1 år efter: Status på de delte mavemuskler

Delte mavemuskler

Jeg tænkte det var tid til en status på mine mavemuskler (eller manglen på samme) her et år efter jeg har født. Dem af jer, der har fulgt med længe, kan måske huske hvordan jeg efter første fødsel fandt ud af, jeg havde delte mavemuskler (5,5 cm mellemrum for at være helt præcis). Det indlæg kan findes her samt det her indlæg  med før og efterbilleder, hvor jeg viste resultaterne efter 6 ugers daglige øvelser.

Men så skete der det at jeg blev gravid igen, og denne gang valgte jeg at komme de delte mavemuskler i forkøbet. Jeg havde jo endelig fået en fladere mave og et stærkt core, som jeg gerne vil bibeholde. Derfor tyede jeg til Maven og Mig igen, som også rådgav og hjalp mig første gang.

Delte mavemuskler

Jeg trænede fra uge 13 (hvor mavemusklerne allerede havde delt sig grundet den dårlige holdning) og helt frem til fødslen. Splinten (det mavebælte man bruger undervejs) holdte jeg også fast i til uge 37. Alt i alt hjalp det gevaldigt, og jeg fik lukket mine mavemuskler igen til trods for min mave voksede i omkreds.

Ekstra bonus: Under fødslen hjalp det mig vanvittigt meget i pressefasen, da jeg havde god kontakt til mit core. Det gjorde oplevelsen langt bedre end første gang.

Efter fødslen tænkte jeg ikke så meget over de daglige øvelser. Det var først 1 måned efter, hvor Sussi gav mig en status på hvordan det hele stod til. Arbejdet under graviditeten havde heldigvis båret frugt, og skaden var minimal. Jeg havde lidt delte mavemuskler igen, hvilket er svært at undgå med både en fødsel og tiden med en nyfødt, men vi fangede den hurtigt, og på kun 5 uger havde jeg lukket dem helt. Jeg havde derfor få måneder efter fødslen mit stærke core og gode mavemuskler igen.

Delte mavemuskler

Men hvordan står det så til her et år efter? Smider man det hele væk, når man ikke længere bærer splinten? Nej, det gør man ikke. Man skal selvfølgelig ikke glemme alt det man har lært. Jeg er selvfølgelig ikke lige så god til at huske alle de korrekte løft i dag, som dengang, men jeg forsøger at tænke over det i hverdagen.

Derudover laver jeg stadigvæk nogle af øvelserne mens jeg børster tænder eller står i køkkenet. Både for vedligeholdelse, men også for ikke at glemme, hvordan det fungerer.

Hvis du kiggede på min mave vil du måske ikke kunne se den var flad, og det er fordi at det her forløb arbejder med kernen, den gode holdning samt de indre mavemuskler. Selve huden kan godt stadigvæk være løs, og hvis man gerne vil have overskydende hud væk eller strammet maven op, er det som regel mere en livsstilsomlægning man skal overveje.

Dog kan man en slank person med meget lidt mavefedt sagtens have delte mavemuskler. Maven vil som regel stadigvæk bule ud, og det er det jeg foretrækker at arbejde med. Nemlig sundhedsaspektet i det, hvor kroppen får de bedste forhold. Det hele taler sammen, og når jeg har et stærkt core, vil mine smerter i lænd og baller forsvinde.

Jeg er glad for min mave nu. Ikke pga. udseendet (den bærer stadigvæk præg af to fødsler), men fordi jeg endelig har lært, hvad der virker for mig. Min krop har det godt, når jeg tager mig af den. Med yoga, styrkede coreøvelser, gode løft og siddepositioner og generel forståelse for mobilitet. Det betyder bl.a., at jeg i dag kan løbe godt 8 km. 3-4 gange om ugen uden at få smerter.

Da jeg var 26 år, og havde Sylvester, kunne jeg ikke engang gå en lang tur, fordi jeg ikke forstod mig på kroppen. Jeg gik alt for meget op i at smide kilo og styrketræne, og det gavnede mig på ingen måder. Derimod endte jeg med at smide mange penge efter både kiropraktorer og sportsmassører, men det var altsammen symptombehandling.

Så JA. Mine mavemuskler er stadigvæk lukkede. Jeg er så glad for jeg prioriterede det. Også selvom min mave forfra måske ikke ligner den er flad og stærk, så er den det. Det kan jeg mærke i alle de ting, jeg foretager mig.

Hvis I har andre spørgsmål til maveøvelserne, genoptræning eller hvad det der rectus diastase egentlig er, så spørg endelig løs. Jeg har også skrevet et hav af indlæg om processen og hvordan det er gået undervejs, og alle de indlæg finder I lige her.

Nu vil jeg redigere nogle beautyvideoer, tage nogle billeder til en kommende kampagne og derefter smutte til møde. Jeg skal nemlig drikke kaffe med en potentiel samarbejdspartner til det her projekt #jegerspændt Må jeres dag være fyldt med varm kaffe, solskin og rare mennesker.

Skriv en kommentar