Evighedsbuketter og tørrede blomster til hjemmet: Jeg er FAN!

Evighedsbuketter og tørrede blomster

Glædelig onsdag. Herhjemme fortsætter vi lidt i den her rille. Nu er Nola ramt af feber og hjemme fra vuggestue. I nat vågnede hun hver halve time og var ked af det. Vi er jo ikke vant til natteroderi længere, så når det pludselig rammer igen, er det ekstra hårdt. Og stakkels Nola, som ellers tager hele det her febervirus rigtig pænt. Meget pænere end vi selv vil gøre.

Læs også:
Eucalyptus grene. Til ALLE os, der ikke har grønne fingre, men gerne vil invitere det grønne indenfor

Lige nu ligger hun i sofaen siden af mig med sin alt for store dyne. Jeg tror hun falder i søvn snart. Det sker kun når hun er syg. Altså de øjeblikke, hvor hun falder i søvn andre steder end i sin seng.

Evighedsbuketter og tørrede blomster

Evighedsbuketter og tørrede blomster

^ Vase fra Specktrum

Og som jeg sidder her plantet i sofaen, kan jeg se alle vores fine evighedsbuketter. Den opmærksomme læser har måske bemærket min forkærlighed for tørrede blomster. Eller evighedsblomster, som de også kendes som. Kært barn har mange navne. Jeg ved ikke om det bare er mig, men er det ikke som om tørrede blomster er blevet ualmindeligt populært i 2019?

Jeg klager ikke. Det er jo gaven til os, der ikke har grønne fingre. Og så holder de i virkelig lang tid. Nogle gange mere end et år. Der kan jeg være med. Og fra et bæredygtighedsperspektiv er det jo også ganske smart. Alt i alt en virkelig god løsning.

Evighedsbuketter og tørrede blomster

^ Min mor ønsker sig den her buket i julegave, hvilket jo faktisk er et genialt gaveønske. Gaven, der bliver ved med at give.. Vasen er fra Broste Copenhagen.

Nogle af mine evighedsbuketter har jeg fået i gave af Keeps.dk, da hun startede op, og andre har jeg købt selv til Finders Keepers (også fra Keeps). En enkelt er fra The Showroom på Nørrebro.

Man finder evighedsbuketterne allevegne lige nu. Både hos blomsterforhandlere og online. Ja, selv adventskransen skal være i tørrede blomster, hvis man følger med på Instagram. Sidstnævnte synes jeg hurtigt bliver dyrt, men omvendt kan man bruge den i mange år. Har I købt en? Eller endnu bedre lavet jeres egne?

Evighedsbuketter og tørrede blomster

Jeg stopper dog nu. Rasmus synes vi har nået grænsen for evighedsbuketter herhjemme. Jeg tror vi er oppe på 5-6 stykker, men jeg elsker det udtryk og farvespil de giver til vores varme lyse vægge.

Evighedsbuketter og tørrede blomster

Hvordan finder man den rigtige buket og hvilken vase skal man tage i brug? Vasen er fra Hein Studio

Det er altid godt at starte ud med den vase, du forestiller dig skal indeholde dine blomster. Jeg synes det er smukt, når vasen er klar og man kan se hele buketten, men de kan bruges til alt.

I brede, høje, klare og helfarvede vaser. Det er også fint, når man opdeler buketten i mindre vaser eller syltetøjsglas. Både til hverdag, men i den grad også til bryllupper, barnedåb eller fester.

Evighedsbuketter og tørrede blomster

Evighedsbuketter og tørrede blomster

Buketterne kommer i mange farver og former. Personligt er jeg mest glad for dem, der har nogle basisfarver i sig, så jeg ikke bliver træt af farven i længden. Sådan en helt klassisk markbuket med høje strå kan noget særligt.

Er I hoppet på trenden med evighedsbuketter og tørrede blomster eller er I mere til friske planter og blomster?

Skriv en kommentar

 

4 kommentarer

  1. Jeg har netop købt et bundt til på min arbejdsplads. Men de har ikke fundet sig vej ind til mit eget hjem endnu. De er virkelig flotte de buketter du har og overvejer stærkt at pryde mit spisebord med en buket nu 🙂
    /Louise

    1. Det fungerer super fint 🧡 Især på mørke placeringer. Man skal lige være påpasselig med direkte sollys. Det kan nemlig godt forkorte levetiden 🙈

  2. Hvor er dine smukke vaser fra? 🙂 Jeg er nemlig på udkig efter én til min evighedsbuket herhjemme, som ikke passer til nogen af dem, vi har i forvejen.