Ferie med baby? Rejseguide til Phuket, Thailand

Ferie med baby

Først og fremmest.. Jeg beklager ventetiden på min guide til Phuket. En ferie med baby er virkelig anbefalelsesværdig, men at skulle finde tiden til at lave en guide efterfølgende er derimod ikke nemt. Min erfaring siger mig, at rejseguides er dem, der tager allerlængst tid at lave. Man skal tage stilling til de bedste spisesteder, de bedste tips samt de billeder, der viser turen bedst.

Ferie med baby og en rejseguide til Phuket, Thailand

Mit mål er at inspirere jer til at rejse afsted. Ferie med baby er ikke så uoverskueligt, som det måske kan lyde. Så længe forventningerne er lave, og man ikke har skemalagt en masse aktiviteter, skal det hele nok gå.

Thailand, og i særdeleshed Phuket, er nemt at komme til, babyvenligt og man er som regel garanteret godt vejr – også selvom man tager afsted i lavsæsonen, som vi helt bevidst gjorde. Jeg foretrækker færre turister og daglige korte regnskyl, når man har små børn med. Desuden er der mange penge at spare, hvis man ligger en ferie med baby uden for højsæsonen.

Ferie med baby

Flyveturen:

Vi fløj med Qatar Airlines (læs også min guide til ALT du skal forberede og huske til en flyrejse med baby), som må være mit favorit flyselskab af dem alle. Vi kom af med 12.400 kr. for os alle fire. Nola kostede selvfølgelig ikke så meget, men jeg synes stadigvæk prisen var god. Vi mellemlandede i Doha, Qatar undervejs, og hver flyvetur var i omegnen af 6 til 7 timer, hvilket var til at overskue.

Læs også:

Skal du til Chicago? Så får du den ultimative guide her

Vi havde lagt flyvetiderne, så de passede til vores familie, og således ankom vi kl. 20 om aften i Thailand tid. Vi kørte mod hotellet, som kun lå 15 minutter væk og kunne hoppe i seng nogle timer efter.

Ferie med baby

Her skal du bo:

Vi boede på JW Marriott Phuket Resort & Spa, som mine forældre har boet på ad flere omgange. Her havde vi en 3-værelses lejlighed med to badeværelser, køkken, stor stue, terrasse og masser af plads.

Det er ikke en forudsætning for at tage på ferie med baby, men det gør altså det hele en del nemmere. Især når man som os havde brug for mikrobølgeovn, kogeplader, elkedel og køleskab. Jeg vil overhovedet ikke kunne overskue rejsen, hvis vi alle var stuvet sammen på et lille hotelværelse uden de ting. Det giver en ro ikke at skulle møde op til morgenmad på bestemte tidspunkter. Vi lavede det hele i lejligheden og hentede blot brød, morgenkaffe og juice ved hotellets bager.

JW Marriott resortet er opbygget som en lille landsby. Ikke på ét tidspunkt føler man, at man bor på et hotel. Der er flere pools alt efter om man er til voksenpoolen eller har børn med. Der er adskillige restauranter, juicebarer, kaffesteder og andet godt. Der er legeplads, børnerum, træningscenter inklusiv adskillige yogahold og andet godt hver dag samt verdens lækreste spa. Man mangler absolut ingenting, og vi kunne snildt bruge 14 dage der uden at blive trætte af omgivelserne. Det ligger lige ned til stranden og er ét af de lækreste steder, vi nogensinde har besøgt.

Det er tilmed ultra børnevenligt og på ingen måder proppet. Fordi det er så stort, vil man aldrig nogensinde kunne mærke, hvis det var fyldt.

Ferie med baby

Det skal du se:

Vores planer var selvfølgelig lettere begrænset af vi holdte ferie med baby, men lidt kom vi da ud. Den første uge bookede vi en chauffør og i uge 2 lejede mine forældre en bil.

Big Buddha i Phuket = Verdens fineste besøg hos den store buddha, som ligger på toppen af Nagakerd bjerget. Den er lavet af marmor og er virkelig imponerende. På turen derop møder man en del messende munke, som lever et helt andet liv end os andre. Udsigten er fantastisk med 360 graders udsyn udover hele Phuket. Bemærk at vejen derop er fyldt med mindre charmerende turisttiltag og at man skal have dækket sine knæ og skuldre ved indgang.

Chalong templet = Det smukkeste buddhistiske tempel, som man eventuelt kan tage i samme omgang som besøget hos Big Buddha. Her emmer af ro og kultur.

Central Festival Phuket = Jeg ved ikke om man kan betegne et indkøbscenter som et besøg værd, men er man på udkig efter shopping og afslapning, er det er altså værd at tage hen til. Især hvis man har brug for skygge og underholdning til børnene. Centret er kæmpe stort, og det kan være svært at nå hele vejen rundt. Her er alt fra lækre food halls og restauranter til gode butikker, legepladser og verdens bedste biograf. I ved sådan én hvor man får en helt seng at ligge i og de løbende fylder drikkevarer og popcorn op.

Ferie med baby

Øhop = Nu kom vi ikke afsted den her gang, men langt de fleste havne tilbyder dagsture til mindre øer tæt på Phuket. Her kan man tilbringe sin dag inden man sen eftermiddag bliver sejlet hjem igen. Prøv dog så vidt muligt at undgå de mest turistede øer. Vi tog til Banana Island sidst, og det var fantastisk!

Kig forbi de andre hoteller = Blot fordi man bor ét sted, betyder det ikke man skal gå glip af alle de andre fine hoteller på øen. De fleste har åbent for alle, så man kan tage frokosten på nogle af de fineste af slagsen. Vi var både forbi flere Marriott resorts ligesom vi besøgte smukke COMO Point, hvor vi spiste frokost. COMO Point ligger på en bakketop med én af de bedste udsigter på hele øen. Hvis jeg nogensinde skulle på en ferie uden børn igen, vil det her hotel nok ligge ret højt på listen af drømmesteder.

Billeje:

Mine forældre lejede en bil den sidste uge med plads til os alle. Det gav lidt flere muligheder i forhold til at udforske øen. Flere dage kørte vi bare en tur og endte der, hvor vejene nu første os hen. Det giver en anden frihed at kunne udforske øen på den måde. Phuket er så “lille”, at man kan komme hele vejen rundt på en 3 timer.

Ferie med baby

Her skal du spise:

Nu satte det selvfølgelig sin begrænsninger, da vi havde valgt at kaste os ud i en barselferie, men vi kom alligevel forbi et par steder udover vores eget hotel, som også bød på nogle fantastiske spiseoplevelser.

JJ’s Bar & Food = Et lokalt thaisted til ingen penge. Det har fået virkelig gode anmeldelser på TripAdvisor, og man forstår godt hvorfor. Vi kom af med ca. 500 kr. for fire voksne og et barn, og det var inklusiv masser af retter, desserter, cocktails og øl. JJ, der har stedet, går rundt og underholder gæsterne imens. Man får virkelig en autentisk oplevelse, og jeg vil gå så langt som at sige, at det er et must at besøge, hvis du kommer på de kanter.

COMO Point Yamu = Frokosten på ét af verdens mest luksuriøse hoteller var fuldstændig fantastisk. Det er selvfølgelig dyrere end mange andre steder i Thailand, men på ingen måder mere dyrt end i Danmark. Udsigten og stemningen var alene hele oplevelsen værd.

Ferie med baby

Savoy, Patong = Vi tog udelukkende til Patong for at spise de fantastiske hummere, som de laver med lige præcis det fyld man ønsker. Jeg hoppede på en smørbagt hummer med ost samt en masse thairetter. For ikke at tale om deres geniale cocktails. Det fungerer sådan, at man selv vælger hummeren, hvis man altså har lyst til det, og de derefter vejer den i forhold til prisen.

Baan Rim Pa Kalim = Stedet, vi også besøgte på vores sidste rejse til Phuket. Her får man noget af det bedste thaimad overhovedet. Det er dyrere end andre steder, ja, men man får til gengæld også lov til at nyde maden med udsigt udover hele bugten. Som alle andre steder i Thailand er det børnevenligt og servicen er i top.

Økonomi og lommepenge:

Man kan selv afgøre hvor dyr ferien skal være. Man kan nemlig komme rigtig langt for sine penge i Thailand. Både i forhold til hotel og mad. Det kan ligeledes være en god idé at hæve lidt penge hjemmefra og veksle til Thai baht i lufthavnen. Der er hæveautomater flere steder, men det er dyrt, og det er ikke alle lokaler steder, hvor de er glade for VISA.

Alt i alt kan jeg kun anbefale jer at kaste jer ud i ferie med baby. Selvfølgelig er det ikke en afslappende daseferie, men det er en million gange nemmere end at være derhjemme. Alene dét at man har fri sammen som familie, er det værd. Så længe man ikke har de store planer og kan komme og gå som det passer én, kan det ikke gå galt.

Har I været på ferie med baby? Måske en såkaldt barselsferie? Hvor tog I hen? Hvordan gik det? Nogle gode ferietips til alle dem, der overvejer at tage afsted?

PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar

 

10 kommentarer

    1. Nej, det skulle vi ikke, hvilket også gjorde det hele lidt mere overskueligt 🧡 Det er kun hvis man tager ud til øde områder, men jeg vil altid rådføre mig med en læge inden afrejse. Bare for en sikkerheds skyld.

  1. Hejsa

    Tak for en god guide med nogle meget inspirerende feriebilleder.

    Det er efterhånden nogle år siden mine egne børn (8 og 12 år) kunne passes ind under baby-kategorien, men det der i sin tid afholdt os fra at tage for langt sydpå på ferie, da ungerne var helt små, var varmen. Vi kunne simpelthen ikke overskue, hvordan vi skulle holde en baby glad og nedkølet i 35+ grader 🙂

    Derfor lidt interesseret i at høre, om det har været en udfordring for jer i Thailands varme og høje luftfugtighed?

    Venlig hilsen
    Jakob

    1. Hej Jakob

      Tusind for det fine kompliment!

      Det var slet ikke noget problem. For det første var det lavsæson i Thailand, hvilket betød temperaturerne holdte sig omkring de 26-30 grader. Derudover lettede det daglige regnskyl på luftfugtigheden. De dage, hvor det var ekstra varmt tog vi pauser i lejligheden, hvor der var vifter og aircon 😊

      Hun reagerede ikke på noget dernede, men jeg vil aldrig tage dertil i højsæsonen med en baby, hvor der sjældent er overskyet og ofte lidt for varmt 🌴

  2. Dejligt indlæg! Det lyder til I har haft en FANTASTISK rejse! hyggeligt at I havde dine forældre med! 🙂 At rejse imens man er på barsel er en af de bedste beslutninger, vi har gjort. Vi har været afsted i 1 måned 3 gange. En gang i Vietnam og Dubai og 2 gange i Thailand med vores børn alene som backpackere. En stor kontrast til dit indlæg, men det kan virkelig også anbefales – hvis der er nogle andre læsere derude der overvejer at tage afsted. Vi har blot bestilt en T/R billet til Bangkok (til lidt samme pris som jer) og bestilt de første to overnatninger (med JETLAG!!!!!). De resterende dage, steder og ture har vi booket undervejs og virkelig gjort nogle fede opdagelser på Airbnb!!! Bl.a. luksus lejligheder til 300 kr./nat og et KÆMPE luksus hus på 100 m2 for 450 kr. med pool osv. Vi har rejst i både nord, syd og vest med ungerne, og er DYBT forelsket i landet som rummer alle kontraster, budgetter og oplevelser. Vi har snorklet, været på kajaktur, besøgt en Thailands skole og været med til spontan børnefødselsdag ude i junglen. Som du skriver kan man alt og kan være ganske tryg ved Thailand som børnefamilie! Hvor er det fedt, at du deler dine erfaringer! Nu vil jeg afsted igen! Heldigvis har vi gemt 4 måneders barsel, så måske man skulle til at planlægge igen 😉

    1. Årh, det lyder skønt! Jeg gad også godt den type ferie, når hun ikke er baby længere. Lige nu kan vi bare ikke overskue det 🙈

  3. Tak for indlægget. Helt klart inspirerende når jeg selv er på barsel og drømmer om en barselsferie med familien. Tog I selv autostole og den slags med el var det på hotellet?

    1. Dejligt at høre 🧡

      Nej, det lejede vi sammen med bilen. Næsten alle steder har autostole og barnesæder. Nogle gange får man det gratis med og andre gange koster det et lille gebyr.

  4. Hej – skønt indlæg. Jeg er ved at planlægge rejse til Thailand med en drengpå 1,5 år. Vi lander på Phuket om aftenenen og tænker derfor, at tage de første nætter på Phuket for lige at komme ovenpå jetlag og lande. Og JW Marriet ser ud til at være et godt valg med en bette dreng ? Vil det være klogest at tage et værelse med altan eller i stueetagen med have? Er lidt bekymret for den altan, da min dreng jo er hurtig som lynet, og om det simpelthen bliver for anstrengede? Men samtidig, så vil han jo også være over alle bjerge med en åben terrasse 🙂 TAK!!

    1. Hotellet er et perfekt valg til børn! Jeg vil helt klart tage et værelse med altan. Jeg synes terrasserne så lidt gamle ud. Som om det var lang tid siden de havde fået en kærlig hånd. Derudover er der utrolig mange myg nede ved jorden, især når mørket går på, så jeg vil hellere op.

      Man kan låse altandøren. Vi havde den aldrig åbent, da det simpelthen bliver for fugtigt. Når vi var derude lukkede vi den bag os, så aircondition fortsatte indenfor 😊

      Håber det hjalp lidt.