Min Garderobe

garderobeskab-3

…finder man ikke særligt meget. Jeg husker stadigvæk det her blogindlæg om min garderobe, som efterhånden nok er et af de mest læste i bloggens historie, og jeg efterlever faktisk stadigvæk principperne i dag. Så meget at min garderobe endda har minimeret sig siden sidst.

garderobeskab-1

Jeg er kræsen, når det kommer til tøj, materialer, kvalitet og pasform. Derfor shopper jeg heller ikke særlig tit (og måske også fordi, jeg ikke rigtig har økonomien til det lige nu). Det positive er, at alt hvad jeg ejer, på nær lidt sommertøj, som er i kælderen, kan være i vores fællesskab, som vi deler 50/50. Det er ikke ret stort, især ikke sammenlignet med det giga IKEA skab, vi havde i vores gamle lejlighed. Men det er ganske sundt, sådan at skære ind til benet og (gen) finde sin stil.

I min garderobe og lidt om at finde sin stil

Jeg har eksempelvis ét par jeans, jeg går med lige nu, et par sorte pænere bukser, 2 par læderbukser, hvoraf det ene par skal sælges snart, og så lidt andet. Mere behøver jeg ikke. Når jeg er hjemme i weekenderne har jeg næste altid yogatøj på eller afslapningstøj på. Til gengæld er jeg vild med nederdele og sorte tights, som jeg gerne bruger flittigt, når vejret er med os.

Læs også:
En unik og budgetvenlig DIY garderobeløsning? Få min guide her

Mit klædeskab indeholder også flere silkeskjorter, blondetopper, bløde strik og cardigans. Kjoler går jeg ikke rigtigt i længere, hvilket jeg gjorde rigtig meget en overgang. Jeg har to kjoler lige nu, hvoraf den ene duer bedst til sommer og den anden er lidt finere i det.

garderobeskab-2

Skomæssigt har jeg et par finere støvler + det løse. Derudover nogle fine kvalitetssneaks, som holder sig pæne, så længe jeg husker at behandle dem. Jeg har også både vinterstøvler og gummistøvler til den årstid, som vi befinder os i lige nu.

garderobeskab-4

Jeg synes nogle gange det er en gave, at slippe for hele shoppingræset. Jo, jeg køber da noget engang imellem, men hviler efterhånden så meget i mig selv, at jeg ikke behøver at følge tidens tendenser eller købe det nyeste modefund. Sådan var det engang. Når en ny sæson nærmede sig, havde jeg altid en liste klar med ALLE de ting, jeg manglede (men som jeg i realiteten slet ikke gjorde).

Måske er det også derfor, I altid ser den samme Ganni jakke herinde,og at jeg generelt ikke længere er så god til at få taget outfitbilleder. Udover det er iskoldt, så sker der nemlig ikke de store afvigelser på tøjfronten og det er både afslappende og afstressende.

garderobeskab-5

Når jeg endelig shopper, er det primært udsalgsvarer og gerne online hos eksempelvis Boozt (affiliatelink), da det er mit fortrukne sted i forhold til min stil. Når der kommer et bedre flow i min økonomi, kunne jeg godt bruge nogle småting, men indtil videre går det fint.

Hvad med jer? Har jeres stil ændret sig i løbet af årene og oplever I også, at I har brug for mindre, som I bliver ældre?


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

Skriv en kommentar

 

21 kommentarer

  1. Er altid så stresset mht tøj. Tænker hele tiden har ikke tjekket den og den hjemmeside for deres udsalg, også kan jeg bruge flere timer på hver enkelt side. Især her i udsalgsperioden har det været slemt. Bliver endnu mere stresset når jeg hører forskellige fortælle om de gode køb de har gjort sig.
    Vil så gerne skære ned i mit forbrug.

    1. Det lyder ikke rart.. Tror det er vigtigt at bryde den vane, så man ikke hele tiden higer efter nyt og aldrig har noget derhjemme. For det har man jo. Det er bare tøj. Jeg tror på, at man skal gå efter det, der passer til éns krop og som man tror man også vil kunne lide om 3 år.

      Men jeg har været, hvor du er. Prøv at vent lidt med at køb udsalgsfund og se om behovet stadigvæk er der. Ofte handler det om et behov man kun får, fordi man ser det på blogs, i bladene eller på hende den seje model.

  2. Gid jeg kunne det! Er så træt af at have et stort skab fyldt med en masse ting jeg ikke gider at gå i. Men falder så let for billige køb, som jeg ikke gider et par måneder efter. Simpelthen så dumt.

    1. Jeg lover du kan! 🙂 Det handler bare om at tage al tøj ud, sortere og kun beholde det man ved man elsker. Ikke det man måske vil bruge. Det kommer alligevel aldrig på. Vær hård ved din garderobe og skær ned. Jo mindre man har, jo nemmere er det at finde noget.

      Fordi jeg har “så lidt”, slider jeg faktisk mit tøj op nu. Det er både bedre for miljøet, min pengepung og min stil 🙂

  3. Ja, det synes jeg. Jeg vil gerne eje mindre, men det skal bare sidde godt og vigtigst – jeg skal kunne lide at gå med det. Jeg skal faktisk snart i gang med en garderobe-gennemgang, hvor jeg med hård hånd vil sortere. Alt det, der ikke føles godt godt at have på eller det, jeg ikke længere føler mig godt tilpas i, ryger. Jeg er god til at sortere, så glæder mig helt til at rigtig gå i gang.

    Jeg tænkte faktisk, at det vil være inspirerende, hvis du vil lave et indlæg, som er sådan et outfit of the week-agtigt, men hvad du har haft på i løbet af en uge. Har du lyst til det? Og det skal være noget, du bare sådan rigtig har på – også selvom det ikke hver dag er inspirerende, så ja, jeg kunne godt tænke mig at se et. Og så skal jeg her i vinterens løb og i det spæde forår til 2 bryllupper. Et low-key (en kombi med barnedåb) og et lidt mere festligt, hvis man kan sige det sådan, hvor jeg bare ikke ved, hvad jeg skal have på. Jeg er ude i noget med lange ærmer og ikke for bare kjoler (nedringede) – så mon du har nogen ideer? Stilmæssigt, ligger jeg nemlig meget op af dig, så hvis du evt har ideer, så vil jeg gerne høre om dem. Måske er det ikke til et indlæg, medmindre du selvfølgelig har lyst til at lave et. Well, det var også meget at bede om, men jeg vill hvert fald lige spørge dig 🙂

    1. Hyggeligt med Bille, der kommenterer 😀

      Alle kan komme til at klare sig med mindre. Det handler bare om at sortere ud med hård hånd og gøre det til vane man ikke ejer så meget tøj. Det er på mange områder utroligt befriende 🙂

      God idé med outfitweek. Selvom jeg nok vil have meget af det samme på de fleste dage – men det er jo også realistisk 🙂 Jeg vil også gerne kigge på en guide til sommerens fester, bryllupper, barnedåb og hvad man ellers har af planer. Kjoler synes jeg nemlig også er lidt svært. Især til fine begivenheder 🙂

  4. Og beklager en virkelig rodet kommentar – min søn sad ved siden af og legede med tasterne, så jeg havde travlt med at skrive færdigt, samtidig med at jeg skulle slette alle hans “tilføjelser” 🙂

  5. Årh elsker det her! Elsker at du også gør opmærksom på hvor uvigtigt det er at have 200 forskellige items i ens skab.
    Jeg har altid været typen som havde 45 jakker, 45 par sko og en uendelig mængde af bukser, skjorter, kjoler og dets lige. Alt sammen købt på tilbud – bevares (og det er der fælden er), men jeg var overhovedet ikke bevidst om hvor lidt jeg fik brugt de items jeg købte og på hvor dårligt det egentlig var for miljøet.
    Jeg er så (heldigvis) sidenhen blevet gravid og det satte helt naturligt en stopper for shoppingen.
    Jeg er ikke helt i mål. Jeg har stadig mange pyntejakker og sneakers. Men har i den grad ryddet ud i alt det andet tøj – og de ting jeg så valgt at anskaffe mig efterfølgende er, som du selv nævner, af kvalitet fra CSR-bevidste firmaer og i et mere tidsløst design end jeg måske førhen vil have valgt.

    Men tak! For at sætte fokus på dette og på overforbrug i et blogland hvor shopping fylder rigtig meget 😄🙏

    1. Mange tak 🙂 Glad for det kunne bruges.

      Jeg havde engang 30 kjoler og jeg brugte 2 % af dem. Så dumt! Nu er jeg til gengæld blevet god til at sælge ud til sommerens loppemarkeder. Det er altid en befrielse, når man går derfra med tomme poser og lidt penge i pungen. Det bedste er næsten, at andre får glæde af det man ikke længere bruger.

      Hvor er det sejt, du er ved at være i mål og gør dig tanker om virksomhedernes CSR profil. Jeg forsøger også at gøre det så vidt muligt, selvom jeg også noglegange køber noget, der ikke er.

  6. Jeg shoppede udsalg her inden nytår, hvor det blev til nogle praktiske køb, men også et par lidt fjollede udsalgskøb. Tror jeg vil sætte mig et mål for 2017. Jeg må max købe 10 stk tøj, ved ikke om det er realistisk? Jeg er ikke den helt store shopper, men køber nok et par stykker tøj hver anden måned lige pt, og synesdet render op økonomisk. Og jeg mangler helt ærligt intet! Måske et par nye jeans, jeg har også kun et par, og jeg krydser fingre hver gang jeg har dem på, for at de ikke sprækker ved numsen, de er godt nok tyndslidte efterhånden 😉

    1. Udsalg kan være fint – især hvis de gode kvalitetsfund bliver sat ned. Det er altid der, jeg køber nye strik eller en jakke, men alt med måde og impulskøb er bare irriterende. Jeg tror helt klart dit mål er realistisk. Det er jo næsten et køb om måneden og du kan eventuelt sige det ikke gælder sokker og undertøj 🙂

      Kender godt det med jeans. Jeg har også kun et par, men de virker upåklageligt. Det er Magasins eget mærke og de laver seriøst de bedste jeans til 399 kr. Klart de mest behagelige og bedste, jeg har prøvet. Blot et tip 🙂

  7. Jeg har efterhånden fulgt dig i et godt stykke tid, og jeg kan godt huske det tidligere blog indlæg! Det har helt sikkert inspireret mig til at være mere selektiv med mit tøj, og det er virkelig rart udelukkende at have et skab med ting man rent faktisk bruger 🙂

    1. Præcis. Det andet stresser mere end det gavner, og så er det rart, når man skal have tøj på om morgen, at man faktisk nemt kan finde noget 🙂

  8. Hej!
    Kan ikke se om du har skrevet det før, men hvor er den fine lyserøde taske fra med kæden? 😊

    1. Jeg tror ikke jeg har vist den før 😊 Den er fra Stella McCartney og blev købt til mit bryllup i august.

  9. Hvor ofte er du så nødt til at vaske, for at få din gardarobe til at hænge sammen?
    Er meget inspireret af minimale gardarober.

    1. Ikke så tit. Jeg har trods alt stadigvæk et godt udvalg, synes jeg 😊

      Vi vasker tøj hver anden dag, men alt mit strik og silke luftes eller håndvaskes. Så jeg vasker ikke mere eller mindre end før 😊

  10. Hvor er din flotte grønne kjole/skjorte fra? 🙂
    og dette indlæg har klart sat en masse tanker i gang i mit hoved. Jeg vil nemlig så gerne bo mere enkelt 🙂

    1. Den er fra danske Kokoon, som laver det lækreste silketøj. Det her er en silkebluse 🙂

      Jeg er glad for det kunne sætte tankerne i gang 🙂

  11. Dit skab ligner mit på en prik, bortset fra at du har lidt mere end mig 😀 For mit vedkommende handler det nok mest om, at jeg ikke har pengene til at shoppe for. Men derudover er jeg virkelig blevet god til at skære ind til benet og kun beholde de ting jeg bruger. Før i tiden havde jeg mange ‘den her beholder jeg lige, hvis nu jeg en dag skal…..’-items, og de fylder bare! Så jeg er så meget med dig på den her 🙂

    1. Hvor skægt! Og sejt du klarer dig for endnu mindre – ofte bruger jo alligevel en brøkdel af sit tøj, og derfor kan man lige så godt sortere det andet fra 🙂