Kategorier
Loppemarked på Bryggen (og du er inviteret)
Jeg er klar til at holde loppemarked for DIG igen. Efter stor efterspørgsel, og fordi mit skab trænger til en grundig oprydning, tænkte jeg det var tid til at invitere dig herhjem igen. Det gik jo over alle forventninger sidst, og det var endda på den mest regnfulde dag sidste år.
Læs også:
Mine allerbedste tips til at sælge ud på loppemarked… Få dem her
Jeg plejer at sælge ud til loppemarked på Bryggen. Se her hvad jeg solgte for sidste gang. Og det kommer jeg nok også til, når sæsonen starter op til april igen, men lige nu ligger jeg inde med rigtig mange gode sager fra mit tøjskab. Især kjoler, jakker, strik, bluser, bukser. Ja, faktisk lidt af det hele.
Jeg ved mange af jer foretrækker at købe brugt, hvilket jeg 100 % forstår, og derfor vil jeg også gerne sende mine ting videre til dig, der følger med. På loppemarkeder forstår folk ikke altid, at det hele ikke kan koste 5 kr. Der er bare en anden købsmentalitet, og respekt for det, men så tager jeg bare sjældent sager med, som har en høj værdi for mig. Jeg vil altså langt hellere give det videre til jer, som jeg ved vil værdsætte det.
Til tøjmarkedet hos mig vil det hele være med. Strøget og hængt klar på bøjler, så du kan opgradere din egen garderobe uden at sprænge budgettet.
HVORNÅR, TÆNKER DU MÅSKE? Allerede næste lørdag, den 22. februar kl. 10 – 11. Det foregår på min terrasse på Artillerivej 146. Når du kommer ude fra Artillerivej, skal du bare om på den anden side af bygningen, hvor jeg står klar med nærmest hele mit skab og højt humør.
Det der ikke bliver solgt på den time, smider jeg op på stories efterfølgende, så dig der ikke kan den dag, stadigvæk har en chance for at finde nogle fine ting. Sidst gik det utroligt stærkt det hele, og jeg kunne melde udsolgt. Derfor vil jeg også anbefale dig at kigge forbi i tidsrummet og se på sagerne, hvis du har mulighed næste lørdag? Børn, kæreste, veninder og familie er velkomne.
Ses vi? Og er der noget bestemt DU godt gad at have fingrene i? Så skal jeg se om jeg kan få det med på stativet. Jeg tager i hvert fald min Stine Goya jakke, min Ganni frakke, et hav af kjoler, kvalitetsstrik, underdele og overdele med, og alt sammen i de mange farver, som jeg elsker. Så hvis du gerne vil prøve lidt farver af i din garderobe, fra gode danske brands, så kig forbi og gør dig et kup.
Jeg glæder mig til at møde dig. Det var simpelthen så hyggeligt sidst!