Ambulancefaget og en hyldest til min mand

Jeg har været offline de seneste par dage – med god grund. Min bedre halvdel har nemlig taget slutspurten i sin uddannelse og er netop blevet færdiguddannet ambulanceredder.

De af jer, der følger med på Instagram, har måske set hvor stolt jeg var. I går var vi oppe på skolen i Hillerød (og jeg havde sørme selv formået at gøre to børn klar og få dem med derop, haha) og fejre ham til receptionen, hvor hele holdet skulle hyldes. Og hvorfor er jeg så stolt? Altså udover jeg er hans kone? Måske er det fordi jeg synes det er så vigtigt et erhverv kontra mit eget. At éns job hver dag handler om at hjælpe andre. Præcis ligesom med læger, sygeplejerske, jordemødre, social & sundhedshjælpere, pædagoger, lærere etc.

Jeg tænker tit, at det må være fantastisk at arbejde med noget, hvor udgangspunktet er at gøre en forskel. Og i Rasmus’ tilfælde ofte forskellen mellem liv og død. At man brænder så meget for noget, at man gerne tager de mange nattevagter, den middelmådige løn og manglende pauser med i pakken – bare fordi man gerne vil hjælpe andre.

Nu er jeg heldigvis selvstændig, men i mit tidligere job var det ofte det jeg havde svært ved. At alle møder, diskussioner og opgaver handlede om økonomi. Nemlig dét at tjene penge til virksomheden og at gøre det bedre end konkurrenterne. Det er ikke altid den bedste motivation, når formålet bare er at tjene penge.

Misforstå mig ikke. Jeg synes kommunikationsbranchen er interessant, men der skal bare heller ikke meget til før man får nok. Af sin egen indsats og det højere formål. Det bliver hurtigt lidt meningsløst. Derfor har jeg så meget respekt for de kvinder og mænd, der vælger en anden retning. Og gerne ofre både familietid og friweekender for andre menneskers skyld.

Lad os lige skrue tiden tilbage til 2012. Rasmus havde været håndværker i en del år, men var ret træt af jobbet. Han har altid haft en naturlig lyst til at hjælpe folk, og vi endte ofte i situationer, hvor han skulle hjælpe andre. Hjemløse, fulde mennesker på gaden og ældre demente mennesker. På en eller anden måde landede de altid hos ham – med god grund. Det lå derfor lige til højrebenet, at han skulle arbejde med det. Problemet var imidlertid, at redderuddannelsen var svær at komme ind på, og det tog ham næsten 3 år, et utal af ansøgninger, en masse erfaring i Københavns Lufthavn samt en nervepirrende optagelsesprøve før han kom ind. Når man har passeret de 25 år er det nemlig betydeligt sværere at komme ind, da de er dyrere at uddanne.

MEN han kom ind. Derefter startede 2 1/2 år med skoleperioder i Hillerød, en masse ambulancekørsel, eksamener, store lærebøger, der skulle læses, studieture, afleveringer og uendeligt mange ekstravagter. Oveni vores bryllup, mit dengang faste job, mit efterfølgende spring ud i det selvstændige liv, en lang graviditet samt nu to små børn herhjemme. Jeg ved virkelig ikke hvordan han har gjort det – for han har altid prioriteret familien først. Jeg har ikke kunne mærke på ham, hvor stort et pres, der egentlig eksisterede, og det var først i går, da hans underviser præsenterede ham som den person på holdet, der havde gjort det bedst, at det gik op for mig, hvor sindsyg sej han er. Jeg har altid vidst han var dygtig til sit arbejde, og brændte enormt meget for faget, men i går så jeg i det i en anden kontekst, hvor alle hans undervisere pointerede hvor kompetent han er. Så blev jeg altså kun endnu mere stolt! Kan man andet?

Om få uger starter et helt nyt liv. Med fast job til Rasmus, Sylvester, der starter i skole og mig, der skal jonglere min virksomhed med tre andres liv. Jeg glæder mig faktisk! Det er fantastisk vi alle har fundet vores hylde. Jeg kan ikke sætte en finger på noget, der gerne måtte være anderledes. Så kan det godt være vi ikke altid har så mange penge, men det er også fuldstændig underordnet, når vi er lykkelige helt ned i maven.

Nu vil vi nyde vores tre ugers sommerferie med god samvittighed!

PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.