig. Jeg bruger rullen, når min hud er træt og grå eller hvis jeg har spændingshovedpine. Ofte akkompagneret af en kop te i sofaen, når børnene sover.

Sugekopperne kommer ikke i brug dagligt, som rullen faktisk gør. Det er nok mere et par gange hver måned – afhængig af hvor god jeg er. Her får man bugt med fine linjer og en gratis opstramning af huden helt uden nåle eller kirurgi. Til kroppen er det GENIALT til doven appelsinhud. Ikke at der er noget galt med det, jeg har det selv, men jeg kan se en stor forskel, når jeg faktisk husker at bruge den store sugekop på lår og baller efter badet. Børsten til ansigtet er et rart ritual før brusebadet, hvor alle døde hudceller bliver børstet væk og der kommer gang i blodcirkulationen. Som mange af de andre redskaber, løfter det også lige ansigtet, så man både ser friskere og mere udhvilet ud.

Fugtgivende pleje til lyst hår = Efter jeg fik farvet mit hår lysere gik det op for mig, hvor meget pleje det faktisk kræver, hvis ikke jeg skal ende med en høstak. Jeg nåede dog at få en leave-in conditioner fra Previa med hjem, så jeg kan give mit hår ekstra pleje udover Olaplex, som jeg allerede bruger i badet. Det har endda vist sig, at være det bedste leave-in hårprodukt, jeg nogensinde har prøvet. Det gør filtret hår med knuder til det blødeste og mest blanke hår. Nu overvejer jeg at købe alle deres andre produkter, hvis min erfaring alene med den her sag er så god. Jeg kendte slet ikke til mærket før, men det er da en kæmpe fejltagelse.

Abrikoskerneolie til ALT = Der var engang, hvor jeg var bange for fugt. Ifølge 20 årige mig var det roden til alle mine udbrud. Nu er jeg heldigvis blevet klogere. Det handler nemlig blot om at finde de rene af slagsen, der fugter i stedet for at tilstoppe. Abrikoskerneolie er godt til alt. Fra massage af huden med rosekvartsrullen til påførelse efter barbering. Jeg er især glad for Xellences udgave, som jeg har brugt i et par år. Det er en af de bedste og reneste på markedet, hvis du spørger mig. Uanset hvilken olie man har derhjemme, kan man eksperimentere med at bruge den som make-up fjerner, ansigtsvask (så huden bevarer sin naturlige fugt), på neglene, til babymassage, på tørre områder eller hvad fantasien nu rækker til.

Jeg tester videre, og om et lille år, er der sikkert andre sager, der har fundet vej til badeværelseshylden. Jeg prioriterer dog også en simpel rutine, og derfor holder jeg det i det få. Hvis noget har overlevet på min hylde i flere år, er der er en stor chance for det aldrig ryger ud igen.

Har I prøvet nogle af ovenstående ritualer? Hvad præger jeres badeværelseshylde lige nu i det kølige efterår? 


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Jeg har faktisk selv sugekoppen, men er SÅ dårlig til at huske at få den brugt – nok fordi jeg synes det også tager lidt tid at gøre det ordentligt.
    Hvor ofte bruger du den og hvor lang tid ad gangen, hvis man må spørge? ☺️

    1. Så er vi to 🙈 Det er lidt af et projekt, men hold op en forskel, når man husker den. I perioder bruger jeg den flere gange om ugen, og så er der nu, hvor det nærmere er en gang om måneden.

      Når jeg bruger den, er det som regel altid lige efter badet, hvor huden er fugtig. Jeg påfører en olie inden og så bruger jeg minimum 5 minutter på hvert ben. Jeg synes det gør ondt i starten, men efter nogle gange har huden vænnet sig til. Efter en lille måned er forskellen virkelig stor 😍