7 produkter, jeg tømmer (og køber igen)

7 produkter, jeg tømmer (og køber igen) 1

Glædelig fredag. Den her uge har været den første uge tilbage på arbejdspinden. Børnene har været i institution, Rasmus på arbejde og jeg har fået styr på en masse hængepartier. Sådan er det, når man i små tre uger har droslet ned. Det er dog helt fint med mig. Jeg elsker at være igang igen, og sådan har vi det alle heldigvis.

I forbindelse med opstart på hverdagsrutinerne, har jeg også haft behov for at rydde op og ud. Både i tøjskabet, køkkenet og på badeværelseshylden. Jeg har haft en masse tomme produkter, som jeg ikke har fået sorteret fra efter jeg har købt nye, og det fik mig til at tænke på idéen til det her indlæg. For jeg har mine klare favoritter på badeværelseshylden.

Produkter, jeg tømmer, men som jeg også køber igen og igen

Nogle gange kommer der nye til og andre gang må et produkt vige pladsen for en forbedret udgave. Alligevel er jeg ret overbevist om hvad, der er godt, hvad jeg slet ikke kan undvære og hvad der virker for mig.

Således får I hermed en liste over de produkter, jeg tømmer og derefter køber igen. Hudprodukter, lifesavers til håret, olie, cremer. Jeg har taget det hele med.

En liste over mine favoritter, som jeg ikke kan leve ude

Maria Nila Invisidry Shampoo = Jeg føler jeg har været igennem et hav af tørshampoos. Nogle gør mig gråhåret og andre irriterer min hovedbund. Jeg skifter lidt imellem et par stykker, men én af dem, der gør det bedst, og som jeg erhverver mig gang på gang, er Maria Nilas Invisidry Shampoo. Den gør ikke håret gråt, og så løfter den håret præcis som jeg vil have det, uden jeg overhovedet kan mærke det.

Der er en grund til den hedder “Invisidry”. Prøv den og vend gerne tilbage om I er enige? Jeg bruger forresten tørshampoo hver dag. Både i nyvasket hår og på andendagen. Det giver mit hår volume og struktur, og det elsker jeg.

Mádara Fake It Self Tan Milk = Det er dyrt i længden at få spraytans. Til særlige lejligheder er det fint, men ellers foretrækker jeg selv at påføre og styre hvor intensiv farven skal være. De sidste 6 måneder har jeg brugt Mádaras Fake It.

Den giver en virkelig flot og naturlig solbrun kulør. Efter man har smurt sig ind udvikler farven sig over de næste 4-6 timer. Ønsker man en endnu dybere farve, kan man opbygge den over et par dage. Jeg elsker alle Mádaras produkter, og denne er ingen undtagelse. Den er nemlig spækket med med jojoba og hyaluronsyre, der går ind og fugter huden. Psst.. Den er endda på tilbud lige her.

Rodial Vit C Brightening Mask = Masken, der gør underværker. Der er to masker, jeg sværger til og som har en øjeblikkelig og positiv effekt på min hud. Den ene er Amazing Spaces Miracle Mask, og den anden er den her sag fra Rodial. Den giver hurtigt en mere jævn, glat og ensartet hud samt en strålende glød. Jeg har brugt den et lille år, og jeg tømmer den hver gang (selvom den er drøj i brug). Den er spækket med vitamin C, frugtsyre, glykolsyre og mælkesyre, som sammen giver de gode resultater. Jeg anbefaler den til alle, hvis man ligesom jeg kan have tendens til hudproblemer.

Pai Hybenkerneolie = Den her olie har jeg talt om så mange gange efterhånden (I kan læse hvad den har gjort af underværker for min hud her). Pai kan kun købes hos Sephora verden over, så man skal forbi en Sephora butik eller online for at finde den nu. Det er nok en af de bedste ansigtsolier, jeg har prøvet.

Gua Sha sten = Gua sha er mit foretrukne favorit redskab, når det kommer til huden. Hold nu op, den kan udrette mirakler. Alt fra spændinger i hoved og nakke, fine linjer, væskeophobinger og glød. Jeg forsøger at bruge min hver dag. HELDIGVIS kan jeg lige om snart afsløre et samarbejde med hende her, hvor vi kommer til at tilbyde skræddersyede pakker med både gua sha sten og olie (samt videoer med hvordan de bruges). Husk at kig forbi bloggen indenfor den næste uge, hvor jeg kan vise hvad vi har arbejdet på.

ID Hair Blonde shampoo og Blonde balsam = Når man, som jeg, får lysnet håret, kræver det en god silvershampoo, der kan holde hårfarven pæn og kølig. Jeg har været igennem min ration, men det var først da jeg fik fingrene i ID Hair varianterne jagten stoppede. Det er nemt at fordele og neutraliserer de gyldne og varme toner i håret. Jeg bruger både shampoo og balsam ca. 1-2 gange ugentligt, og jeg kan holde mit hår lyst på den lækre måde til næste frisørbesøg.

FaceD Pure Plump Hyaluronsyre = Den her faldt jeg over i Sephora i Italien i maj måned. Jeg skulle egentlig have Pais hybenkerneolie, men damen fortalte mig, at den her sag var det mest solgte ansigtsprodukt i Italien. Det måtte jeg simpelthen prøve, og hvor er jeg glad for jeg gjorde det. Den fanger udbrud i opløbet, strammer huden op og giver en jævn og flot glød. Jeg har allerede bestilt to mere via deres website (det fåes ikke i DK endnu), og jeg glæder mig til at modtage det, da jeg har levet uden den i en lille uge. Jeg bilder mig i hvert fald ind min hud savner den.. Prisen er tilmed virkelig god.

Hvilke produkter køber I igen og igen? Måske jeg støder på noget, jeg ikke kendte til i forvejen.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

4 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments