Vi har haft nok at se til den seneste uge. Først en mineferie til Rom, og derefter kaos herhjemme med nye indretningsprojekter, en skadesanmeldelse i lufthavnen og en pjevset baby. Jeg har forsøgt at arbejde, men gav hurtigt op, da vi vitterligt kun havde fem minutter for os selv på ferien.
Jeg siger det gerne højt. Ferie er altid dejligt, men det saftsuseme også hårdt med to børn. Især hende på 1 år, der gerne vil gå rundt selv og har en lur, der skal tilpasses til alt. Vi var også i Rom, da Sylvester var 10 måneder, og det var langt nemmere, da vi ikke havde et andet barn med helt andre behov.
Som regel sov hun sin lur på værelset, og vi tog derfor først på eventyr efter frokost. Det blev til mange formiddage (og aftener for den sags skyld), hvor vi sad på hotellets gange, mens Nola sov. Hvad man ikke gør for de små. Heldigvis er min fars hotel indrettet med bløde sofaer og stole allevegne, så det var ikke et problem.
Det var bare ferie i et helt andet tempo end man plejer. Det havde vi også forventet, men jeg havde nok ikke forventet hvor trætte vi vil være. Rasmus og jeg havde ikke et sekund sammen på hele turen. Det var ren forældrekoordinering. Haha!
Har jeg sagt hvor glad jeg er for vi skal holde ferie herhjemme? Jeg gad egentlig godt på opdagelse i vores eget skønne land, men da vi ikke har bil, bliver det nok bare med base på Bryggen. Det kan heldigvis også noget, og det er lige før jeg vil sige, at vores hverdage og rutiner herhjemme føles som ferie sammenlignet med Rom. Alt er nemmere hjemmefra.
Når det så er sagt, så er jeg glad for vi tog afsted. Vi gjorde det udelukkende for at besøge vores familie dernede, så de kunne se børnene og ikke mindst os. Det er faktisk ikke altid super fedt at have en far og lillebror i et andet land, som man i gennemsnit ser en gang om året. Jeg kender selvfølgelig ikke til andet, men det gør ondt hver gang jeg skal sige farvel.
Jeg nyder at bruge tid sammen med dem og vil bare ønske det kunne være lidt oftere eller nemmere end at flyve 2,5 time hver vej. De kommer heldigvis til Danmark engang imellem, og jeg kan virkelig mærke min far er begyndt at prioritere familietid mere. Han er den mest hårdtarbejdende mand, jeg kender, og derfor er jeg så glad for han også tager sig tid til andre ting. På mange områder ligner vi hinanden på en prik, og det gør lidt ondt at éns egen far er så langt væk.
Vi kom dog ikke hjem til ro. Derimod kom vi hjem til en klapvogn, der var mishandlet og manglede flere dele. Parasolen og kædelåsen manglende, hvilket er til at have med at gøre. Det er mere det, at de har ødelagt stellet, så vi ikke kan justere eller slå det sammen mere. Man har heldigvis nogle rettigheder, når man bruger en airshell, og således har vi brugt maaange timer i telefonen og i lufthavnen efter vi kom hjem. Man skal nemlig møde op med klapvognen og airshell og fremvise skaderne. Det var virkelig spild af en søndag i godt vejr. Der er ingen tvivl om de gør det så besværligt som muligt i håb om folk opgiver undervejs. Men vi kæmper videre. Det er trods alt en klapvogn til mange penge, som vi bruger hver eneste dag.
Dagen i dag står på 1-års undersøgelse og vaccine, samling af ny seng til børneværelset, hænge lampe op, rydde op på terrassen, smide en masse ting i kælderen og andet praktisk. Vi roder herhjemme, og jeg kan næsten ikke holde ud at se på mere kaos, så i dag, og fordi Rasmus har fri, skal vi have taget hånd om de ting, der har ventet længe. Så må vi se om Nola er med på den plan eller om vaccinen slår hende helt ud.
Resten af ugen står på arbejdsopgaver og klargøring til vuggestue, som Nola starter i om nogle uger. Hvad er det nu man skal anskaffe sig til start? Jeg kan slet ikke huske det. Skiftetøj og regntøj? Solcreme? Det må jeg lige få styr på.
Husk endelig også at læse om min fars hotel her (dejligt at høre fra alle jer, der allerede har besøgt det og været glade) og læse min insiderguide til Rom her.
