Kategorier
Skotland Guide: Nr. 1 guide og de BEDSTE tips til Edinburgh og højlandet
Min Skotland guide.. Endelig er den her! Det er kun en uge siden jeg kom hjem fra magiske Skotland, og derfor tænkte jeg det var tid til en Skotland guide med både tips til Edinburgh og højlandet oppe nordpå.
Jeg føler dog på mange måder at Skotland stadigvæk er så uudforsket for mit vedkommende. Hele sydsiden og de smukke isles. Det må blive næste gang, for jeg skal helt sikkert tilbage.
Skotland guide og gode tips til fantastiske Edinburgh og højlandet
Jeg har jo familie i Skotland, og det er derfor ikke mit første besøg. Alligevel føler jeg det hele var nyt. Jeg har ikke besøgt Edinburgh siden jeg var barn, og hvilket gensyn. Edinburgh er virkelig en undervurderet storby.
Det er som om at gå 60 år tilbage i tiden og klart en by jeg vil anbefale som alternativ til London, Paris eller andre mere besøgte storbyer. Har I været der? Hvis ikke, så husk at bogmærke min Skotland guide.
FLY, HOTEL OG TRANSPORT
Jeg fløj til Edinburgh med Ryanair. Nu er jeg ikke den største Ryanair fan, men de var de eneste, der fløj direkte om morgenen og det tog kun lidt over en time. Prisen er tilmed virkelig fair.
Jeg ankom til Edinburgh lufthavn omkring formiddagstid, hvor jeg mødtes med de andre, der skulle med på presseturen. Vi tog toget fra lufthavnen ind til byen. Det tog i omegnen af 30 minutter og kostede få pund. Velankommet til byen var vores første mål at få opbevaret vores kufferter.
Det kunne heldigvis lade sig gøre på busstationen, hvorefter vi drog på sightseeing i Edinburgh. Det er er heldigvis en overskuelig by, hvor man kan gå til det meste. Vi havde nemlig kun fire timer at gøre godt med før vi skulle videre.
Læs også:
Min Aarhus guide: 24 skønne ting du skal lave i smilets by
Om aftenen tog vi toget videre mod Inverness. Jeg vil helt klart anbefale jer, at kombinere en kortere storbyferie i Edinburgh med nogle efterfølgende dage i højlandet. Det er generelt ret billigt at rejse rundt i Skotland – hvad end det er med lejet bil eller i vores tilfælde – toget. Om ikke andet håber jeg min Skotland guide kan inspirere dig?
En togbillet fra Edinburgh til Inverness kostede omkring 15 pund og turen tog lidt over tre timer. Det er en meget smuk måde at se naturen på, så forsøg at tage turen mens det er lyst udenfor.
Vi ankom til Inverness kl. 21 om aftenen, hvor vi indlogerede os på Best Western Inverness Palace Hotel og Spa. Det er bedømt som et af byen bedste hoteller og man forstår godt hvorfor. Bygningen er næsten 130 år gammel og indretningen er lige præcis som jeg vil forestille mig Inverness så ud i gamle dage.
Der er tilknyttet et stort spa, fitness og hyggelige områder hertil. Morgenmaden er også værd at påpege, så hvis I kommer på de kanter kan det anbefales. Det ligger placeret super centralt, når man skal rundt for at besøge de mange ting.
Efter et par dage i Inverness tog vi toget videre mod Aberdeen. En togtur, der er lige så flot som den fra Edinburgh til Inverness. Billetterne er også billige her, og togturen tager lige over et par timer. Det kan være en god idé at rejse midt på dagen, da man derved får toget for sig selv. I Aberdeen, hvor vi også havde et par dage til at udforske området, boede vi på det topmoderne og lækre Hotel Park Inn Aberdeen.
Det var placeret i et upcoming byområde, hvor alle de lækre restauranter ligger. Vi var så heldige, at blive placeret på 6. sal med udsigt over hele byen. Tilmed lavede de verdens bedste morgenmad. Findes der egentligt noget bedre end en god hotelmorgenmad?
Vi fløj hjem igen med SAS fra Aberdeen, der flyver direkte til København. Man kan altså sagtens starte i Edinburgh og bevæge sig videre gennem højlandet, for derefter at flyve hjem fra Aberdeen.
LÆS OGSÅ MIN: STOCKHOLM GUIDE, ROM GUIDE, AARHUS GUIDE, MILANO GUIDE, MALMØ GUIDE, GÖTEBORG GUIDE, LONDON GUIDE, FLENSBORG GUIDE, PRAG GUIDE, ALGARVEKYSTEN GUIDE samt min helt nye MALLORCA GUIDE.
VEJRET
Jeg ved ikke om vi blot var heldige eller om det er en skrøne, at det altid regner i Skotland? Vi havde i hvert fald solrigt og vindstille vejr. Det regnede sammenlagt en time på de fem dage og ellers havde vi de smukkeste soldage.
Temperaturen følger meget godt Danmark, men det bliver selvfølgelig koldere jo mere man bevæger sig nordpå. Jeg vil derfor anbefale, at pakke masser af strik og lag-på-lag. Halstørklæde, hue, handsker og varme trøjer. Så er man godt dækket ind.
SEVÆRDIGHEDER OG OMRÅDER, DU SKAL BESØGE – SKOTLAND GUIDE
Hvor skal jeg overhovedet starte? Der er jo SÅ meget at se og opleve i Skotland, men jeg vil prøve at holde det til de ting, som jeg personligt synes gjorde det ekstra godt.
Edinburgh Castle = Det kan være svært at overse Edinburgh Castle, da det er centrum i byen og nærmest synligt, hvor end du går hen. Herfra har du udsigt udover byen. Vi nåede desværre ikke ind på slottet, som eftersigende skulle være et besøg værd. Vi nåede dog at drikke en kop kaffe fra den usædvanlige gode kaffevogn udenfor slottet og ellers bare vandre rundt.
Den gamle bydel i Edinburgh = Når man går ned fra slottet, skal man unde sig selv en gåtur i den gamle bydel. Atmosfæren er helt speciel og anderledes sammenlignet med andre historiske storbyer. Husk at gå ned af de små stræder, der gemmer sig rundt omkring. Jeg forstår godt de har optaget så meget af Outlander i byen.
Guidet gåtur i Inverness = Dagen efter vi ankom til Inverness tog vi på en times guidet tur gennem byen. Vores guide var en lokal skotte. De af jer, der følger med på Instagram Stories så måske, at vi kom exceptionelt godt ud af det med hinanden. Han var selvfølgelig klædt i kilt og vidste så ufatteligt meget om byen. Bl.a. at noget af det eneste historisk rigtige fra Outlander, er Jamie Frasers morfar, the Old Fox. Han fandtes i virkeligheden, var ikke særlig sød og boede i et hus i Inverness, der stadigvæk står der. Derudover kom mange af de sårede Jacobites fra slaget ved Culloden til Inverness, hvor briterne indhentede dem og henrettede en stor del.
Bådtur på Loch Ness med stop hos Urquhart Castle (tæt på Inverness) = En kort køretur fra Inverness ligger Loch Ness. Vi skulle på en af de mange bådture, hvorfra man kan nyde den storslåede natur. Det her billede er faktisk taget fra båden. Efter tyve minutters tid holdte vi ind ved Urquhart Castle, der er næsten tusinde år gammelt. Her er masser af historie og man bliver lidt klogere på skotterne. Vi sluttede besøget af med et besøg på Loch Ness museum, hvor vi fik præsenteret beviser mod og for Nessie. Der findes selvfølgelig ikke en Nessie, men det var meget sjovt at se, hvordan folk altid har jagtet, og til tider stadigvæk jagter, det underjordiske sømonster.
Dolphin Spirit Trip fra Inverness Marina = Ingen besøg i Inverness uden en delfintur. Afhængig af årstiden kan man se rigtig mange frie delfiner og sæler i havet omkring Inverness. Vi var dog afsted på årets sidste tur og så desværre ingen. Men kommer du forbi i foråret eller om sommeren, er der rigtige gode chancer.
Tomatin Distillery (en kort køretur fra Inverness) = Ingen Skotland uden at besøge et Whisky distillery. Jeg har fået fornyet respekt for kunsten omkring whisky. Det er altså noget, der tager mange år at lave. De fleste distillerys er desuden flere hundrede år gamle.
Vi fik vist hele processen, og det har været ret blæret at kunne gå hjem efterfølgende og dele min (ekspert) viden med Rasmus. De her familier, der ejer og arbejder her, lever jo for det og giver familievirksomheden videre generation efter generation. Nu kunne jeg desværre ikke smage på varerne, men jeg fik købt lidt med hjem til Rasmus.
Culloden Battlefield = Slaget på Culloden. I der kender lidt til den skotske historie (eller har set Outlander) kender til slaget. Det er på mange måder en af de mest kendte begivheder i den skotske historie.
Man kan tydeligt mærke, hvordan det skotske folk stadigvæk taler om det og lader sig definere af det her slag. Og det var altså helt tilbage i 1746.. Vi var ude på selve slagmarken. Her er utrolig roligt i dag, så det er vildt at tænke på, hvilken historisk kamp, der har udfoldet sig i sin tid.
Citytour gennem Aberdeen = Videre til Aberdeen, der var overraskende stor. Jeg havde forestillet mig en lille historisk by ala Inverness, men det var på mange måder en lille mini-Edinburgh med lækre restauranter, den flotteste strandpromenade og ikke mindst fyldt med liv og unge mennesker.
Jeg var især solgt på området nede omkring stranden. Solnedgangen var én af de flotteste, jeg har oplevet. Sådan nogensinde. For ikke at tale om universitetsområdet. Jeg følte nærmest, at jeg var med i en Harry Potter film.
Meldrum House = Omkring Aberdeen ligger der et hav af nævneværdige steder. Her får man en smag for det skotske højland og den storslåede natur. Vi besøgte det kendte Meldrum House, som er næsten 1000 år gammelt og fyldt med uhyggelige spøgelseshistorier. Det var også her vi fik et af turens bedste måltider, som vi ikke kendte til på forhånd.
Deres koncept er at servere noget, der overrasker. Derfor kan jeg heller ikke vise billeder af maden – men fantastisk var det. Stedet er kendt for sin historie og de mange besøgende, der kommer for at slappe af, spille golf eller drikke whisky. Det var også her jeg fandt min første højlandsko…
Castle Fraser = Det har var muligvis et af mine favorit steder på hele turen. Slottet var fyldt med historie fra Fraser-klanen de sidste 700 år. Den søde guide fortalte os ALT om de mange ejere gennem tiden, spøgelserne, som der jo naturligvis er sådan et sted og viste os den fineste udsigt oppe fra tårnet.
Jeg kunne have brugt timer her og elskede hvert et sekund. Alt var efterladt som det så ud dengang. Hvis I kommer på de kanter, må I love jer selv at besøge slottet. Ikke mindst for at se parken omkring, der er fuldstændig betagende.
SPISEOPLEVELSER
Jeg var positivt overrasket over den skotske mad. Vi fik kun mad af høj kvalitet og med god smag. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet på forhånd, men jeg blev virkelig glad for den skotske mad.
Især deres haggis, som er den kendte nationalret. Der var også en veganer med på turen, og det var aldrig et problem for hende, at få alternativer til deres faste menukort. Det synes jeg er værd at nævne for de, der måske frygter mulighederne.
Dishoom i Edinburgh = Indisk mad, når det er bedst. Det her sted var fuldstændig magisk og meget populært. Jeg ved de også har en restaurant i London til de, der kommer der forbi. Maden var autentisk, lækker og meget anderledes end jeg tidligere har prøvet. Hvis vi havde indisk mad på den måde herhjemme, vil jeg ikke spise andet. Indretningen er også ret så fin og med respekt for de mange historiske detaljer. Husk at bestille bord på forhånd.
Loch Ness Inn = Et kendt sted, som folk gerne rejser langt for. De laver traditionel skotsk mad og har gjort det i mange år. Jeg fik mit livs bedste fisn’n’chips, og så var det her jeg smagte haggis for første gang. De havde også et stort udvalg af fisk. Generelt er Skotland rigtig stærke, når det kommer til fisk og skaldyr.
River House Restaurant (Inverness) = Hold nu op, det her sted var magisk. Kokken er meget kendt i Skotland og brillerer i et køkken. Jeg fik krabbe og rødspætte. Det sad lige i skabet og jeg drømmer mig tilbage til det velsmagende mad.
Silver Darling (Aberdeen) = Restauranten var placeret helt ude ved vandet i Aberdeen. Man kunne faktisk konstant se de store skibe sejle forbi – ikke mere end 30 meter derfra. Her fik vi muslinger, fisk, steaks og lækkert tilbehør. Det er én af de mest kendte restauranter i Aberdeen og et must, hvis man kommer på de kanter.
Meldrum House Country Hotel (tæt på Aberdeen) = Her fik vi den frokost, hvor vi forhånd ikke vidste, hvad det indebar. Det var en blanding af en masse nationale retter – udført med et twist. Det var virkelig én af de bedste og mest opfindsomme madoplevelser, jeg har haft. Vi sluttede af med æbletoddy (min var selvfølgelig babyvenlig) og skotsk kage.
Moonfish Café = Det var her vi fik turens sidste måltid, og hvilket ét af slagsen. Kokken er tidligere deltager i Masterchef og tør improvisere i et køkken. Det blev til fem magiske retter. Jeg var så mæt, at jeg kunne trille derfra. Alene det svampede brød er værd at komme tilbage for.
SKOTLAND MED BØRN
Nu var jeg godt nok afsted uden familien, men jeg synes i den grad det er et børnevenligt land. Så længe man har børn, der selv kan gå og er friske på en anderledes ferieform. Hvis man er vild med ro, natur og venlige mennesker, er Skotland helt perfekt.
Jeg har i hvert fald allerede aftalt med de to andre herhjemme, at vi skal afsted sammen, og Sylvester siger han skal alene med mig derover, når han bliver 12 år. Jeg glæder mig allerede!
PRISER – Skotland guide
Priserne er rimelige. Både mad, hotel, transport, kaffe – you name it. Det er værd at tage med, når man planlægger en rejse dertil. Jeg ved ikke om det skyldes kursen lige nu eller det er generelt for Skotland – så måske man bare skal komme afsted hurtigst muligt.
Skotland er uspoleret. Det er en meget anderledes ferieform. Alt er så roligt, flot og rart. Jeg har i hele mit liv aldrig set så pæn og rå en natur. Det håber jeg også min Skotland guide vidner om.
Overvejer I Skotland til en kommende rejse og kunne I bruge min Skotland guide?
PSST… Jeg er meget aktiv på andre sociale kanaler, hvis du er til små glimt fra familielivet på Islands Brygge med min mand og to børn?
Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små personlige hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. Husk endelig også lytte til mit podcast GÅSEHUD, hvor jeg deler uhyggelige historier om det overnaturlige