Kategorier
Loppemarked og tid til at tømme skabene
Jeg sidder i bilen på vej til Heartland. Vi skulle egentlig have været med toget, men sent i går aftes fik vi et lift i stedet. Hvilket er langt hyggeligere og hurtigere. Desværre regner det lige nu. Som i ret meget. Men det skal ikke stoppe mig fra at få en vidunderlig dag til en festival, jeg har glædet mig ret meget til.
Det bliver dog også en kort fornøjelse. Jeg returnerer allerede igen i morgen, da vi både har en terrasse og have, der skal have den store tur og så har jeg en stand på loppemarked på Bryggen.
I plejer at være ret glade for at kigge forbi, og derfor tænkte jeg I selvfølgelig også skulle have muligheden nu på søndag kl. 10 til 16. Det finder sted langs Havnevigen (jeg tror vores stand er lige ude foran Kulturhuset, men jeg er ikke helt sikker endnu), og vejret bliver godt, siger min app.
Jeg har jo ikke solgt ud i evigheder. Jeg tror jeg kommer til at sætte ny rekord i ting man kan slæbe med. Vores kælder bugner i hvert fald med mine ting. Det er især mit og Nolas tøj, men der er også en del skønhedssager, bolig og andet godt.
Det kunne være hyggeligt at se jer (og sig endelig hej). Der er også mange andre stande, og lige på Bryggen synes jeg altid priserne er virkelig lave sammenlignet med andre loppemarkeder. Om ikke andet kan man tage derude, nyde det gode vejr og spise en is eller tre.
Hvis du selv har overvejet at sælge ud af dine ting har jeg skrevet det her indlæg om mine bedste tips til loppemarked. Hvad fungerer, hvad skal man huske og hvordan sælger man mest? Bare fordi det er et loppemarked skal man huske at præsentere tingene godt. Man vil jo gerne være den stand, hvor folk nærmest står i kø for at se, røre og købe med hjem.
Jeg har min mor med under armen. Det er blevet en hyggelig lille tradition, hvor vi køber iskaffe, croissanter og nyder det fine sommervejr. Øj, det bliver godt.