Glimt fra vores tur til Comwell Borupgaard

Glædelig tirsdag, hvis altså det overhovedet er noget man kan fejre..? Jeg er i alle tilfælde positiv og glad, hvilket dels nok også skyldes det fine vejr og de friske tulipaner på vores spisebord.

Der er dog mange ting, der gør mig glad for tiden. Heriblandt vores tur til Comwell Borupgaard i sidste uge. Hvis du spørger folk jeg kender, vil de sætte lighedstegn mellem spaophold og mig. Jeg ELSKER nemlig den type “ferie” og de to primære grunde er:

1. Det kræver ikke en kæmpe kuffert, tidlige morgener i lufthavnen og udmattende flyveture. Nej, man er der kort tid efter man kører hjemmefra. Man har som regel en rolig start på dagen, kan nå at aflevere barn i et rart tempo og skal kun bruge en time eller to på at komme frem. Det tog os 20 minutter med bus og efterfølgende 40 minutter med Kystbanen. Hvis nu vi havde haft bil, vil det have taget os omkring 35 minutter. Det i sig selv er overskueligt.

2. Man skal ikke nå noget som helst. Når vi tager på storbyferier eller andre typer ferier, skal vi som regel være kulturelle og opleve stedet. Man kommer sjældent udhvilet hjem, hvilket heldigvis IKKE er tilfældet med et spaophold. Her kan man ikke meget andet end at bade, gå ture, sove længe, få behandlinger og spise god mad.

Ret simpelt, men ikke desto mindre fantastisk for krop og sjæl. Og parforholdet.. Vi kommer altid hjem som to nye mennesker. Vi snakker mere sammen end vi har gjort den foregående måned til sammen, hvilket ikke siger så lidt. Her er der ingen hverdagspligter, tidligere morgener eller deadlines. Derimod bare ren afslapning..

Højdepunkterne kan tilskrives flere oplevelser, men alene turen derop i solskin og med kaffe og kage fra Lagkagehuset i et næsten tomt tog, var nu helt speciel. Vi ankom tirsdag eftermiddag til et forholdsvis tomt hotel (tip: hvis I kan booke i hverdagene, så gør det. Man får nærmest hele hotellet for sig selv) og checkede ind på under to minutter. De af jer, der læste med sidste år, kan måske huske vores begejstring for værelserne? Vi fik et tilsvarende i år og jeg har stadigvæk lyst til at indrette vores lejlighed i samme stil.

Resten af dagen blev brugt i spaafdelingen og senere til en fire-retters middag i restauranten. Her vil jeg lige pointere, hvor genialt det er, at Comwell nu tilbyder en tilpasset juicemenu som erstatning for vinmenuen. Jeg vil gå så langt som at sige, at det var faktisk var bedre end vin samt man slap for et tungt og træt hoved. Derfor hoppede vi også begge på juicemenuen samtlige aftener.

Onsdag morgen sov vi helt til kl. 08, hvorefter en komplet morgenmadsbuffet ventede på os. Det er skørt med morgenmad, men der er bare noget helt særligt over en buffet af ALT det man ikke får til dagligt. Friskpresset juice, hjemmelavet nutella, hjemmebagt brød, frisk kaffe, røræg, havregrød med frisk topping og ej at forglemme pandekager med sirup.

Da vores maver var mætte skyndte jeg mig op på værelset for at skifte til badekåben, hvorefter jeg havde 80 minutter i himlen til gode. Jeg skulle nemlig have min første mom-to-be behandling. Velværebehandlinger er altid rare, men når man er gravid er det ekstra tiltrængt. Jeg blev masseret igennem på en briks, hvor der både var plads til min store mave og bryster.

Der var ikke dét punkt, der ikke blev løsnet op for, og efter både massage på bagside og forside, sluttede min søde behandler af med ansigtsmassage, hovedbundsmassage samt en effektiv fugtmaske, som jeg var med til at udvælge før start. Jeg vågnede op halvanden time senere i total stilhed og mere afslappet end jeg længe har været. Jeg vil give min højre arm for at opnå samme følelse i dette øjeblik.

Hjemme på værelset ventede Rasmus og sammen gik vi ned i spaafdelingen, hvor de næste maaange timer blev tilbragt. Her fik vi både prøvet deres varmtvandspool (favoritten), deres relaxsauna, deres saltsauna samt deres helt nye geniale Brechelbath.

Brechelbath er et urtedampbad med mild, fugtig varme og en langsomt stigende temperatur. Det er tilmed en mere end 200 år gammel behandlingsform, som virker mentalt stimulerende og øger koncentrationen igennem de friske grankviste, der ligger på gulvet. Vi fik også ligget halve timer på de varme brikse og Rasmus var modig og tog springet i det kolde gys.

Tre timer og et par rynkede hænder senere, gjorde vi os klar til den sidste middag i restauranten, der endnu engang bød på fire retter. Vi spiste og drak os igennem de mange retter, hvorefter vi løb om kap op på værelset. Vi er nemlig stadigvæk igang med Vikings-serien, som jeg slet ikke kan vente med at få en afslutning på.

Torsdag morgen pakkede vi vores tasker og spiste en sidste morgenmad inden vi kl. 10 tog toget hjem igen. Togstationen er heldigvis placeret 100 meter fra spahotellet. Jeg er stadigvæk helt høj på vores dage. Mest af alt fordi det var tiltrængt for vores parforhold og ikke mindst min trætte krop, men også fordi det er sidste tur i laaang tid. Man nyder det lige en tand mere, når man ved hele vores liv ændrer sig om ganske kort tid.

Har I besøgt Comwell Borupgaard eller ét af deres mange andre spahoteller i Danmark?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmode om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Skriv en kommentar