Turist i Danmark? 20 idéer til aktiviteter i det danske land

Turist i Danmark

Turist i Danmark og gode idéer til aktiviteter..

Ferietid.. Altså for os herhjemme. Vi er nemlig gået på tre ugers sommerferie efter den her begivenhedsrige dag. Jeg kan ikke mærke den store forskel arbejdsmæssigt, da jeg er selvstændig, men jeg tænker at drosle lidt ned, da I sikkert også har mange andre og bedre ting at give jer til.

Læs også:

Min Aarhus guide: 25 skønne ting du skal lave i smilets by

Min Odense guide, der guider dig til de bedste ting du kan lave i det fynske

Mest af alt glæder jeg mig dog til at have Sylvester og Rasmus hjemme. Det siger jeg nu, men måske ender vi med at drive hinanden til vanvid inden de tre uger er gået, haha. Det vigtigste er bare, at vi kobler af og er sammen som familie. Alle fire.

Vi har ikke de store planer (udover det her), men det er jo også det skønne ved ferie. At dagene går som de går, og ikke er planlagt til punkt og prikke.

Turist i Danmark? 20 idéer til aktiviteter i det danske land 1

Læs også:

Mit første besøg på Heartland Festival, som tog mig med storm

Dog har jeg alligevel samlet 20 mulige aktiviteter til når man er Turist i Danmark. De fleste af os er jo alligevel hjemme, og vejret er ret fantastisk i år, så hvorfor ikke nyde de mange muligheder Danmark har at byde på? I så fald læs med nedenfor.

Turist i Danmark? Her er et hav af gode idéer til ting du kan lave i det danske land med og uden børn

1. Har du bil? I så fald er jeg meget misundelig.. Da jeg var barn tog vi ofte margueritruten rundt omkring i Danmark i sommerferien. Til de af jer, der ikke kender margueritruten, er det en særlig dansk turistrute, der leder dig forbi mere end 200 af landets største og mest spændende seværdigheder. Ofte akkompagneret af den smukke natur. Ruten er over 3.600 km lang og strækker sig igennem hele Danmark. I kan se hele ruten her og finde én tæt på jer.

2. Slotsbesøg selvfølgelig! Danmark bugner af smukke, gamle slotte og herregårde. Der er et eller andet særligt ved at tage på slotsbesøg. Det er som at gå flere hundrede år tilbage i tiden. De fleste ligger i den smukkeste natur, og hvis man har børn, er det en skøn måde at vise dem et stykke af Danmarkshistorien. I år vil vi gerne besøge Fredensborg Slot. Her er en god oversigt over alle slotte i Danmark, så du kan finde ét tæt på dig.

3. Danmark kan efterhånden bryste sig af et hav af fine badehoteller med dertilhørende spa. Både de nybyggede, men i den grad også de gamle, der er istandsat. Det er den bedste måde at koble af på. De lange morgener ved morgenbordet, den ofte perfekte udsigt, badekåber og dertilhørende badetøfler, store lyse hotelværelser, gode middage med danske råvarer og gåture i den smukke danske natur. Jeg vil SÅ gerne besøge Helenkilde Badehotel i Nordsjælland, Ballebro Færgekro i Sønderjylland, Henne Mølle Å Badehotel i Vestjylland samt Pension Vestergade 44 på Ærø.

4. Øhopperi. Man behøver ikke tage til Thailand for at finde små og fantastiske små øer. Danmark har nemlig selv så mange fine af slagsen at det halve kunne være nok. Jeg er personligt ret glad for Fanø, Hven (selvom den er svensk) og Samsø, men drømmer også om at besøge Bornholm, Ærø, Anholt, Fejø og Læsø. Har I besøgt nogle af de danske øer? Hvilke kan I anbefale?

Turist i Danmark

5. Loppemarkedsæsonen er over os. Jeg ELSKER loppemarkeder. Både at købe, men i den grad også at sælge ud selv. Favoritterne er det i Charlottenlund og på Islands Brygge, men jeg har også hørt godt om  kræmmermarked i Dragør, Rita Blå’s Lopper (som vi nåede forbi i sidste weekend) samt bagagerumsmarked på Ingerslev Boulevard i Aarhus. Har jeg glemt nogle? Ellers får I også en komplet oversigt over markeder i Danmark HER. Husk jeg selv sælger ud søndag den 5. august på Islands Brygge loppemarked. Kig endelig forbi!

6. Jeg har en drøm om at begynde at gøre mig i vandreture. Nu skal Nola lige være lidt større, men vi elsker jo at gå, så hvorfor ikke udnytte Danmarks mange flotte vandreruter? Jeg drømmer om Hærvejen og Himmerlandsstien i Jylland samt Camønoen på Møn. I kan se en oversigt over alle vandreruter i Danmark her.

7. Danmark byder også på flere skjulte skatte rundt omkring. Jeg nævner i flæng: Stevns Klint, Møn, Skagen og dagsture til Hven med både fra Københavns havn. Hvor tager I gerne hen, når I skal nyde Danmark?

8. Jeg ELSKER picnic. Find en park eller et grønt område, og medbring dine yndlingsretter og drikkevarer. Slå dig ned i et par timer med familien, gode venner eller helt alene med en god bog. Det er altså livskvalitet på et helt nyt niveau.

9. Når vi besøger andre lande, har vi tendens til at være en kende mere kulturelle end vi er herhjemme. Det er jo synd. Tjek Danmarks mange kulturelle tilbud, og besøg et sted med samme entusiasme, som hvis du var i udlandet. For nogle år tilbage besøgte vi Rosenborg Slot midt i Kongens Have. Det var jo super interessant med en masse historie, og vi blev klogere på kronjuveler og kongefamilien gennem tiden. Kronborg og Helsingør er også ret interessant, hvis man kommer på de kanter.

Turist i Danmark

10. Forlystelsesparker. Favoritterne er Fårup Sommerland, Djurs Sommerland, LEGOLAND (læs om vores besøg her) samt Tivoli i København. Der er næsten ikke noget sjovere end at afsætte en dag til at prøve forlystelser og opføre sig som et barn igen.

11. Udsalgshopping! Det er nu man kan gøre sig nogle gode kup i landets mange butikker. Vi har ofte tendens til at shoppe online, men det er en helt anden oplevelse at få købsoplevelsen i en butik. Samtidigt støtter vi op om de lokale steder rundt omkring i de danske byer. Det kan anbefales. Især hvis man samtidigt får fingrene i noget lokaltproduceret. Hvad end det så er tøj, madvarer eller interiør.

12. Én af mine yndlings aktiviteter som barn var at køre rundt i villakvarterer og kigge på de store dyre huse. Her kan man drømme sig væk og prøve at forestille sig livet med et hus lige ned til vandet. Det bedste af det hele? Det er 100 % gratis.

13. Danmark bugner af gode madvarer på den her tid af året. Jordbær, blåbær, hyldeblomst, kartofler, kål, radiser, ærter, torsk, rødspætte og spinat for blot at nævne nogle få. Hvad med at lave en middag med sæsonens danske varer, som var du på den lokale restaurant? Dæk op på terrassen og byd hele familien til frokost eller middag. Det er den vildeste luksus, og man savner slet ikke en udenlandsferie, når man får feriestemningen hjem i stuen.

14. De danske strande byder på friskt og klart vand, ro og komplet afslapning. Hvis du vil undgå de værste folkemængder i sommerferien, så kom tidligt morgen eller sen aften. Der er intet så forfriskende som en badetur i det danske land. Jeg har også lovet mig selv, at jeg SKAL i vandet i år. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært (endda fordi jeg vinterbadede sidste år), men i år skal det være.

Turist i Danmark

15. People watching. Når jeg er i udlandet ynder jeg at sætte mig på en café og kigge på mennesker. Jeg tænker på hvor mon de skal hen og bliver inspireret af alt fra deres påklædning til humør. Det er noget af det bedste. Bare husk ikke at stirre. Så bliver det hurtigt akavet, haha.

16. Mange af os har børn, der gerne skal aktiveres i ferien, og her tager vi gerne på børnevenlige ture. Det kan være alt fra et dagsbesøg i Tivoli, nye legepladser i nabolaget, børnevenlige caféer, biografbesøg, børnevenlige museer (som Statens Museum for Kunst, Experimentarium, Nationalmuseet og Planetariet). Derudover er en helt normal gåtur i parken eller lignende også anbefalesværdigt.

17. Filmaftener udenfor på terrassen er fantastisk. Enten med en computer, eller hvis man går all in, med projektor på væggen. Man kan også besøge Drive-in bio i Lynge eller Zulus Sommerbio rundt omkring i landet.

18. Nogle mennesker elsker sport. Om det er VM, Wimbledon, Tour De France eller noget helt fjerde. Heldigvis er vi en nation, der tilgodeser sporten og fællesskabet, og derfor kan man altid finde et sted, der viser begivenhederne. I år er Aarhus bl.a. førende i forhold til VM, hvor man kan se kampene på storskærm med andre fodboldentusiaster.

19. Storbyferie i Danmark. Danmark har et hav af fine byer, som kan en helt masse. Om det er Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg eller et andet sted. Book et par nætter på det lokale hotel (jeg kan anbefale det her i Aarhus), undersøg dine muligheder (har du husket at læse min Aarhus guide?) og arranger en masse ture. Du bliver klogere på dit land og bliver 100 % bekræftet i, at man sagtens kan tage på storbyferie herhjemme.

20. Festivaltid. Jeg elsker festivaler, men kommer sjældent afsted. Jeg er helt klart mest til et besøg, hvor jeg kan tage hjem og sove om natten, men det er der heldigvis også råd for. Lige nu er der Roskilde Festival, men ellers kunne jeg godt tænke mig at besøge Northside, Heartland Festival, Skanderborg, Tinderbox og Musik i Lejet.

Har I punkter til listen, når man skal være turist i Danmark? Hvad skal man bare se herhjemme i vores skønne land? 

PSST… Jeg er meget aktiv på andre sociale kanaler, hvis du er til små glimt fra familielivet på Islands Brygge med min mand og to børn?

Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små personlige hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. Husk endelig også lytte til min podcast GÅSEHUD, hvor jeg deler uhyggelige historier om det overnaturlige.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

4 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments